Christian Maymann, Hillerød
Lærer på LMH, Luthersk Missions Højskole
Man skal ikke læse meget i Paulus breve før man støder på ordet ”glæde” i en eller anden form. Det virker til at være en grundstemning i hans liv.
Omvendt er der også en del ting, som han oplever, der ikke er særlig glædelige: Folk der falder fra, Paulus der kommer i fængsel, prøvelser og meget andet. Det rejser spørgsmålet: Hvad er hans kilde til glæde, når der er så meget i hans liv der peger den anden vej?
I Rom 14 siger Paulus, at Guds rige ikke består af mad og drikke, men af ”retfærdighed og fred og glæde i Helligånden”. Flere gange i det efterfølgende afsnit taler Paulus om glæde. I 15,13 ønsker han for brevets læsere at ”Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!”. Glæden er et grundtræk i Guds rige, og Paulus beder om, at glæden må være en grundtone i vores liv. Glæden er bundet til Jesus. Med sin død og opstandelse har han åbnet Guds rige for os – og netop derfor er der grund til glæde: En kristens glæde er grundlæggende Jesus-glæde.
Umiddelbart kan man blive helt forpustet af alle de formaninger Paulus har om glæde. Det kan nærmeste lyde som et krav: Nu skal du bare se at blive glad. Men der er en side der hører med; Glæden er Åndens frugt i vores liv (Gal 5,22). Den skabes, fordi Ånden virker i vores liv. Kilden til glæde kommer udefra: Det er en glæde der er skabt af Jesus. Når Ånden, ved hjælp af Bibelen viser os, hvad Jesus har gjort for os, og hvad det betyder for os, både nu og i evigheden så er det grundlæggende svar glæde.
Ud over, at Paulus selv er glad, og opfordrer os til at være det, så omtaler han også sig selv som ”medarbejder på jeres glæde” (2 Kor 1,24). Det skrev han til en menighed, som han havde haft en vanskelig periode med. Alligevel arbejder han altså for, at de skal være glade. Når man så læser brevet igennem, så er det et brev, der handler om Jesus og den tjeneste Paulus har for Jesus. Og det er ikke tilfældigt: Paulus er medarbejder på andres glæde ved at være deres apostel, og forkynde Jesus for dem.
Vi møder også modsætningen glæde/sorg hos ham, meget stærkt endda: Et stykke inde i Romerbrevet tager Paulus fat på spørgsmålet om Israels afvisning af evangeliet, og det begynder han med ordene ”jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte.” (Rom 9,2). Ser man efter i hans breve er der flere kilder til sorg, men de fleste har rod i mennesker – og specielt hans eget folk jøderne – afviser evangeliet. Hvordan kan han på den ene side eje denne grundglæde, og på den anden side have en stor smerte?
Svaret hænger på en overraskende måde sammen. Glæden har han fundet, fordi han har fundet Jesus. I samme virkelighed opstår sorgen: Der er nogle der ikke har fundet Jesus. I Rom 9 taler han om sin sorg over sine egne landsmænd der ikke har fundet Jesus. I lyset af det går han gennem livet med en dobbelthed: En grundlæggende glæde, og en stor sorg. Sorgen låser ham dog ikke fast, men motiverer ham til at komme med de opfordringer, hans breve er fyldt af: Vær glad i kraft af det, Jesus har gjort, og gør glad, ved at fortælle om det, Jesus gør.