Foto af UrbanWanderer - Flickr
Christian Dyssegaard læser teologi i København, hvor han bor med sin kone Lisbeth og søn Frederik.
For at finde svaret på dette spørgsmål må vi slå op i bibelen. Dengang Gud skabte jorden, skabte han den på seks dage, og på den syvende dag hvilede han (1 Mos 2,1-3). Man kan sige, at Gud på seks dage skabte hele universet, og på den syvende dag skabte han hvilen.
Så kan man tænke, at Gud hvilede, fordi han var blevet træt, men det er ikke tilfældet. Gud bliver ikke træt. Nogle har et billede af, at Gud er en gammel mand med hvidt skæg. Sådanne gamle mænd med hvidt skæg bliver jo trætte, tænker du måske. Men Gud er hverken en gammel mand med hvidt skæg eller træt. Det kan være fristende for os mennesker at forsøge at forestille os Gud sådan rent fysisk. Men Gud er evig, det betyder, at han hverken har en start, eller fødsel om man vil, eller en ende. Han dør ikke, hvilket ellers for os mennesker er en naturlig ting at forholde sig til. Mennesker fødes og dør, men Gud er evig.
På den syvende dag hvilede Gud. Man kan sige, at Gud på seks dage skabte hele universet, og på den syvende dag skabte han hvilen. Han skabte altså hvilen som en aktiv handling. Det danske sprog har en tendens til at gøre ”hvile” til noget passivt, men det er det ikke her i dette tilfælde. Det, at Gud skabte træer, fugle, dig og mig, er lige så vigtigt som at han skabte hviledagen, søndagen, sabbatten.
Det er svært at beskrive hvile som noget aktivt. Det lyder ved første ørekast som en modsætning, men sådan er det. Jeg prøver at belyse problematikken lidt i det følgende.
1 Mos 2,1-3: Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.
Igen for at finde svaret på spørgsmålet må vi grave lidt. Disciplene begynder en dag at spise af noget korn på en mark. Dette ser nogle af farisæerne, og det bliver de sure over (Mark 2, 23-28). Det er forkert at arbejde på en sabbat, og desuden måtte israelitterne i ørkenen heller ikke samle manna på en sabbat (2. Mos 16, 21ff), da de var i ørkenen. I 2 Mos 34,21 står der, at man ikke må høste på en sabbat, ja, hverken høste eller pløje. Farisæerne kendte også udmærket de 10 bud hvor der står, at man skal holde sabbatten hellig (2. Mos 20,8). Buddet om at holde sabbatten hellig er et af de bud, som omtales oftest i Det Gamle Testamente.
Farisæerne kalder her det, disciplene gør, for høstarbejde. For de plukkede jo korn, gned avnerne af og spiste kornet, og det må jo være at høste, om end på lille skala. Det bliver de sure over. Jesus irettesætter dem og siger, at Sabbatten er til for menneskers skyld, og ikke omvendt.
Hvis der er noget, som er vigtig for Jesus, så er det at elske mennesker. Hvis man læser evangelierne helbreder Jesus flere gange syge på en sabbat.
Nogle gange kan man gribes så meget af, hvad reglerne siger, at man glemmer det vigtigste: Jesus elsker syndere. Jesus ønsker at hjælpe mennesker i nød.
For det er vigtigt at holde hviledagen hellig! Det er en aktiv gave givet af Gud til dig!
Farisæerne var så optaget i at holde buddene, at de glemte det, som i virkeligheden ligger bag. Og det er Guds ubegribelige kærlighed til dig
Ja det må du. Men overvej om du husker, at det er Gud som skabte hviledagen. Husker du at holde fri en anden dag i stedet? Så er det super.
»Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.« - Hilsen Jesus
2 Mos 34,21: I seks dage må du arbejde, men på den syvende dag skal du hvile; selv når der skal pløjes eller høstes, skal du hvile.