»Hvorfor blev kirken splittet?«

Af Kurt E. Larsen, Aarhus

Landsmandssøn og dr.theol.

Professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet, Aarhus.

Skriver i øjeblikket en bog om alle de forskellige kirkeretninger i Danmark.

Andre interesser: Fodbold (efterhånden mest på TV) og dansk litteratur.

Selv om vi kristne har stor kærlighed til hinanden, er der mange forskellige kirker. De falder inden for tre hovedgrene. I Danmark har reformationen sat sit tydelige præg, men der findes også flere katolske og ortodokse menigheder. For 1000 år siden var de den oprindelige kirke, men delte sig. Vi ser på hvad der skete, og hvordan de to gamle adskiller sig fra ”den unge” reformerte kirke.

Da apostlene forkyndte evangeliet, opstod der menigheder rundt om i middelhavsområdet. Paulus søgte at holde menighederne sammen om den rette tro, men det lykkedes ikke altid for ham, fx måtte han sige: ”alle i provinsen Asien har vendt sig fra mig” (2.Tim. 1,15).

I den kristne menigheds videre historie møder vi det samme billede: Nogle kristne sluttede sig til små sekter, men flertallet var dog samlet i den ene kirke, der byggede på apostlenes lære. Den kirke kaldte man ”almindelig”, (på græsk: ”katolsk”), fordi budskabet om Jesus gjaldt alle mennesker og fordi kirken var tænkt at være en enhed. Man kunne også kalde den ”ortodoks”, hvilket betyder, at man har den rette tro og den rette gudsdyrkelse. 

Splittelsen

Som tiden gik, blev der voksende afstand mellem menighederne kirken i øst (Grækenland og Mellemøsten) og menighederne i vest (Vesteuropa og Nordafrika). Man talte forskellige sprog, henholdsvis græsk og latin. I vesten kom man til at regne biskoppen af Rom (kaldet paven), som hele kirkens leder, hvad man aldrig anerkendte i øst. Dertil kom andre forskelle: Man brugte ikke helt den samme udgave af trosbekendelsen. Præsterne i øst måtte godt være gift, mens der var krav om cølibat i vest. I vest holdt man gudstjeneste på latin, mens man i øst brugte de lokale sprog.

I en meget lang proces, fra år 400 til 1054, opdeltes den ene kirke i en katolsk kirke i vest, og en ortodoks kirke i øst. I dag regner man med, at der er 285 millioner mennesker knyttet til ortodokse kirker, mens den romersk-katolske kirke tæller 1.240 millioner. Ud af den katolske kirke voksede ved reformationen en række protestantiske kirkesamfund, der i dag på verdensplan tæller i alt 1.014 millioner tilknyttede.

Synlig fromhed

I Danmark i dag findes der mange katolske og ortodokse menigheder på grund af tilflytning. De har mange lighedspunkter og samarbejder også en del. Forskellene i forhold til det evangelisk-lutherske er derimod store og iøjnefaldende.

I både den katolske og ortodokse kirke spiller gudstjenesten, med præsterne og nadveren den afgørende rolle. Liturgien er gammel og for os fremmedartet, men den er også indholdsrig, med mange faste bønner og bibeltekster. Det er anderledes end i folkekirken og lutherske frimenigheder, hvor vægten ligger på forkyndelsen – og hvor liturgien er anderledes enkel.

For katolikker og ortodokse er der ofte tale om en meget synlig fromhed: Korstegn, bøn foran ikoner og flittig deltagelse i gudstjenesterne. Det betyder ikke, at troen ikke er personlig, men det får et andet udtryk end i luthersk tradition, hvor vi har lagt vægt på den enkelte stilfærdige relation til Gud gennem bøn og bibellæsning. Hvor vi har lært af Luther at lægge vægt på Bibelen og derfor gerne samles i foreninger omkring Bibelen, vil det for katolikker og ortodokse mere være gudstjenesten og sakramenterne, der er i centrum – måske suppleret med en bønnebog.