»Slå korsets tegn!«

At slå korsets tegn sikrer ikke imod ulykker eller skuffelser. Men det minder os om, at vi får lov at være hos Jesus med hele vores liv. Både det lyse og det mørke.

For nylig var jeg til en begravelse. Da jeg ude på kirkegården standsede ved den åbne grav, slog jeg korsets tegn hen over hullet, inden jeg gik videre. Og hver gang, jeg er til nadver, slår jeg korsets tegn, efter jeg har rejst mig fra knæfaldet.

Hvad skal det gøre godt for?

Samme spørgsmål kan man stille til de mange andre kristne ritualer, som findes. Hvorfor kan man knæle eller folde hænderne, når man beder? Og hvorfor har vi ritualer for gudstjenester og møder? Og for vielse, begravelse, dåb og nadver?

Det ”sjove” er, at når vi prøver at afskaffe ritualerne, opstår der bare nye. Et eksempel: Da missionsforeningerne (fx IM og LM) opstod for 150-200 år siden, var det bl.a. for at gøre op med kirkens – synes man – stive ritualer. Men hvad skete? Kort efter opstod der andre ritualer for, hvordan et ”rigtigt” møde i missionshuset skulle afvikles.

Det kunne altså tyde på, at vi som (kristne) mennesker har et stort behov for ritualer. Det tror jeg, vi skal være ærlige om – og se det positive i.

Med bevægelsen fra venstre til højre skulder åbner man ligesom døren for Jesus: Kom ind og vær i mit liv!

Men hvorfor er ritualer noget godt? Fordi de udtrykker noget, der kan være svært at sige med ord. De er en tryg ramme – noget, nogen har opfundet længe før os – som vi ligesom kan træde ind i.

Lad os tage det med at slå korsets tegn som et eksempel.

Hvad betyder det, at slå korsets tegn?

Det betyder, at man mærker sig selv eller andre med kristentroens symbol nummer ét: Jesu kors.

Når man slår korsets tegn for sig selv, samler man højre tommel-, pege- og langfinger (symbol på Fader, Søn og Helligånd), og man bukker ring- og lillefinger (symbol på Jesu to naturer: Gud og menneske) ind i håndfladen. Se foto. Så bevæger man hånden fra panden ned til midt på maven, hvorefter man løfter hånden op på højde med armene og bevæger den først til venstre, derefter til højre skulder.

Det betyder: Man korsmærker sit hoved, dvs. tankerne i hjernen, men også øjne, ører, næse og mund (fx ordene, der kommer ud af munden) og sit hjerte, dvs. følelserne mm., som traditionelt placeres i hjertet. Man korsmærker også sine arme, altså alt det, vi gør, dvs. vores handlinger. Og med bevægelsen fra venstre til højre skulder åbner man ligesom døren for Jesus: Kom ind og vær i mit liv!

Alt det behøver man ikke stå og tænke på, mens man gør det. Man skal heller ikke være bange for at gøre det forkert, fx i forkert rækkefølge. Man kan også gøre det med venstre hånd. Der er nemlig ikke tale om magi. Det er derimod et ritual, der kan være til hjælp for os selv.

Man kan også slå korsets tegn, når man skal ud på en (farlig) rejse, når man skal til eksamen, eller når man glæder sig til at begynde på et nyt job. Det sikrer ikke imod ulykker eller skuffelser. Men det minder os om, at vi får lov at være hos Jesus med hele vores liv. Både det lyse og det mørke.

Ritualer i Bibelen og historien

Bibelen pålægger os ikke en masse ritualer, vi skal følge. Men på både gammel og ny testamentes tid var der mange ritualer. Moseloven fastlægger fx en masse ritualer, som jøderne den dag i dag er underlagt, men som ikke gælder for kristne, fx hvad man må gøre og ikke gøre på den ugentlige hviledag. Også i det ny testamente ser vi, at de kristne benytter sig af ritualer, især dåb og nadver.

Man korsmærker sit hoved, dvs. tankerne i hjernen, ... og sit hjerte, dvs. følelserne mm., som traditionelt placeres i hjertet.

Da reformationen kom med Martin Luther for ca. 500 år siden, brød han ikke med alle ritualerne i den katolske kirke, men han placerede dem på et andet niveau. De var ikke længere et krav, men de kunne være en hjælp for den troende. Luther anbefaler fx, at man slår korsets tegn, når man beder morgen- eller aftenbøn. Ikke at det er et krav, som Gud tjekker, om man har overholdt. Men som en hjælp for én selv.

Derfor: Brug de gode kristne ritualer, fx det at slå korsets tegn. Ikke for at stille Gud tilfreds, men fordi de er en hjælp for dig selv og dit fællesskab til at være hos Jesus med alle ting og under alle forhold.