»Befriende bekendelse«

Der er noget både du, Barack Obama og David har tilfælles

Forestil dig Barack Obama smække benene op på bordet i det hvide hus en dejlig sommerdag. Fuglene synger, børnene og konen er på bondegårdstur, den iskolde cola står på bordet, og snart vil Obama fordybe sig i den dragende krimiroman, som han ellers aldrig har ro og tid til at få læst. Han kigger ud af vinduet, nyder den nyslåede græsplæne, og får i samme øjeblik øje på en yderst tiltalende kvinde på den anden side af hækken. Det går hverken værre eller bedre, end at Obama falder for fristelsen – kvinden inviteres på aftensmad og vender hjem igen et befrugtet æg rigere. Ups! Hvad gør man så?

Hed man Casper Christensen var taktikken klar: Benægt, benægt, benægt. Men mulighederne er mange, de fleste vil nok forsøge enten at rydde barnet eller kvindens mand af vejen. Eksemplet er selvfølgelig tænkt, men David var i nogenlunde samme situation. Jeg forestiller mig Davids råd til Obama: ”Det eneste rigtige i den her situation er at angre og skrive en sang, hvor du bekender, at du har kvajet dig”… Hvad? Har du tabt hovedet, David?

Jamen David…

Hvis en BT-journalist havde skrevet en artikel om Davids måde at tackle sin utroskab med Batseba på, var det helt sikker kommet ind under kategorien: ”Utroligt, men sandt!” Vi skal bemærke, hvordan David reagerer, da han er blevet konfronteret med sin synd: Salme 51 er det synlige bevis på Davids anger, og hvis nogle skulle være i tvivl om anledningen, blev det lige føjet til som indledning. I kopimaskinen med de enogtyve vers og så skal der ellers synges om kongens utroskab. Det må alt andet lige være ret ydmygende for David.

Du er ikke spor bedre end David

Salme 51 er en fantastisk salme. Det siger jeg af et ærligt hjerte. Hvorfor? Fordi Davids ord er meget rammende for mit eget liv. Det er en bekendelse i særklasse, en bekendelse som jeg har brug for, men som jeg sjældent selv magter at sætte ord på.

David var i en situation, som på nogle punkter til forveksling ligner din og min. Han havde uopgjort synd, som han forsøgte at skjule for Gud. I Davids liv var det utroskab, i mit liv er det konflikter, egoisme og ligegyldighed. Og det er ikke bare noget, jeg siger, jeg er vitterligt en egoist, der sætter mig selv før andre, og gør mig hård og stædig i konflikter. Det er ikke længe siden, det skete sidst. Du ved selv, hvad det er i dit liv. Dybest set oplever jeg mig selv som værende Gud imod, og synes det er møgirriterende, når han fx minder mig om, at jeg skal sige undskyld, tænke på andre før mig selv og finde mig i at lide uret.

På den anden side er det egentlig utrolig rart. Processen har to skridt. Først kommer Gud og lyser mit liv fuldstændigt op. Dernæst, når jeg alligevel er afsløret, bekender jeg på mine knæ med David: ”Mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort hvad der er ondt i dine øjne”.

En forløsende lærestreg

Hvorfor måtte David ligefrem skrive en salme om sine bekendelser? Jeg tror, årsagen skal findes i, at det, David havde lært i processen, var vigtigere end hans personlige ry. Og hvad var det så David have lært?

1. At Gud er den, der afslører dig og taler sandhed ind i dit liv.
2. At relationen til Gud kun kan bestå, hvis du angrer og ærligt bekender din synd. 
3. At Gud aldrig nogensinde vil afvise et sønderbrudt og sønderknust hjerte.

Amen og tak til David.