»Hvad vil det sige at være kristen?«

Når Gud ser på dig, så ser han ikke synden og fejltrinene – dem har han jo straffet ved at Jesus blev vores stedfortræder

Med udgangspunkt i påskeberetningen fra Gammel testamente (GT) i 2.Mos. 12.21-30 vil jeg gerne forklare, hvad jeg mener, når jeg bruger begrebet ”en kristen.”

Det, som går forud for netop vores beretning er, at Moses er kommet til Farao (en form for konge over Egypten) og har bedt om, at Israel skal slippes fri. De har nemlig indtil nu været holdt som slaver, der skulle bygge pyramider m.m. Moses havde været hos Farao 9 gange og overbragt Guds besked om at lade folket gå. Farao havde sagt nej, og hver gang havde det udløst en plage over Egypten. Nu kommer vi så til den 10. og sidste plage. Gud sender dommen ind over hele Egypten og dermed også Israel, som levede i landet. Gud vil lade dødsenglen gå igennem landet og slå den førstefødte ihjel.

Evangeliet er, at Gud ikke fjerner dommen fra Israel, men han skaber en udvej.

De får besked på at slagte et lam og smøre blodet på dørstolperne. Gud kaldte dette for påske, som betyder ”hoppen over” eller ”gå forbi”. Hvis Israel smurte blod på dørstolperne og holdt sig inden døre, ville dette sted være et nåderum, hvor dommen ikke kunne nå dem.

Dødsenglen ville gå forbi, fordi her var der allerede en, der var død, nemlig påskelammet.

Man kan sige, at påskelammet led en stedfortrædende død, og købte derved den førstefødte fri. Paulus skriver i 1.Kor. 5.7b: ” I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus”. Paulus tolker, det Jesus gjorde på korset, på samme måde som det, der skete med påskelammet i GT.

Hvad er det som frelser?

Der er ingen tvivl om, at det er lammets blod, som frelser Israel. Havde man smurt noget andet på dørene, så havde det intet hjulpet, men netop blodet fra lammet gjorde, at dødsenglen og dommen gik forbi. I Rom 5,9 står der også, at det er Jesu blod, som frelser os. Altså på samme måde. Vi siger gerne, at Kristus alene er den, som frelser.

Det gode spørgsmål er, hvordan får jeg blodet på mit livs dørstolper? Det gør du ved at komme til Jesus og bede: ”Herre frelse mig. Jeg har brug for, at det, som sker på korset, gælder i mit liv. Jeg har brug for, at du er min stedfortræder, og at din død gælder for mig”. Dette betyder, at du nu står i nåderummet (eller som Bibelen ofte beskriver det: ”i nåden”).

 

2.Mos. 12.21-30

Rom. 5.9

Hvad betyder troen?

Troen er at smøre blod på dørstolperne. Gud sagde, det var sådan, de skulle gøre, og det gjorde de. Det var ikke nok at slagte lammet. Det havde ikke frelst dem, men blodet skulle op på dørstolperne.

Moses kom til israelitten, som måske kæmpede med porno, bagtalelse, hovmod, egoisme eller nogle af de samme ting som du måske kæmper med. Det kunne også være, at alt det med Gud var svært for ham at gribe om. Han tvivlede måske en del, lod sig let friste, havde svært ved at få læst eller bedt og vidnedelen var stort set ikke til stede.

Hvad var det Moses sagde til ham? Smør blod på dørstolperne. Intet andet. Han gjorde, som Moses havde sagt, og dødsenglen gik forbi. Han havde ikke forbedret sig eller blevet mere overbevist, og tvivlen var ikke forsvundet. Han var den samme som før, da han stod uden for nåderummet, hvor dommen var. Forskellen var ene og alene ståstedet. Nu stod han i nåden, hvor lammet/ Kristus var blevet stedfortræderen.

Mit liv i nåden

Noget af det, som skete, da du blev kristen var, at dit liv blev forandret. Det gælder både dig, som har troet hele livet og dig, som er blevet omvendt undervejs. Det er ikke nødvendigvis en oplevet forandrethed eller en følelsesmæssig oplevelse (det kan det være). Forandringen skete på det tidspunkt du trådte ind over dørtærsklen til nåden (da du kom og bad om, at han måtte komme ind i dit liv). Dette betyder, hvis du er i nåderummet, at du bliver tilregnet alt det, Jesus er. Når Gud ser på dig, så ser han ikke synden og fejltrinene – dem har han jo straffet ved at Jesus blev vores stedfortræder. Nu ser han hos dig: Jesu godhed og venlighed, han ser Jesu rene liv uden synd, han kalder dig ren og retfærdig (betyder at vandre rigtigt i alle ting). Han kalder dig himlen værdig.

I Rom. 3.23-24 udtrykker Paulus denne dobbelthed hos en kristen. Vi er 100 procent syndere, men samtidig 100 procent rene i Kristus. Når jeg ser på mig selv, vil jeg let få øje på synden i mit liv. Men det, jeg ser, er det liv, Jesus gav sit liv for. Skal jeg se det, Gud ser, når han ser mig, så skal jeg se hen på Kristus. Det er vores nye virkelighed inde i nåden.

En anden ting, vi skal se på, er en kristnes kamp mod synden. Man kan beskrive den som en pendul bevægelse frem og tilbage imellem mig og korset. Jeg synder, og må komme til Jesus med det og bede om tilgivelse. Denne bevægelse vil vare hele livet for alle kristne. Men der, hvor vi ofte går galt i byen er, når vi tror, vi bliver sendt ud af nåden, og først kommer tilbage igen, når vi har bedt om tilgivelse. Det er ikke rigtigt. Jesus flytter nemlig med ind i nåderummet, så pendul bevægelsen foregår inde i nåden. Det betyder, at jeg er alt det, Jesus er, midt i min kamp med synden. Jeg er ren og retfærdig hele tiden. Jeg falder ikke ud af nåden, når jeg synder, men jeg kan vælge at forlade nåderummet. Det sker, hvis jeg ikke ønsker, at Jesus skal være herre i mit liv, eller hvis jeg ønsker, at noget synd skal have lov til at være i mit liv, og det må Jesus bare affinde sig med. Så siger jeg nej til blodet på dørstolpen, og vil hellere leve udenfor end indenfor.

Rom. 3.23-24