»Evangeliet for den tvivlende«

Når denne hovedpointe er sagt, så kan man tilføje rigtig meget om tro og tvivl, men i denne artikel vil vi gennemgå tre orienteringspunkter, som vi tror særligt kan hjælpe dig, hvis du kæmper med tvivl.

Det første orienteringspunkt handler om troen. Hvad vil det egentlig sige at tro? Det betyder faktisk flere forskellige ting. Det betyder blandt andet, at jeg tilslutter mig nogle bestemte udsagn om Gud; at jeg har tillid til, at Jesus er min frelser; at jeg ønsker at leve i overensstemmelse med min tro. Alt dette er rigtigt og godt, men det betoner også ensidigt, at Jesus er en person, jeg tror på. Et objekt. Jesus er ”derude”, og det tror jeg så på. Men i Bibelen er Jesus ikke bare troens objekt, men også troens subjekt. Det vil sige, at Jesus selv er min tro. Jesus er den, der tror i mit hjerte på vegne af mig. Han bor ved troen i mit hjerte, og her skaber og opretholder han selv den tro, som frelser mig (Ef 3,17). For en tvivler kan det være ekstremt befriende at høre det for første gang eller på ny: Jesus er din tro. At du tvivler er der ikke noget underligt i, du kan jo ikke se Gud. Og derfor er det godt at vide, at din tros styrke ikke afhænger af, hvilken tro du formår at præstere, for Jesus er selv din tro. Han er troens banebryder og fuldender, også i dit hjerte (Hebr 12,2).

Det andet orienteringspunkt handler om nådemidlerne, det vil sige Bibelen, dåben og nadveren. Gud er allestedsnærværende, og han møder folk på mange forskellige steder og måder. Hvornår og hvordan er helt op til Ham. Men samtidig har han lovet os at være til stede nogle ganske bestemte steder, og det er disse steder, vi skal søge Ham, hvis vi gerne vil lære ham at kende. Det er netop i Bibelen, dåben og nadveren. Husk det første orienteringspunkt: Troen er ikke noget, du selv skaber. Det er Jesus, der skaber troen i dig ved Helligånden. Det, du kan gøre, er at stille dig derhen, hvor han har lovet at give sig til kende. Stil dig dér, i forventning om, at Gud så også vil tage affære og skabe og styrke troen. Vi skal ikke prøve at reparere magtesløsheden og fortvivlelsen over tvivlen på egen hånd, for det kan vi ikke. Men vi kan søge Gud, og så lade ham komme til med sit livgivende ord. Man kan også spørge: Hvad siger de andre kristne, der har en afklaret tro på Gud, at det er godt at gøre, hvis man gerne vil have fællesskab med Gud? De siger, at man skal læse i Bibelen, bede til Gud, tage til gudstjeneste og være en del af et kristent fællesskab, synge lovsange, gå til nadver og andet godt. Og det har de kristne sagt i to tusind år, fordi det er sandt og sundt og rigtigt.

Det tredje orienteringspunkt vil vi kalde tålmodighed. Den vigtigste del af vores tro er tilliden til Gud. Tilliden til, at Gud elsker mig og frelser mig ved tro på Jesus som min frelser. Men tillid er ikke en formel. Det er en vandring, en relation. Derfor er der bare noget, der ikke kan forklares, men som må erfares af os hver især. Pointen er, at der ofte – desværre – ikke er nogen nemme løsninger på tvivlens udfordring. Gud lader ofte et menneske vandre i tvivlen i en periode, inden han igen griber ind. Den troende, der tvivler, må i sidste ende overlade en hel del til Helligånden (husk det andet orienteringspunkt), og Helligånden har ikke nødvendigvis travlt med at give et quick-fix, hvis det ikke er, hvad den troende reelt har brug for. I tvivlens skole er det en central lektie, at man lærer at vente på Gud (Sl 42,6). Det kan være meget hårdt at slå sig til tåls med. Men målet er ikke i sig selv at komme ud af tvivlens mørke, men at vokse i afhængighed af Gud. Tvivlen skal lære os, at vores tro ikke er en præstation, vi kan lykkes med, men en gave, Gud giver til det menneske, som ikke formår at frelse sig selv (Rom 6,23).

Evangeliet har meget at sige til alle mennesker, også til den tvivlende. Når vores egen tro kollapser, er det godt at vide, at Jesus selv er min tro, og han er stærk nok til at frelse mig på trods af min skrøbelige tro. I vores vandring på jorden må vi også i tvivlsperioder søge Gud, hvor han lovet at være til stede: I nådemidlerne. Og vi må øve os på tålmodighed, for ofte vil Gud selv lære os afhængighed af ham i de perioder, hvor vi må leve i tvivlens mørke.