»Hjælp, jeg skal starte på gymnasiet!«

Måske starter livet uden for ”den kristne boble” lige om lidt for dig. Måske er du lidt skræmt ved tanken. Tankerne cirkulerer om den fest-, druk- og sexkultur, som du snart skal stå ansigt til ansigt med på gymnasiet, eller den uddannelse du skal starte på. Måske bekymrer du dig især om, hvordan dét, at du er kristen vil blive modtaget – vil du overhoved kunne få nogle venner?

De bedste tre år

Disse tanker fyldte i hvert fald meget hos mig, inden jeg skulle starte på gymnasiet. Samtalerne på efterskolen om at gå på gymnasiet endte ofte skrækhistorier om at være kristen på gymnasier, og det gjorde, at jeg var mere bekymret end spændt, da jeg startede. Jeg var bekymret for, om jeg ville blive accepteret, men også for om hverdagen mellem ikke-kristne ville føre til alvorlige troskriser. Det er rigtigt, at gymnasiet er en overvældende og udfordrende verden at træde ind i – især hvis det, som det var for mig, er dit første rigtige møde med et ikke-kristent miljø. Men jeg har lyst til at opmuntre dig i din kommende opstart. For mig blev gymnasiet de tre hidtil bedste år i mit liv. 

Mine fordomme

På skolen lærte jeg nogle fantastiske mennesker at kende. De var eftertænksomme, omsorgsfulde, sjove, gode venner og havde mange fine værdier. Og så var mange af dem ikke kristne. Det udfordrede min tro en del. Hvordan kan der findes så mange gode mennesker, som ikke er kristne? Det gik op for mig, at jeg på i mødet med ikke-kristne på gymnasiet i lige så høj grad blev konfronteret med mine egne fordomme som deres.

Nogle af disse mennesker er i dag mine tætte venner, hvilket jeg absolut ikke havde forventet, inden jeg startede på gymnasiet. Jeg tror, at vi har for meget fokus på at skulle overbevise vores medmennesker om Guds eksistens og kærlighed igennem en enkelt samtale eller debataften. Men i mange tilfælde kræver det tid og tålmodighed. Det kræver, at man ikke kun holder sig til sine kristne venner, men at man investerer i venskaber med ikke-kristne, så der kan opstå tillid og dermed en større tiltro, når man fortæller om sin tro.

KFS var afgørende

Årerne på gymnasiet var også fyldt med kristendoms-kritisk religionsundervisning og en generel skepsis, uvidenhed og en gang imellem også nedladenhed over for dét at være troende. I nogle perioder følte jeg mig som i en åndelig ørkenvandring, og jeg kunne mærke påvirkningen fra den sekulære verdens tankegang. Gennem det hele – både op- og nedture – blev fællesskab med andre kristne på skolen fuldstændig afgørende for mig.

Det fandt jeg i KFS-gruppen på skolen, hvor vi fast mødtes hver onsdag i spisefrikvarteret og fik et pusterum fra hverdagen, hvor vi kunne dele liv og tro. Derudover var vi så velsignede, at skolen var ret imødekommende overfor vores KFS, og vi havde derfor mulighed for at holde KFS-café til alle festerne, lave uddelingsevents, julegavehjælp, debataftner m.m. KFS blev for mig både et trygt ”safe-space”, en god mulighed for at fortælle klassekammeraterne om Jesus og for at række ud til hele gymnasiet.

Der findes selvfølgelig lige så mange forskellige historier om at være kristen og gå på gym, som der findes kristne studenter, og dette er min. Den er ment som en opmuntring. Glæd dig til nogle lærerige og udfordrende år, glæd dig til at møde nye, spændende mennesker, både kristne og ikke-kristne, og glæd dig over fællesskab med andre kristne. Husk at Gud er med dig i det hele – det er Ham, der bærer dig og ikke omvendt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KFS står for Kristeligt Forbund for Studerende. Find et KFS-fællesskab.

Her kan du finde et LMU-fællesskab. 

Her kan du finde et IMU-fællesskab.