»Bland-selv-tro«

Sandhed er i vores tid noget, man finder inden i sig selv. Man vælger gud, ligesom man vælger tøjstil, smartphonecover eller bland-selv-slik om fredagen. At du selv skal designe dit liv, og det du fylder i det, er en tankegang der præger os alle. Gud er dog en levende virkelighed uden for dig – så hvordan danner du et sundt billede af ham?

”Vær dig selv” er et af de helt store mantraer i tiden. Og det er der sådan set ikke noget galt i – heller ikke for en kristen.
Faktisk slet ikke for en kristen. For det er ikke din maske, Gud er interesseret i. Det er dig, sådan som du er! Kristendommen er ikke sådan en ”ideologi”, som man skal erklære sig enig i for at kunne være med. Det er heller ikke en klub, for dem, der opfører sig på en bestemt (kedelig?) måde. Kristentro handler om en levende relation til den levende Gud. Og hvis det skal være en levende relation, skal der både være et ”du” og et ”jeg” i den. Gud, som han er og jeg, som jeg er.

En gud efter mit hoved

Her kan det godt blive lidt kompliceret for den kristne alligevel. For en stor del af samfundet tænker ikke på ”Gud” som en levende virkelighed, man kan stå i relation til. ”Gud” hører for mange i stedet hjemme i kassen af private religiøse følelser – dvs. på jeg-siden: Din gud er lig med din egen religiøsitet. Og hvis du skal ”være dig selv” ud fra denne tankegang, så skal ethvert udsagn om Gud måles på din egen indre værdiskala. Kristne præges også af denne bland-selv-tro, hvor du selv designer din gud.

Det er klart, at der ikke bliver meget tale om ”relation” til Gud på den måde. Gud som et ”du” i sin egen ret, der bedst selv ved, hvem han er, er taget helt ud af ligningen. Men er den gud, jeg så har sat sammen efter egen smag i virkeligheden Gud – den ægte, sande Gud?

Utænkelig

Paulus siger sådan om Gud: ”Hvad intet øje har set, hvad intet øre hørt, og hvad intet menneske har kunnet forestille sig, det har Gud beredt for dem, der elsker ham. Og det har Gud nu åbenbaret for os ved sin Ånd. … Ligesom ingen kender et menneskes tanker, undtagen det menneske selv, sådan kender heller ingen Guds tanker, undtagen Gud selv og hans Ånd.” (1 Kor 2,9-11).

Den kristne tro bygger på, at den Gud, som ingen af os kunne forestille sig, har valgt at ”åbenbare sig”. Det har han gjort rent historisk; først ved Israels folk, sådan som vi kan læse om det i det gamle testamente og på et tidspunkt rent fysisk i og med Jesus, sådan som vi kan læse om det i det nye testamente. Ingen kunne sige sig selv, at Gud elsker os så meget, at han ville komme og dø på et kors og opstå igen for at frelse os fra synd og død, men sådan har Gud vist sig for os.

Møder os stadig

Vores billede af Gud formes ikke kun af Bibelen. Gud har givet os mødesteder, hvor han stadig vil komme til os ”ved sin Ånd”. Det er steder, hvor han kan få os i tale og lære os nye ting om sig selv, hvor han kan tilgive, trøste, vejlede og forandre os og sende os ud i dagligdagen med en flig af Guds rige. De allerførste kristne holdt fast ved netop disse ”mødesteder”: ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne” (ApG 2,42).

Heller ikke mødestederne, kan man sådan uden videre sige sig selv. Bøn er selvfølgelig min kommunikation til Gud, men også et sted, hvor jeg åbner mig for ham. I nadveren kan jeg ligefrem ”spise” evangeliet, så det bliver ét med mig. Og så er der det med ”fællesskabet”. Jesus sagde, at han vil komme og være midt iblandt os (ved sin Ånd), når vi er sammen for at bede til ham og høre om ham (Matt 18,20). Ikke bare det: Det kristne fællesskab er et sted, hvor Guds kærlighed får krop. Vi er ”Kristi legeme” for hinanden (Ef 4,9-16).

"Fader MIN, du som er i min baglomme"

Det sidste er vi måske tilbøjelige til at glemme i en tid, hvor vi har gjort troen til noget rent individuelt og privat. Men ”tro” i kristen forstand er ikke noget, man sådan går og har for sig selv. Det er noget, man hele tiden får – i mødet med Gud, der hvor han har sagt, han vil møde os. Det er en tillid, der vokser i os, når vi møder Gud i forkyndelse, nadver, sjælesorg og gudstjeneste. Derfor er der altid et ”vi” i den kristne tro. Jesus lærte os at bede: ”Fader VOR, du som er i himlen”, ikke ”Fader MIN, du som er i min baglomme”…

Til videre refleksion

Nogle af de spørgsmål, det kan være godt at stille sig selv som kristen midt en individualistisk bland-selv tid, kunne f.eks. være:

• Er troen på ”Gud” først og fremmest en del af et image, jeg gerne vil skabe for mig selv?
• Lader jeg mit gudsbillede blive udfordret af bibelen?
• Er det vigtigt for mig, hvad Gud selv tænker om mig og den måde, jeg lever mit liv på?
• Søger jeg Gud de steder, han har lovet at møde mig – eller søger jeg bare religiøse oplevelser efter smag og behag?
• Er det ”min tro” (mig selv), jeg hele tiden er optaget af – eller holder jeg mig til det, Gud har sagt?
• Er der et ”vi” i mit kristenliv, eller er det mere et ”mig”? Er jeg en del af ”Kristi legeme” i al dets svaghed?
• Hvordan kan jeg komme videre med disse spørgsmål – netop som ”mig, som jeg er”?

 

Vil du have en uddybning? Læs Jans artikel fra "Budskabet" nr. 4 2017

Yderligere læsning:

- "Færdigt arbejde – Andagtsbog for præstationsramte piger" af Maria Celine Lundeby, LogosMedia 2018
- "Dyb hvile og dynamisk liv – Bjergprædikenen læst langsomt" af Jens Ole Christensen, LogosMedia 2018
- "Sprængfarlig kristendom – I verden, men ikke af verden" af Andreas Kammersgaard Ipsen, LogosMedia 2019

 

  

 

 

 

”Ideologi” – en helhed af synspunkter, der afspejler en bestemt verdensforståelse

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Brødets brydelse” – et andet ord for nadveren, hvor det usyrede brød først blev knækket over i to dele og derefter brudt i mindre stykker og delt ud. (Jesus blev brudt for os).

 

 

 

 

 

 

  

”individualistisk” – som sætter individets (det enkelte menneskes) rettigheder, interesser og frihed over fællesskabets.