»Er jeg en tilfældighed?«

Forestil dig, at du var et resultat af tilfældige terningkast uden formål eller mening. Livet i grove træk: Fødsel, hyl, mad, gylp, søvn, skolebænk(e), job, bryllup, børn, børnebørn, plejehjem, død.

Det virker en smule trist. Er der ikke mere i livet? Hvad er meningen med babygylp, bænke og børnebørn? Især to spørgsmål synes særligt interessante i denne sammenhæng: Hvor kommer vi fra? Er der en dybere mening med livet?

For mig at se er der to muligheder: 1) Enten er vi til, fordi… ja, bare fordi. En række tilfældigheder har resulteret i en umådelig velfungerende verden. 2) Vi er til, fordi en skaber har villet os.       

Uplanlagt

Hvis det første er sandheden, vil livet være en total tilfældighed. Ifølge Politikens nudanske ordbog er definitionen af en tilfældighed: ”Noget, som er et resultat af omstændigheder, som ikke kan planlægges eller forudses.” Vores liv vil være en skal. Der vil ikke være noget varigt og dybt at fylde i den. Kun kortvarig glæde og tilfredsstillelse. Det vil være en jagen efter prestige og anerkendelse. Livets mening vil være, at du selv skal nyde tilværelsen så meget som muligt nu og her, for om lidt vil du aldrig være mere. Det vil være et mønster, der kører igen og igen uden noget formål eller nogen mening. 

Skabt, fordi HAN vil

Den anden mulighed lyder således: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. (1. Mos. 1,27)

I 1926 skrev Albert Einstein i et brev:

”Under alle omstændigheder er jeg sikker på, at han (Gud) ikke spiller med terninger.”

Hans citat rummer noget centralt i spørgsmålet om skaberværket. Har Gud siddet og kastet med terninger? ”Ups, det blev en femmer. Der fik du nok en lang næse, hva’ elefant?”

Bibelen svarer nej. Gud skaber fordi han vil. Det er en grundlæggende forskel fra teorien om tilfældigheder. Vi er villet! Læg mærke til, at det, der først og fremmest bliver sagt om skabelsen af mennesket, er, at vi skal ligne Gud. Centrum i vores liv er Gud – vi udspringer af ham. Og deri finder vi også alt, hvad vi har brug for. Vi længes efter at blive elsket – og det er det, vi er skabt til. I begyndelsen var det meningen, at vi skulle leve evigt sammen med Gud, og det er det, han stadig ønsker. Han skaber ikke noget til at leve evigt sådan lige ”hovsa, en ét’er. Et styks menneske”. Gud har skabt dig i kærlighed. Det har været hans vilje, at lige præcis du skulle få lov til at leve. Du er derfor skabt med en unik personlighed. Det giver dig en uendelig værdi at være planlagt af den almægtige skaber. Du er meningsfyldt bare ved at være, den du er.