»Dommerbogens Gud«

Gud er ikke passiv i vores liv og lader ikke sine børn gøre lige præcis hvad de har lyst til.

Igennem Dommerbogen oplever vi, hvordan Gud velsignede Israelitterne med den ene sejr efter den anden over deres fjender. Således oplever vi tit Gud i Det Gamle Testamente: mægtig og handlende. Israelitterne var Guds udvalgte folk, Abrahams slægt, som Gud i Første Mosebog havde forpligtet sig overfor Abraham til at beskytte, så de kunne blive til et folk lige så talrigt som stjernerne på himlen (1 Mos 15,1-6). Men igennem Det Gamle Testamente ser vi også tit en anden side af Gud, den, hvor han helt konkret og ind i folkets liv handler med hård hånd, så deres synder har konsekvenser.

Der er også en bagside til Israels sejrstogt i Dommerbogen, nemlig at folket vender sig bort fra Gud og begynder at tilbede de andre folkeslags guder og derved glemmer, hvordan Gud har velsignet og beskyttet dem.

Fysikeren Isaac Newtons tredje lov lyder

"Et legeme A der påvirker et legeme B med en kraft, vil blive påvirket med en lige stor modsat rettet kraft."

- med andre ord har alle aktioner en modreaktion. Denne fysiske lov eksisterer vi i til daglig også uden at tænke over det. Dette er nemlig kun en del af hvordan verden hænger sammen. Tanken om at enhver reaktion har en modreaktion kan vi også overføre til det at være borger i et samfund: Vi arbejder, derfor får vi løn; vi bryder loven, derfor får vi straf - det er helt logisk for os. Det er også ganske logisk, at hver gang Israelitterne vender Gud ryggen, så lader ham dem rammes af ulykke – og hver gang Israelitterne lytter til Guds profeter, så velsigner han dem.

Det er meget menneskeligt for os at tænke i disse baner, da de er så grundlæggende i vores liv, både samfundsmæssigt og fysisk. Dette, tror jeg, er en af årsagerne til at Guds nåde kan være meget svær at fatte for mange mennesker, netop fordi den er fuldstændig ufortjent og intet kræver af den, der tager imod den.

Vi kan, som mennesker, meget hurtigt have tendens til at forbinde de ting, som sker i vores liv, for at forsøge at forstå tilværelsen bedre. De fleste har sikkert hørt spørgsmålet ”Why do bad things happen to good people?” Jeg har i hvert fald mange gange fanget mig selv i at tænke, hvorfor Gud lod dette ske for mig og så ransaget i min fortid for at finde årsagen til dette.

Da Jesus døde på korset, tog han hele verdens synder på sig. Han glemte ikke nogle stykker her og der, som vi skal straffes for en gang imellem. Nej, han tog alle dine synder med sig i døden (Kol 2,14). Selv om vi nemt kan forbinde A og B, så straffer Gud altså ikke mennesker for deres individuelle synder, for Jesu offer på korset var fyldestgørende for hele verdens synd.

Hvordan forholder vi os så til Dommerbogen i dag, hvordan kan vi overføre dens betydning til vores liv og lære noget? Gud er nemlig ikke passiv i vores liv og lader ikke sine børn gøre lige præcis hvad de har lyst til, hvis det strider mod hans vilje – ligesom en god far ikke bare lader sine børn gøre lige præcis hvad de har lyst til når som helst. ”For Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af”, står der skrevet i Hebræerbrevet 12,6. Den væsentlige forskel er, at Gud ikke slår ned på os, når vi gør noget forkert, men med en kærlig hånd hjælper os ind på rette kurs, ligesom han gjorde, da Israelitterne erfarede at ingen anden end Gud, som de havde vendt ryggen, kunne hjælpe dem.

1 Mos 15,1-6: Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.«  Abram svarede: »Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving.« Abram sagde: »Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.« Da lød Herrens ord til ham: »Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.« Så tog han ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.