»Når troen føles tom«

De fleste kristne oplever før eller siden en krise i deres trosliv, hvor Gud virker fjern, troen føles tom, og man mærker en snigende frygt for, om man overhovedet er en rigtig kristen. Man kan godt huske dengang på den kristne lejr, hvor troen føltes så levende og lovsangen flød så let. Dengang man virkelig erfarede Guds nærvær. Men det er mest af alt som en fjern drøm nu, en drøm man længes efter at genskabe.

Du har stadig alle de kristne meninger, du beder dine bønner, og du lever det kristne liv. Men det føles falsk. Det føles som en udklædning, der dækker over, hvordan du virkelig har det.

Når man står i en troskrise, kan det være svært at være en del af et kristent fællesskab, hvis man føler, at alle andre har totalt styr på deres tro: De virker så inderlige og holder sådan nogle levende vidnesbyrd. Det er nok bare mig, der er en hykler…

En del af troslivet

Virkeligheden er, at du ikke er alene. Og hvis de kristne fællesskaber turde udvise større ærlighed og skrøbelighed, så ville du heller ikke føle dig helt så alene. Bibelen selv giver udtryk for din erfaring: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro". (Sl 22,2-3)

Så selvom det kan være ualmindelig svært at stå i en troskrise, så er du hverken mærkelig eller alene. Og hvad der er endnu vigtigere er: Bare fordi du kæmper med din tro, betyder det ikke, at du ikke er en kristen. Man kan nemlig ikke opleve en krise i sit trosliv, hvis der ikke er en tro til at starte med. Hvis du virkelig var faldet fra troen, så ville du ikke mærke bekymringen for din tro. Den frafaldne erfarer ikke troskamp men ligegyldighed.

En trøst og en fare

På en bagvendt måde kan din troskrise altså også give dig en trøst: Det faktum at du er i krise og mærker frustrationen over det, er et tegn på, at du har troens liv i dig. Det er en trøst, du må gribe om, og som må give dig motivation til at lade kampen blive ved med at være kamp. Når man er i troskrise, så længes man efter en udvej: at komme tilbage til den ukomplicerede og glædesfyldte tro. Men jo længere tid krisen står på, jo mere fristende kan det blive at søge en anden udvej: ligegyldighed. Og det er her, at det for alvor bliver farligt! Frafaldet sker nemlig ikke i krisen og kampen men i ligegyldigheden. Så hvis du synes vejen tilbage til det ukomplicerede trosliv er lang, så må du ikke forfalde til den lette løsning og opgive kampen. Bliv i kampen og bliv ved med at råbe til Gud om hjælp.

Måske en gave?

Noget andet, du må overveje er, om det faktisk er Guds mening, at du skal opleve din troskrise. Hvorfor skulle han dog det? Jo, måske fordi han gerne vil frelse dig. Og når det kommer til frelse, så er der kun én vej: at klynge sig 100 procent til Jesus og intet andet. En af farerne ved at have et trosliv, der aldrig mærker kamp eller krise er, at du begynder at stole mere på din tro end på Jesus. At du finder din fred og hvile som kristen mere i din egen ukomplicerede tro end i, hvad Jesus har gjort for dig. For at modarbejde det, kan Gud vælge at tage din ukomplicerede tro fra dig og i stedet give dig en kæmpende tro – for at gøre dig så meget mere afhængig af Jesus! Det var noget Paulus fik lov til at mærke på egen krop, da Gud gav ham en ”torn i kødet” og ikke ville fjerne den på trods af Paulus’ mange bønner. (2 Kor 12,8-9) 

Skift fokus

Hvis Gud føles fjern og troen føles tom, så er der altså én ting, du må gøre mere end noget andet: Flyt dit fokus væk fra din egen fejlslagne tro og hen på Jesus. Råb til ham. Læs om ham i Bibelen. Lyt til forkyndelse om ham. Modtag ham i nadveren. Tal om ham med andre kristne. At din tro er svag og kæmpende er ikke en forhindring for at Jesus kan arbejde med dig. Nærmest tværtimod. Det er når din tro er svagest, at Jesus kan blive størst i dit liv.

 

Find et CROC bibelstudie-oplæg til artiklen her.