»Frelse ved gerninger?«

Nogle steder i Bibelen ser det ud til, at det er vores gerninger, der frelser os. Mange andre steder understreges det, at det kun er troen på Jesus, der frelser. Vi har bedt Mikkel Vigilius forklare os, hvilken rolle gerningerne spiller i vores trosliv. 

På et tidspunkt talte jeg med en LMU-konsulent, som havde besøgt en kristen efterskole. Han var rystet. Han havde mødt en gruppe elever, som kaldte sig kristne, men som uden bekymring levede i synd. De syndede og havde det roligt med det. For: Jesus har gjort det hele! Det tror vi på. Så er vi frelst!

Hvad siger Bibelen?

”Deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud” (1 Joh 2,3).

Alle sande kristne har et ønske indefra om at leve rent og holde Guds bud. Det er et ønske, som er skabt i dem af Gud. Når et menneske bliver født på ny, kommer dette ønske indefra: jeg vil leve helligt og rent. Den, som er født på ny, kan ikke leve roligt i synd.

Et ønske om at undgå synd

Bibelen skelner mellem falske kristne og sande kristne, død tro og levende tro (Matt 25,1-13; Gal 2,4; Åb 3,1). De svære bibelvers om gerningernes betydning vil ofte understrege dette, at hos sande kristne vil der altid komme et nyt liv indefra.

En kristen har stadig en syndig natur i sig. Derfor har alle kristne lyst til synd – hele livet. Og vores spontane reaktion, når vi synder, er at forsvare synden. ”Det er OK. Det er ikke så slemt. Andre gør det også.” Men når Gud ved sit ord og sin Ånd peger på synden og gør os bevidste om, at det her er trods og ulydighed mod Gud, så får vi det svært. Så kommer uroen indefra, og den uro forsvinder først, når vi får talt ud med Gud.

”Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd, for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde” (1 Joh 3,9). Johannes mener ikke, at en kristen ikke kan falde i synd. Han mener, at en kristen ikke kan leve roligt i synd, forsvare den og fortsætte i den.

C.O. Rosenius siger det sådan: ”Når en kristen falder i synd, falder han som i ild og vand.” Ingen af os kan stå roligt inde i et bål eller have det roligt med at blive trukket ned under vandet. Der er en spontan drift inde i os, som får os til at flygte ud af bålet og kæmpe os op af vandet.

Sådan har en kristen det i synden – når han eller hun bliver klar over, at på det her punkt trodser jeg Gud og går væk fra ham. Det kan en kristen ikke holde ud at være i. Den kristne oplever det som en indre nødvendighed, at jeg må tale ud med Gud om synden, bekende den for ham, bede om tilgivelse for den og bede om nåde og hjælp til at blive løst fra den.

Dette her handler ikke om en bestemt følelse. Vi har forskellige følelsesliv som kristne. Men den kristne ved, at jeg kun kan have vished om frelse ét sted – hos Jesus, i det åbne og opgjorte forhold til ham. At tro på Jesus er at komme til Jesus med sin synd. Sådan er det. Netop derfor opstår der kamp i en kristen, når syndelysten trækker mig i retning af at blive i synden, mens troen trækker mig i retning af at komme til Jesus med synden. Det handler ikke om følelser. Det handler om, at jeg som kristen har behov for at være hos Jesus. Det er uudholdeligt for mig at blive skilt fra ham. Derfor kan jeg ikke leve roligt i synden. ”Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?” (Rom 6,2). Det kan vi ikke. Troende kristne kan ikke leve i synd – siger Bibelen.

Så når en gruppe efterskoleelever siger, at de tror på Jesus, og samtidig lever roligt i synd, er der grund til at frygte, at de bedrager sig selv. At de er ikke kristne. At deres tro er død.

 

Forskel på frelsens grund og frelsens frugt

Apostlen Jakob skriver: ”Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, at han har tro, men ikke gerninger? Kan den tro måske frelse ham?” (Jak 2,14). Svaret er givet: nej, den tro kan ikke frelse. En tro uden gerninger er død. Den levende tro vil altid bære frugt i et nyt liv, hvor den kristne ikke kan leve roligt i synd.

Her er det vigtigt at skelne mellem frelsens grund og frelsens frugt.

Vi frelses 100% på grund af det, Jesus har gjort for os. Jesus har levet det perfekte liv for os, og han har båret, sonet og fjernet al vor synd. Der står intet tilbage, som vi skal lægge til. Og der kommer aldrig en dag, hvor Gud kræver 1% fra os. Vi frelses på vores første og vores sidste, på vores værste og vores bedste dag 100% ved Jesus alene. Så vi frelses ikke ved gerninger, overhovedet ikke. Vi frelses altid og kun ved Jesus alene!

Men når et menneske er kommet til Jesus og har talt ud med ham om sin synd og i tro har taget imod hans frelse, så sker der noget i det menneske. Der kommer et nyt liv indefra som en frugt af frelsen og et tegn på frelsen. Det er et liv, hvor jeg ønsker at leve helligt og rent, og hvor jeg ikke kan holde ud at leve i synd – når jeg ser, at det er synd.

Vejen frem

Kender du det liv, eller er det fremmed for dig? Er dit problem med synden mest et spørgsmål om, at andre ikke skal opdage, at du lever i den? Har du det dybest set roligt med at synde?

I så fald er du i samme situation, som de efterskoleelever, jeg fortalte om. Vejen frem er ikke, at du prøver at gøre en masse gerninger. Nej, vejen frem er, at du kommer til Jesus, taler ærligt ud med ham om din synd og beder ham være frelser for dig. Og så må du lytte til evangeliet om Jesu frelse. For det er herved og kun herved, du kan blive født på ny og få den levende og frelsende tro på Jesus.

Gud velsigne dig til det!