Jens Lomborg er præst i Skjern Bykirke. Han er gift med Heidi og er forsanger i bandet Dylans Gospel Revisited, der fortolker gamle Bob Dylan-sange.
Hvis nogen er udvalgt til frelse, så må resten vel være udvalgt til fortabelse!?
Kan et menneske være udvalgt til fortabelse? Nej!
Så enkelt kan det siges. Ingen er udvalgt til at gå fortabt!
Spørgsmålet om hvorvidt en person kan være udvalgt til at gå fortabt, hænger sammen med noget helt andet: Nemlig at Bibelen siger at de kristne er ”forud bestemt”:
”Og dem Gud forud har bestemt, har han også kaldet” (Rom 8,30).
”For før verden blev grundlagt, har Gud i ham (=Jesus) udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus…” (Ef 1,4f).
Ud fra disse vers kan jeg godt forstå, at nogle vil drage følgende konklusion: Hvis nogen er udvalgt til frelse, så må resten vel være udvalgt til fortabelse!? Det er her kæden hopper af. Helt af.
Bibelen taler flere steder om at Jesus er til fra evighed af, og om at Jesus er udvalgt fra før verden blev grundlagt. Tag f.eks. 1 Pet 1,18-21: ”I blev købt … med Kristi dyrebare blod … dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt …”
Er du med? Jesus var forud bestemt! Inden Gud begyndte at skabe himmel, hav og jord og dyr og mennesker, var noget allerede forud bestemt hos Gud: At Jesus ville give sit liv for menneskeheden frivilligt, hvis synden fik overtaget menneskenes hjerter! Læs det lige to gange! Det er først med dét i bagagen (altså at Jesus var forudbestemt til at give sit liv), at vi kan forstå hvad Paulus siger om forudbestemmelse.
Er du stadig med? Jesus var udvalgt før verdens grundlæggelse til at give sit liv (som han gjorde på korset) og derefter opstå og nu stå hellig og fejlfri foran Guds trone (som han gør nu!). Det er en nåde-gave fra Gud, at vi som kristne får del i Jesu evige udvælgelse. Vi er ikke udvalgt i os selv, men i Jesus. Når du døbes og kommer til tro, skænkes du et liv i en ny virkelighed, som indebærer en evig udvælgelse. Indtil da, er du fortabt.
Jeg ved godt, at vi rører ved et spørgsmål, som for mange har betydet store anfægtelser og søvnløse nætter. Men jeg vover pelsen, og stiller mit svar op i tre punkter, så enkelt og forståeligt som jeg kan:
1) Vi fødes alle fortabte (håber du kan høre, at det er noget helt andet end at sige, at nogen er forudbestemt til fortabelse). Alle mennesker er ”af natur vredens børn” (Ef 2,3); dvs. vi er alle født fortabte og uden Jesus dør vi fortabte, for ”den, der ikke har Guds søn, har ikke livet” (1 Joh 5,12).
2) I mødet med Jesus (ved dåb og tro) skænkes vi en række gaver fra Gud.
3) En af Guds mange gaver er udvælgelsen og forudbestemmelsen til frelse fra evighed af.
Forestil dig at du møder Jesus, og han siger til dig: ”Før vi to lærte hinanden at kende, var du ikke udvalgt til hverken det ene eller det andet. Jeg var udvalgt, du var fortabt. Men korset ændrede alt. Nu er du frelst, og alt mit er dit. Alt, inklusiv min udvælgelse. Min udvælgelse er nu også din. Jeg ved godt at det lyder mærkeligt. Og ja, det er heller ikke noget du kan sige dig selv. Det er Guds riges logik – og den er som bekendt anderledes på visse punkter end almindelig menneske-logik.”
Det er i den retning vi kristne skal forstå det med udvælgelse.