»Den store fortælling«

Hør artiklen her

Flemming Hansen er frimenighedspræst i Aroskirken, Århus og pendlerunderviser i den lutherske kirke i Tanzania. Han har tidligere været efterskolelærer og elsker stadig at blive udfordret af unge mennesker og deres liv og spørgsmål. 

Engang havde Jesus en ”walk and talk” med to disciple, der gerne ville følge ham. Det var faktisk påskedag kort tid efter hans opstandelse. De to kunne ikke kende ham, fordi han efter sin opstandelse havde en ’himmelsk’ krop. Derfor genkendte de ham først, da han gav dem lov til det.

Denne snak blev meget speciel for dem, for Jesus hjalp dem til at se noget, de sikkert aldrig rigtig havde fanget før. De gik og snakkede om det forfærdelige, at Jesus, som de faktisk havde sat deres håb til, var død og borte. Da han så, uden at de genkender ham, kommer og følges med dem, begynder han at forklare dem, hvad det egentlig er med ham Jesus. Og han gør det ved at ved at citere det ene sted efter det andet fra Det gamle Testamente og forklare for dem, hvad der stod om ham i alle skrifterne. 

Nøglen til at forstå

De forstår det ikke med det samme, men senere, da de spiser sammen, åbnes deres øjne, og de genkender ham. Med det samme er han væk, men det, der står tilbage for dem, er, at han åbnede skrifterne for dem. Hermed har Jesus givet dem og os nøglen til at forstå enheden i Bibelen, at Gammel Testamente (GT) og Ny Testamente (NT) faktisk hænger rigtig meget sammen. 

Hele bibelen hænger sammen, fordi det er Gud selv, der er hovedpersonen hele vejen.

Vi læser jo med rette meget i NT, fordi de fire evangelier handler om Jesus liv og offer for os, og fordi de efterfølgende skrifter forklarer os mere om, hvad det helt konkret betyder for os både i forhold til at blive Guds børn og til at leve som hans børn. Men når Jesus selv skulle forklare disse to mænd om det, så bruger han – og der står faktisk alle – skrifterne i GT, fordi de også handler om ham. 

Grundfortællingen

Mange beretninger i GT kan føles tunge og vanskelige – og vi kan vel heller ikke sige, at det ikke gælder for en del i NT :-). Men derfor er det også en god idé at prøve at blive noget fortrolig med NT, inden man for alvor giver sig i kast med GT. De to mænd ovenfor kendte sikkert en del til Jesus og hans liv og undervisning, og på den baggrund viser han dem nu, at det står der skrevet om i GT bliver i stor stil udfoldet i her.

Jesus hjalp de to ved at undervise dem. Det var lukket land for dem. De kendte givetvis godt GT som Israels og deres historiebog og som fortællingen om Gud i himlen. Nu viser han dem, at han, Jesus, faktisk også er hovedperson i GT – at GT fortæller om ham. Det er stadig også historiebogen; men fordi det er Guds Bog, Guds fortælling, så er der i denne historie indflettet mange ting, der peger frem mod Jesus. Og egentlig kan det være vanskeligt helt dybt at fatte, hvad Jesus egentlig skulle på jorden, hvorfor han skulle dø, hvis ikke vi får hele grundfortællingen med.

Guds bankende hjerte

Den fortælling, der handler om at Gud har skabt os – alle mennesker – med henblik på at kunne leve sammenmed os i kærlighed. At vi stort set fra starten vendte ham ryggen, at han op gennem historien alligevel tog sig af os, og at han gennem hele GT gjorde det tydeligere og tydeligere for os, at der skulle komme en, som skulle knuses for vore synder (Es 53,5). Fortællingen er lang, og der en mange sving på den, men som Jesus viste de to mænd, så handler det dybest set om ham. 

Derfor er det også en god idé at prøve at blive noget fortrolig med NT, inden man for alvor giver sig i kast med GT

GT kan være svær, men hele bibelen hænger sammen, fordi det er Gud selv, der er hovedpersonen hele vejen. Begynd med NT, men vov dig ganske langsomt i gang med GT, for dér møder vi gang på gang Guds varme, bankende hjerte for os – vi hører om Jesus, hvis historie og kærlighed til os bliver helt åbenlys i NT.

Beretningen fra NT findes i Lukas 24,13-35 (s.956). Vil man læse en bog, der handler mere om dette, er GUD ER - Find din plads i Guds historie af D.A. Carson (Credo 2012) er godt bud.

 

Find et CROC bibelstudie-oplæg til artiklen her.

Es 53,5: Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.


Kunne du lide denne artikel?