»Hvad sker der, når vi dør?«

Den døde troende lever, fordi han lever sammen med Kristus.

Emnet for denne artikel er den fysiske død. Vi skal derfor se på, hvad døden er, og hvad der sker efter døden. Jeg begynder med at definere, hvad den fysiske død er ifølge Bibelen, og derefter omtaler jeg tre typiske tolkninger af, hvad der sker med den døde.

Hvad er døden?

Den fysiske død består i en adskillelse af sjæl og legeme, som skyldes synden. Mennesket er en enhed af sjæl og legeme, men ved døden adskilles sjælen fra legemet. Jeg vil nævne nogle eksempler fra Bibelen, der viser, at døden er adskillelse af legeme og sjæl.  Jer 15,9: ”Moderen til syv børn sygnede hen, hendes liv ebbede ud”. På Hebraisk står der, at ”hun udånder sin sjæl”. Ved døden forlader sjælen kroppen. Da Jesus dør, råber han: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd” (Luk 23,46). Ved døden forlader ”ånden” kroppen.  Paulus kan beskrive døden som en rejse bort fra legemet og hjem til Herren. 2 Kor 5,8: ”Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren”.

Hvad sker der efter døden?

Der er tre klassiske tolkninger:

a) De døde opstår i dødsøjeblikket.

Ifølge den første tolkning opstår man i dødsøjeblikket. I denne tolkning afviser man en mellemtilstand, som dækker perioden fra den enkeltes død og frem til opstandelsen. Man kunne da spørge: hvordan skal det forenes med, at opstandelse og dommen først finder sted ved tidernes ende? Det forklarer man med, at tiden hører den skabte verden til, og at tiden ikke eksisterer for de døde. Derfor kan man fastholde begge perspektiver, nemlig at opstandelsen finder sted ved genkomsten, og at opstandelsen finder sted i dødens øjeblik. Nogle vil forklare det på den måde, at døden er en form for søvn, og at tidsopfattelsen er suspenderet i  søvnen.

b) Alle sendes til dødsriget.

Ifølge den anden tolkning sendes både troende og ikke-troende i dødsriget. Dødsriget er et midlertidigt opholdssted, og dødsriget skal holdes adskilt fra Helvedet, som er det endelige opholdssted for de døde ikke-troende. I denne tolkning mener man, at dødsriget er opdelt i to afdelinger. I den ene afdeling samles de troende. Denne afdeling kaldes med et billedligt udtryk for ”Abrahams skød” eller for ”paradis”. Her venter de troende på opstandelsen til liv. I den anden afdeling samles de ikke-troende. Dette sted er et pinested for de, der har afvist Gud. I denne afdeling venter de ikke-troende på opstandelsen til dom.

c) De døde ikke-troende sendes i dødsriget, og de døde troende er sammen med Jesus i paradis.

Ifølge den tredje tolkning, som jeg mener, er den rigtige, sker der en adskillelse mellem troende og ikke-troende i dødsøjeblikket, og ligesom i den anden tolkning opererer man med en mellemtilstand. Argumenterne for denne tolkning er følgende:

1. Den fysiske død er en adskillelse af sjæl (ånd) og legeme. En mellemtilstand er derfor mulig. Åb 6,10 viser, at de døde befinder sig i tiden. Her hører vi om de kristne martyrer, der venter og råber. Åb 6,10: ”Hvor længe, hellige og sanddru hersker, skal det vare, før du dømmer og hævner blod på dem, der bor på jorden?” Det handler om dommens dag, og den venter martyrerne på. De lever i tiden.
   
   
2. Der finder en adskillelse sted i dødsøjeblikket. Vi har nogle klare udsagn, der viser, at dødsriget er et sted for de ugudelige. Matt 11,23 fortæller, at Kapernaums indbyggere styrtes i dødsriget, når de dør. Det sker som straf (vers 21-22). Dødsriget står som modsætning til himlen, som er det sted, hvor de troende samles, når de dør. Dødsriget er et opholdssted for de uretfærdige (4 Mos 16,31-33 og Es 14,14-15). Vi har nogle klare udsagn, der fortæller at de troende skal være sammen med Jesus. Om røveren på korset hedder det i Luk 23,43: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis”. I dødsøjeblikket bringes den troende til Paradis, og Paradis er et andet ord for himlen. I 2 Kor 5,8 beskriver Paulus det at dø som en rejse bort fra legemet og have sit hjem hos Herren:  ”Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren”. I dødsøjeblikket er vi hos Herren. Dér har nu vores hjem.

Det at dø er det samme som at være sammen med Kristus. I dødsøjeblikket forenes vi med Kristus og er sammen med ham. I lignelsen om den rige mand og Lazarus bruges billedet ”Abrahams skød” om himlen eller Paradis. Når den troende dør, kommer hans sjæl i Paradis. Med lignelsens billedsprog bæres vi i dødsøjeblikket af engle til Abrahams skød. Abraham er i himlen, i Paradis. Dette viser os, hvor de troendes sjæle befinder sig frem til Jesu genkomst: Vi er sammen med Kristus. Dette fællesskab med Kristus er rigere end det fællesskab med Kristus, vi oplever i her i livet. Det fremgår af Fil 1,23, hvor Paulus skriver, at det er langt bedre at bryde op fra dette liv og være sammen med Kristus. Den døde troende lever, fordi han lever sammen med Kristus.

Dette er en forkortet udgave af en længere artikel, som kan læses i sin helhed på http://tkjaer.net/wp-content/plugins/download-attachments/includes/download.php?id=49