»Frelse for klimasyndere«

Vores livsstil skubber økosystemet ud af balance. Spørgsmålet er, hvordan vi undgår at ende i enten selvretfærdighed eller håbløshed, når vi ønsker at tage klimakampen.

I begyndelsen af min gymnasietid i slutfirserne læste jeg det afsnit i Romerbrevet, hvor Paulus beskriver, hvordan skaberværket lider (Rom. 8,19-22), fordi selve naturen er underlagt syndens ødelæggende magt. Det skyldes menneskers synd, står der. Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at det måtte jeg vel tage for gode varer, når det nu stod i Bibelen, men at jeg i øvrigt ikke rigtig kunne forbinde det med noget konkret. Hvilken indflydelse skulle mennesker dog kunne have på naturens lidelser …?

Sådan vil ingen af nutidens bibellæsende unge tænke. For selvom Paulus’ ord handler om mere end grøn kirke, så kan ingen i dag være i tvivl om, at menneskers livsstil griber fundamentalt ind i naturen. Der er ingen (berettiget) tvivl om det: det globale økosystem skubbes ud af balance ved at menneskers udledning af drivhusgasser ændrer atmosfærens sammensætning, så det bliver sværere for jorden at slippe af med sin varme. Derfor stiger temperaturen.

 

Klimaskyld og synd

Dette ved vi, og vi ved også, at temperaturstigningen allerede nu fører til, at livsvilkårene ødelægges for mange mennesker, særligt blandt klodens fattigste. Ligesom vi ved, at det kommer til at fortsætte og accelerere i generationer, hvis verden står så længe. Den grundlæggende uretfærdige fordeling af jordens ressourcer, som ingen af os kan være ligeglade med, bliver bare værre med klimaforandringerne.

Det er ikke underligt, at mange har en følelse af ”klimaskyld”. Jeg tror, det er deres gudgivne samvittighed, der reagerer på dét, som samvittigheder reagerer på, nemlig synd. Det er synd i direkte forstand, når den rigeste del af verdens mennesker opretholder en livsstil, som vi ved, er destruktiv for vores medmennesker og for den verden, Gud har skabt og betroet os. Det afslører lidt af den åndelige sammenhæng mellem menneskets synd og naturens forbandelse, som Bibelen fortæller om.

Men skyldfølelse i sig selv er der ingen frelse i. Den fører kun til forsøg på at godtgøre (og hovmod, når man synes, man gør det lidt bedre end andre). Eller til opgivenhed (og måske endnu dybere ligegyldighed overfor éns medmennesker og resten af skaberværket).

 

Frelse for klimasyndere

Man kan ikke gavne klimaet ret meget ved at appellere til dårlig samvittighed. Synden og grådigheden sidder simpelthen for dybt i os. Og faktisk er jeg heller ikke særlig optimistisk mht. politiske løsninger, selvom jeg selvfølgelig støtter målsætningerne og beder for verdens ledere, som skal træffe de afgørende beslutninger.

Men jeg tror på Verdens Frelser! Altså på Jesus, som gav sit liv for syndere, også klimasyndere. Og dybest set er det kun i troen på ham, jeg synes, det er muligt anerkende den destruktive spiral af synd, verden og jeg selv er fanget i, uden at give op. Det eneste sted, jeg kan holde ud at se synden i øjnene, er i den tilgivelse, jeg har fået af Kristus, ham, som har båret vreden og dommen.

 

Verdens frelse

Det gjorde han for at frelse verden. Paulus skriver jo ikke bare, at skaberværket er slavebundet af menneskers synd, men at det skal befries, når Kristus kommer (Rom. 8,21). Det betyder, at vi venter en fornyet verden. Altså blandt andet en jord i økologisk balance, hvor planter og dyr og mennesker skal leve sammen i fred. Uden rovdrift på klodens ressourcer og energi og uden den syndige grådighed og de ødelæggende økonomiske systemer, som truer livsvilkårene på jorden nu. ”En ny himmel og en ny jord”, kaldes det i Bibelen (Es. 65,17., 2. Pet. 3,13., Åb. 21,1), og det er den eneste virkelige grund til håb for verden.

Den virkelighed venter vi stadig på. Men allerede nu lever vi ud af den og i kraft af den, og den former vores livsstil og vores forbrugsvaner. Det hænger sammen med det at leve som Kristi efterfølger. Og selvom de fleste kristne – i hvert fald jeg selv! – af daglig erfaring ved, at synden langt fra er et tilbagelagt stadium, så gør det at jeg er kristen en forskel for klimabevidstheden som for andre ting i livet. Som kristne siger vi ’ja’, til den verden, som Gud har skabt, og som han vil nyskabe. Det er en slags ekko af det første ”Gud så, at det var godt” (1. Mos. 1), som skal lyde i jubel gennem hele evigheden (Es. 65,18), og som giver genlyd i vores liv som kristne og som kirke her og nu.

Det betyder også, at det er en fatal misforståelse, når jeg indimellem hører medkristne sige, at ”vi kan være ligeglade med alt det klimahysteri, for verden går jo alligevel under. Vi skal bare koncentrere os om at forkynde frelsen.” Dybest set er det en helt anden frelse, man forkynder, hvis den kan kombineres med ligegyldighed overfor den verden, Gud har skabt og elsker.

 

Hvad konkret kan jeg gøre?

Indtil nu har jeg talt om dette på et overordnet plan. Og det er bevidst: Bibelen giver ingen konkrete svar på om man som kristen må flyve, eller om man må spise tomater i februar og bøf på en hverdag. Og den giver slet ikke grundlag for, at kristne skal binde hinandens samvittigheder eller dømme hinanden.

Tænk om det, som vi tænker om gavmildhed: Der er ikke beløbsgrænser eller præcise gavebrevsprocenter i Bibelen. Men Kristus-efterfølgelse er tydeligvis et liv i gavmildhed (2. Kor. 8 og 9), hvor vi stræber efter at leve et enkelt liv (1. Tim. 6,8), så grådigheden mister sit tag i os, og så det, vi tjener, kan komme andre til gode (Ef. 4,28). Det indebærer afkald, men dybest set er det en velsignelse og en rigere liv, selvom det materielt er lidt fattigere. Det gælder også afkald og ændrede forbrugsmønstre for klimaets skyld, og for de menneskers skyld, som klimaforandringerne rammer hårdest.

Og selvom vi skal holde fast ved ikke at binde hinanden til bestemte krav her, så må hverken gavmildhed eller bæredygtig livsstil blive tabuer i de kristne fællesskaber. For vi lever sammen og har brug for at hjælpe hinanden, både når det handler om vores små og store personlige hverdagsvalg, og når det handler om de ressourcer, vi forvalter i fællesskab.

 

I have a dream…

Min drøm er, at kristne lever tydeligt, på denne jord, men ud af og i kraft af Guds nyskabte jord, der kommer. Og at det får mennesker til at spærre øjnene op, fordi de ser kristne, der tør se verdens nød i øjnene og handle på den uden at resignere eller fortvivle. Og fordi det taler til en længsel i dem, en længsel efter det, der var Guds oprindelige plan med sit skaberværk.

Klimaforandringerne kommer ikke til at bringe verdens undergang. Den kommer, når Gud beslutter det, og det er i den time, hvor vi ikke venter det (Luk. 12,40). Men for mange mennesker har klimaforandringerne allerede bragt en (for dem) ny erkendelse af, at verden som vi kender den, ikke kan bestå for altid. Og på den måde er de blevet et tegn.

I sig selv kan tegnet kun lede til frygt. Og frygt fremkalder altid falske frelsere og messias’er af den type, som bilder mennesker ind, at vores indsats kan redde verden. Den slags fører næppe til andet end mere frygt og mere skam. Jeg spørger af og til mig selv, om der er tilløb til det på klimaaktivismens mest yderliggående, halvreligiøse overdrev.

I alle tilfælde: Skræk og frygt og klimafarisæisme og -sekterisme er der intet håb i. Men det er fyldt af håb, når kristne taler og lever ansvarligt og tydeligt og sætter ord på, hvad skyldfølelse og dårlig samvittighed overfor Gud og mennesker i virkeligheden handler om. Og hvor der er tilgivelse at få, for klimasyndere som for alle andre syndere. Så min drøm er, at den kristne menighed gør dét, mens vi i ord og handling elsker Guds verden og venter på Verdens Frelser.

 

Artiklen, her i en forkortet udgave, er tidligere bragt i Til Tro #1 2020.