Frank Risbjerg Kristensen er lærer på KFS’s Ledertræningscenter, LTC.
I denne lille artikel vil jeg gerne minde dig om nogle få men vigtige ting, som går imod den kristne udgave af janteloven. Og så vi jeg gerne fortælle dig lidt om, hvad forskellen egentlig er på selvtillid og selvfedme.
Måske vidste du ikke, at der findes en kristen jantelov, men det gør der! Du får lige et lille uddrag her:
1. Du skal ikke tro, at du er noget.
2. Du skal ikke tro, at du må synge sangen ”Du er dig, og du duer”, når du er blevet mere end 10 år gammel. For du duer ikke, og du er en hovmodig synder. Fat det, og skru lidt ned for selvtilliden.
3. Du skal ikke tro, at du er noget specielt i det kristne fællesskab; begrav dine talenter, så du ikke risikerer at blive hovmodig og selvfed.
Forslag til læsning:
Luk 18,9-14 – Lignelsen om farisæeren og tolderen. Her lærer Jesus os meget om, hvad sand ydmyghed er.
”Livshistorie og følelser” af Gunnar Elstad
Du og jeg er syndere, virkelige syndere. Men der er heldigvis mere at sige om os: Vi er tilgivne og retfærdiggjorte syndere i troen på Jesus (Rom 5,1-2). Vi er totalt elskede af Gud. Vi er skabt af Gud med unikke personligheder og vidt forskellige evner (Sl 139). Og vi er kaldede af Jesus til at vove at bruge alle vores evner, nådegaver og gudgivne ressourcer efter Guds anvisninger og vilje (1 Kor 12). Du er og kan noget vigtigt, som du og andre ikke må underkende.
Grænsen går lige dér, hvor synderen i mig siger: ”Hokus pokus – mig i fokus!”
Det er en meget stærk pointe fra Jesus, at en kristen ikke skal grave sine talenter og ressourcer ned (Matt 25,14-29). Det er jo netop meningen, at vi skal bruge og forvalte vores evner til både vores egen og næstens gavn og glæde – og til Guds ære. En kristen må altså gerne have selvtillid; tillid til, at det er okay at bruge sig selv og kaste sig ud i tjenester, opgaver og eventyr i livet. Det er ikke godt, når en kristen graver sig ned i mistillid til sig selv og sine evner. En kristen må gerne have en stærk bevidsthed om, hvad man kan og er god til – men uden at falde i hovmodets, selvfedmens og selvdyrkelsens fælde.
Hvor går grænsen mellem den glade, frie livsudfoldelse, hvor vi gi’r den gas med alle vores evner, talenter og nådegaver, og den selvfede, hovmodige og selvpromoverende attitude, hvor det hele kun er til min egen ære og selvophøjelse?
Grænsen går lige dér, hvor synderen i mig siger: ”Hokus pokus – mig i fokus!” Dér ryger ydmygheden, gudsfrygten og syndserkendelsen; dér ryger fornemmelsen af, at alt, hvad jeg er og har, har jeg alene i kraft af Gud – ham til ære og min næste til gavn.
Opgiv ikke dine tjenester, når konkret synd dukker op. Bekend i stedet synden for Gud, og gå så frimodigt videre.
Men lige en vigtig note her: Når vi oplever, at stoltheden og det selvfede dukker op hos os (og det gør det jævnligt!), må det ikke få os til at pakke os selv væk og til at lukke ned for vores tjenester og brug af vores evner. Opgiv ikke dine tjenester og din brug af dig selv, når konkret synd dukker op. Bekend i stedet synden for Gud, og gå så frimodigt videre. Bekendt synd mister sin kraft! Det at sætte ord på det uholdbare i mit liv hjælper mig til at komme tilbage i den gode ydmyghed og afhængighed af Gud.
Guds ord formaner os igen og igen til sand ydmyghed. Og det har ikke noget med selvudslettelse at gøre:
Gå frimodigt i gang med at bruge alle dine talenter, evner og potentialer!
Rom 5,1-2: Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed.