»Jeg tror på skaberen«

Vi bekender højt og tydeligt i trosbekendelse: ”Vi tror på Gud fader den almægtige, himlens og jordens skaber.” 

Men hvad betyder det egentlig for os som mennesker? Hvilken forskel gør det for mit syn på mig selv, andre og resten af verden?

Menneskets fire relationer

Gud skabte mennesket som et relationelt væsen. Det er blandt andet det, som ligger i, at mennesket er skabt i Guds billede. Hvis vi skal systematisere det lidt, kan man sige, at vi er skabt til at leve i fire relationer, nemlig i forhold til Gud, til os selv, til andre mennesker og til resten af skaberværket.

Den vigtigste relation er relationen til Gud. Det er den, som sætter det hele på plads. Det er i vores forhold til Gud, at vores liv begynder, og det er i forhold til ham, det fortsat holdes oppe og finder sin dybe bestemmelse.

Vores relation til Gud har derfor også betydning for de andre relationer, vi er skabt til at være i.

Relationen til mig selv

Vi skal først og fremmest se på os selv som mennesker, der er skabt af Gud i hans billede (1 Mos 1,26-27). Det betyder, at vi er til, fordi Gud ønsker det. Det er ikke en misforståelse, at nogen af os er til. Uanset hvor kiksede vi kan føle os, så ønsker Gud, at vi skal være til.

Dernæst er vi skabt til fællesskab med Gud. Det er vores dybeste relation, som stikker dybere end noget menneskeligt venskab. Det betyder, at vi skal lade vores relation til Gud fylde i vores liv. Vi skal passe på, at vi ikke ødelægger den. Gud sendte sin søn til verden, for at vores ødelagte relation skal genoprettes. Derfor er det muligt for os at leve i det tætte forhold til Gud, som vi blev skabt til – trods vores synder.

Vi skal derfor ikke tænke ringe om os selv, for så tænker vi ringe om Guds skaberværk, men vi skal tage imod os selv med hud og hår og psyke, og takke Gud, fordi han vil os.

Relationen til andre

Vi er også skabt til at være i fællesskab med andre mennesker. ”Det er ikke godt, at mennesket er alene” (1 Mos 2,18). Gud har skabt os til at stå i et forhold til andre mennesker. Derfor er vi skabt til venskab og familieliv.

Vi skal derfor ikke tænke ringe om os selv, for så tænker vi ringe om Guds skaberværk

Men alle andre mennesker er også skabt i Guds billede. Derfor skal vi se på andre som betydningsfulde for Gud og behandle dem som værdifulde. Det har betydning for hvordan, vi lever med de mennesker, vi har direkte kontakt med, men også for hvordan, vi ønsker, at vores samfund skal fungere. Et kristnet syn på mennesket indebærer, at vi passer på vores medmenneske, fordi det er værdifuldt i Guds øjne.

Relationen til alt det andet i verden

Gud har skabt en fantastisk verden, som han har sat os mennesker til at bestyre. Det formuleres i skabelsesberetningen med den såkaldte kulturbefaling: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!” (1 Mos 1,28). Gud har indsat mennesket som regent i sit skaberværk. Menneskene er ikke ligestillet med de øvrige skabninger. Vi skal udforske verden, og udnytte dens ressourcer. 

1 Mos 1,26-27: Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.

1 Mos 2,15: Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den.

Samtidig siger skabelsesberetningens anden del, at vi skal ”vogte” haven (1 Mos 2,15). Vi skal altså både udnytte skaberværket og passe på det. Med andre ord er vi forvaltere af noget, som ikke er vores men Guds. Derfor må vi ikke overudnytte naturens ressourcer, og vi skal værne om naturens mangfoldighed.