»Guds frelsesvilje er universel«

Hvis Bibelen taler om forudbestemmelse til frelse for nogen, så må det vel også betyde, at andre er forudbestemt til fortabelse? Men spørgsmålet er mere kompliceret end som så. Hvad kan man egentlig sige til denne vanskelige sag? Og hvad siger Bibelen faktisk?

Ikke logisk teologi

Emnet deler vandene i de teologiske lejre. Der er noget på spil her, fordi svarene hænger sammen med de helt grundlæggende forhold i teologi og forkyndelse.
Emnet kommer også tæt på, fordi vi alle kender nogen, der ikke tror på Gud, og som afviser Jesus som frelser. Er de forudbestemt til noget bestemt? Og hvilket billede af Gud efterlader det os med?

En luthersk tilgang bygger ikke på en logisk teologi, hvor vi kan regne Gud ud eller sætte dette op i enten-eller kategorier. Vi taler f.eks. ikke om ’dobbelt forudbestemmelse’ – at hvis man ikke fra evighed er udvalgt til frelse, er man det dermed til fortabelse. Bibelsk set kan vi kun tale om forudbestemmelse til frelse. At Gud har en universel frelsesvilje.

Derfor er tilgangen i langt højere grad sjælesørgerisk og rummer paradokser, som overgår vores fornuft. Ikke for at vi kan slippe uden om det vanskelige, men for at vedgå, at vi kun kender svar på disse forhold, så langt som Gud har åbenbaret det for os. Det store overblik ligger gemt i Guds skjulthed – hvilket faktisk kan være en stor trøst og befrielse.

En afgørende forståelse

For at få en bibelsk forståelse, må man følge to parallelle linjer. Hvis de sammenblandes opstår misforståelserne, og vi begynder at sige mere end vi kan. Vi har at gøre med et paradoks:

       a) Hvordan bliver et menneske frelst? I Bibelen kan vi læse, at Gud har udvalgt os til frelse ved troen på Jesus. Sådan har han villet det, før verden blev grundlagt. Hele frelseshistorien på tværs af de bibelske skrifter udfolder Guds vilje til frelse.

Gud skaber troen og giver os den som gave. Det under har han knyttet til dåben, hvor vi genfødes, som et Guds barn. Vi kan ikke selv vælge Gud til eller tro på Jesus af os selv, men Gud virker dette ved sin hellige Ånd.[1]

Her får vi altså svar på, hvordan mennesker kan blive frelst – og kun det!

       b) Hvordan kan et menneske gå fortabt? I Bibelen møder vi Guds almene frelsesvilje, dog tvinger han ingen. Et menneske kan fravælge Gud, men ikke tilvælge ham. Troen er en gave fra Gud, som han skaber. Samtidig er troen den enkeltes valg og ansvar. [2] Det skal vi se på i sidste afsnit.

Luther har sagt sådan om, at ikke alle er udvalgt og forudbestemt: ”Årsagen til, at Gud udvælger én og ikke en anden, skal man søge i mennesket, ikke i Guds vilje. For Guds løfter er universelle. Han vil, at alle mennesker skal frelses. Derfor er skylden ikke vor Herre Guds, som giver løfter, men deres, som ikke vil tro.”

Her får vi altså svar på, hvordan mennesker kan gå fortabt – og kun det!

Den frie vilje uden frihed

Hvis mennesket har en fri vilje, hvorfor kan det så ikke selv tilvælge Gud?

Ved syndefaldet mistede den frie vilje friheden. Det betyder ikke, at vi ikke har mulighed for frie valg i vores liv, men i åndeligt henseende, så er viljen bundet til synden. Vi kan sagtens gøre, hvad vi vil. Problemet er, at vi kan gøre præcist, hvad vi har lyst til.

Siden syndefaldet er alle i udgangspunktet fortabte og står med ryggen mod Gud. Ingen kan selv søge frem til ham! Viljen handler ikke kun om at vælge mellem godt og ondt, men også om orientering og retning; det handler om sindelag og motiver. Skal viljen sættes fri fra synden, kræver det et indgreb udefra – en guddommelig redning, så viljen bindes til Jesus og hans frelse og retfærdighed.

Det sker forskelligt, uden at vi kan gennemskue det. Det gælder også, hvorfor nogen ikke lader sig overbevise og kommer til tro på Jesus som frelser. I dette er Guds almægtighed eller alvidenhed skjult i forhold til vores erkendelse. Men vi ved, at Gud ønsker at frelse, og hvordan han har gjort det kendt for os i evangeliet. Det kan vi vide noget om – og tro på.

Mission

Vi kender ikke Guds veje. Men vi kender hans vilje til at frelse alle, der vender om til ham og tror på Jesus. Vi tror på en nådig Gud, ikke en lunefuld tyran. Det er gode nyheder. Det kan give trøst. Og det inviterer til at fortælle andre om Jesus.

 

[1] Joh 3,16; 6,40; ApG 13,43-49; Rom 3,21-28; 5,1-10; 8,28-30; 10,14-17; Ef 1,3-14; 2,1-10; 1 Thess 5,9; 1 Tim 2,4-6; 2 Tim 1,9f; Tit 3,4-7; 2 Pet 3,9 m.fl.

[2] Joh 6,44; Rom 3,1-20; 1 Tim 1,12-16; 2 Tim 2,25-26; 1 Pet 2,7-8; 2 Pet 1,10; Hebr 2,1-4; 4,1ff m.fl.