»Længsel efter åndelig vækst«

Åndelig vækst vokser ud af at bruge tid med Gud. Men for mange af os opleves det ofte som en byrde at skulle holde andagt, læse i Bibelen, og bede til Gud. Jeg kender selv til den dårlige samvittighed, som er forbundet med dette.

Hvordan kan vi vende bøtten, sådan at det daglige andagtsliv i stedet kan blive en gave for os? Hemmeligheden ligger i at få øjnene op for, hvad du er skabt til.

Et grusomt eksperiment

I det 13. århundrede udførte Kejser Fredrik d. 2. et grusomt eksperiment. Han havde en teori om, at siden det Gamle Testamente er skrevet på hebraisk, så ville hebraisk også være det ”naturlige sprog”, som børn helt af sig selv ville begynde at tale, hvis man ikke påvirkede dem med andre sprog. Frederik d. 2. udvalgte derfor en gruppe nyfødte børn, som han skilte fra deres mødre. Børnene skulle mades og vaskes men ellers på ingen måde tales til eller interageres med.  Børnene skulle ganske enkelt holdes i live, men ikke modtage nogen sproglige inputs. Kejseren håbede på den måde, at børnene på et tidspunkt ville begynde at tale deres ”naturlige sprog”. Men det gik ikke efter planen, for der gik ikke lang tid før børnene begyndte at dø. Børnene fik tilsyneladende alle deres fysiske behov stillet, men det viste sig, at de havde et behov, som var lige så vigtigt som mad og en ren numse: kommunikation.

Hvis du gerne vil opleve, hvor stor en gave det er, at du kan læse i Bibelen og bede til Gud, så må du først indse, hvor tørstende du faktisk er

Kejser Frederiks grusomme eksperiment viser os, at vores naturlige behov som mennesker ikke bare er, at få mad og drikke i maven, men mindst lige så meget at være i fællesskab med andre mennesker. Vi er skabt som sociale væsener (1 Mos 2,18), skabt til fællesskab og ikke mindst til fællesskab med Gud. Uden dette fællesskab og uden kommunikationen med Gud, så vil vi dø på samme måde som de stakkels børn døde. Ikke en fysisk død men en åndelig død. 

Sur pligt eller gave

Ved syndefaldet mistede mennesket fællesskabet med Gud, og derfor har mennesket siden syndefaldet været åndeligt dødt fra fødslen. Da Jesus kom til Jorden var hans mission atter at sætte mennesket tilbage i fællesskabet med Gud, så vi kunne gå fra den åndelige død til liv.

Hvis du tror på Jesus, så er du igen blevet sat ind i det fællesskab med Gud, som du er skabt til (Joh 17,3), og det at være i kommunikation med Gud i andagt og bøn er ikke en sur pligt, som Gud lægger på dig, fordi han gerne vil plage dig. Det er en gave han giver til dig, fordi han ønsker, at du skal leve!

Vi er skabt som sociale væsener, skabt til fællesskab og ikke mindst til fællesskab med Gud

Du skal ikke læse i Bibelen eller bede til Gud, fordi du prøver at imponere Gud. Du skal bruge tid på din relation til Gud, af samme grund som du spiser mad og drikker vand: fordi du vil dø uden! At bruge tid med Gud er lige så lidt en sur pligt, som det er en sur pligt for det tørstende menneske i ørkenen at drikke det vand, han får givet af en barmhjertig sjæl. Kun ved at være i kommunikation med din Gud kan du leve og blomstre som kristen.

Smag din tørst

Hvis du gerne vil opleve, hvor stor en gave det er, at du kan læse i Bibelen og bede til Gud, så må du først indse, hvor tørstende du faktisk er. Du må indse, hvor åndeligt død, du er i dig selv. Hvis du bilder dig ind, at du da egentlig klarer det meget godt uden Gud, så vil andagten blive en sur pligt. Men hvis du først har smagt din tørst, hvis du har erfaret bare lidt af, hvor fortabt du er i dig selv, så vil du kaste dig over din Bibel med den største iver. Det er først, når du tørster, at du vil drikke livets vand med glæde.

Hvordan kan du konkret komme dertil? Tre gode råd:

1. Bed Gud om, at han må lade dig smage din tørst.

2. Tænk på den synd, du skammer dig allermest over i dit liv. Gå så til skriftemål hos en erfaren kristen og bekend den for ham.

3. Få en medvandrer, som du uden forbehold kan dele alle dine tanker og kampe med.

Med andre ord: tillad Gud at kaste lys over din synd og hjælpeløshed. Så vil du komme til at længes efter fællesskabet med den levende Gud. Det er begyndelsen på al åndelig vækst.