»Skam og skyld«

Det rodes tit sammen, men der er stor forskel på skam og skyld. Og det er vigtigt at skelne! Netop fordi vi ikke har så let ved at erkende skammen, er den ødelæggende. Det fører til isolation og facader. Men der kan heldigvis gøres noget ved det.

De fleste mennesker har ikke rigtig en oplevelse af, at skam er relevant for dem. Vi bruger ikke ordet i dagligdagen som de andre ord om følelser.
Det pudsige opstår så, når jeg begynder at fortælle om følelsen. Så nikker alle genkendende. De blive overraskede over, at der er ord og beskrivelser, for det ubehag og den smerte, de kender til. Der har altid mindst været en, der græd under oplægget. De fleste, jeg har talt med om det, fortæller, at de græd af lettelse. Lettelse over, at det ikke kun er dem, der kender denne smerte. At det ikke kun er dem, der kan kæmpe med at tro på, at de er noget værd.

Så hvad er skam? I denne forbindelse taler vi om en følelse. Den personlige følelse skam dækker over følelser af at være værdiløs, utilstrækkelig, forkert, uelskelig med mere. Følelsen får os ofte til at bøje hovedet, og ønske vi kunne gå gennem gulvet. Nogen oplever det som en brændende følelse gennem kroppen, der er lige så ubehagelig som angst.

Skam er fællesskabets pris

Lad os se på den ældste skamhistorie vi har: syndefaldet. Syndefaldet bliver brugt i skamforskningen, da den anses for at være en almenmenneskelig historie, som har tålt tidens tand i store dele af verden. Og ved I hvad, det sidste, der står om den perfekte verden, er? Den sidste sætning i Bibelen inden syndefaldet er "Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke".

For mennesket er det sociale ikke et tilbud, men en nødvendighed for vores overlevelse. Det modsatte af os er krybdyr. De bliver stort set alle sammen udruget i æg. Men en del af dem bliver ikke en gang udruget af deres mor, men af solens stråler eller varmt sand. Fra starten er de fuldt udviklet til at klare sig selv og finde føde på egen hånd. Og sidst men ikke mindst er de stille. De gør ikke opmærksom på sig selv, for selv deres forældre kan se dem som føde.

Mennesker derimod: der er intet mere udueligt end et spædbarn. For uden en omsorgsgiver er spædbarnet kun i få timer. Vi mennesker er designet til fællesskab helt ned i vores DNA. Spædbørn kan ikke selv flytte sig fra fare. De kan ikke selv finde mad. De kan ikke selv regulere deres temperatur. Og sidst men ikke mindst: De skriger. At skrige i en verden med rovdyr er det dummeste, et hjælpeløst barn kan gøre. Det er ikke blot til fare for sig selv, men også for sine forældre. Alligevel er dette en del af at være menneske. Vi kommer til verden med en grundlæggende tillid til, at nogen er klar til at tage sig af os. Fællesskabet er altså ikke bare en hyggelig og dejlig ting; det er en livsnødvendighed.

Skam er grundlæggende frygten for at være uværdig til fællesskab. Frygten for at blive udstødt og i sidste ende dø.

Dette bliver også udtrykt i skabelsesberetningen. Gud siger, at det ikke er godt for mennesket at være alene. På mange måder kan man sige, at skam er den pris, vi betaler for, at fællesskab er så vigtigt for os. På samme måde som sorg er prisen for kærlighed.

Historien starter altså med, at Adam og Eva hverken kender til skam eller at dømme ting. Dette er netop, hvad slangen spiller på. Han fortæller Eva, at hvis de spiser af frugten, vil de blive i stand til at skelne ondt fra godt. Skammen indtræder netop i vores liv, samtidig med vores evne til at dømme kommer til. Når vi bliver i stand til at se på os selv udefra og bedømme os selv. Dette kommer vi tilbage til. 

Skam og lyst

Her kommer endnu et vigtigt element ind. Der står, at kvinden så, at frugten var god at spise. Det vil sige, at hun fik lyst til at spise den. Sådan er det ofte med skam; vi starter ud med at gøre noget, vi har lyst til. Det kan være at spise den mad, vi egentlig har besluttet, vi skal holde os fra. Måske er det at bagtale en anden, som vi er trætte af. Måske er det at se porno. Måske er det at ryge. I kender det selv. Enhver, der har været på slankekur, har disse ord fra Paulus som livserfaring: “Det gode som jeg vil, gør jeg ikke. Og det onde som jeg ikke vil, gør jeg”. Vi gør ting, som vi har lyst til, for derefter at dømme os selv for at gøre det. Det starter med lyst og slutter med skam.

Dette vil også sige, at mange mennesker er fanget i en dårlig spiral. Måske ved teenagepigen godt, at hun får dårlig samvittighed over at bagtale. Men i situationen opfylder bagtalelsen et ægte behov; et behov til at blive hørt og komme ud med sine frustrationer. Når hun så bliver ramt af skam, vil hun have et endnu større behov for at tale dårligt om andre, for at føle, at hun ikke er så slemt endda. På præcis samme måde er mange overvægtige ramt af at spise på følelser, og så derefter spise på følelsen af at være overvægtig.

Gruppepres

Syndefaldsberetningen er ikke blot den første skamhistorie. Det er også den første historie om gruppepres. Adam og Eva har kun hinanden. Pludselig står Eva og har et helt nyt fællesskab med en anden. Adam, som jo er et menneske et obligatorisk socialt væsen, må nærmest være grebet af panik. Selv om han godt ved, at de egentlig ikke må spise af træet, er det garanteret ikke hans fokus. Når vi er bange for at falde ud af fællesskabet, vil vi ofte gøre ting, vi egentlig mener er forkerte. Som sagt er frygten for at falde udenfor fællesskab knyttet til dødsangsten.

Vi dømmer os selv

Det næste i historien beskriver endnu et element i skamprocessen. Deres øjne åbnede sig, står der. Skammen dukker op i vores liv, når vi bliver i stand til at se os selv udefra. Det er omkring 3-års alderen. Inden da har vi ikke evnen til at se os selv udefra. Det bedste eksempel er en lille pige, der bliver pinligt til mode og trækker kjolen op over hovedet. Hun kan ikke regne ud, at nu kan man se hendes underbukser. Hun er kun klar over sit eget perspektiv. Så når der står, at deres øjne åbnes, er dette konsekvensen af at “kunne skelne ondt fra godt”, som slangen sagde. De er pludselig i stand til at se sig selv udefra og bedømme dem selv.

Dette er et helt afgørende element i skam; at vi dømmer os selv. Man har ofte troet, at skam var afhængig af en dom udefra. Det er den ikke. Hvis vi ikke er det mindste enige i den andens fordømmelse, kan vi ikke føle skam. Når nogen har sagt til mig, at jeg som kvinde ikke har ret til at undervise i en kirke, kan jeg blive vred og føle mig fordømt. Men jeg føler mig ikke forkert, for jeg er slet ikke enig. Hvis nogen derimod rammer et punkt, hvor jeg selv dømmer mig selv, så kan skammen blive ekstra stærk. Adam og Eva var allerede nøgne, men det var først, da deres egen dom kom ind i billedet, at det blev et problem. Det er i det øjeblik, at vores øjne åbnes for noget, at skammen kan opstå.

Skyld og skam

Adam og Eva opdager, at de er nøgne. Hvad er deres reaktion? Den samme som de fleste af os andre i dag: De forsøger at gemme det forkerte. De skynder sig at dække sig til med figenblade, så andre ikke skal se dem på samme måde, som de ser sig selv. Her er det vigtigt at skelne mellem skam og skyld. Begge er følelser, der opstår i forbindelse med, at vi dømmer os selv. Det afgørende er ikke, hvilken handling (personlighedstræk, hændelse med mere) vi tænker på. Det er vores vurdering af situationen, der er det afgørende for, hvilken følelse vi ender med. 

Adam og Eva er tydeligvis ramt af skam: De forsøger at dække over det forkerte, og de trækker sig fra relationen til Gud. Havde de følt skyld, ville de have opsøgt ham, så snart muligheden bød sig for at bede om tilgivelse i troen på, at det kunne blive godt igen. Det gør de ikke. De gemmer sig for ham. De er så bange for at blive set som forkerte, at de foretrækker at trække sig helt ud af relationen. Det samme gør mange af os. Vi trækker os ud af fællesskabet, eller er der kun med det pæneste, fordi vi er bange for at blive dømt ude.

Uden skyld kunne vi mennesker slet ikke leve i fællesskab. Skam derimod leder ikke til større fællesskab. Den leder til isolation, uærlighed og facader. Den er ikke opbyggende for fællesskabet eller det enkelte menneske. En del af mit arbejde som skampsykolog er netop at hjælpe mennesker fra skam til skyld. Mere om det senere.

Reaktioner på skam

Da Gud finder Adam og Eva og spørger, hvad der er sket, svarer Adam “Det var kvinden, du satte ved min side (der gjorde det)”. Her fralægger Adam sig alt ansvar. Ikke nok med, at det er kvindens skyld. Nej, Gud får også lige noget af ansvaret, da det jo var ham, der skabte hende. Dette er den udadreagerende reaktion på skam. Her er smerten over skammen så stærk, at man vælger at gå til angreb på andre i stedet for at se den i øjnene. Som sagt knytter skam sig til vores dødsangst. Dette gør den faktisk i så høj grad, at vores evne til empati lukker ned, når vi oplever skam. Vi kan blive ret så hensynsløse i vores forsøg på at forsvare os selv. Hvad enten dette er mellem ægtefæller, søskende, venner, kolleger eller elev og lærer kan vi alle kom ind i dette mønster. Her handler diskussionen ikke længere om emnet, men om hvem af os der er forkerte. Skam kan lede til en voldsom vrede, når vi lader den omformes til aggression. Det tryggeste er at afvise, før andre får en chance for at afvise dem.

Hvis man er i tvivl om, om skam fylder i vores samfund, så skal man se på reaktionerne på skam. Skam leder til angreb og aggression i samtaler. Hvor ofte taler vi ikke om den hårde tone i debatten? Skam leder til isolation og mindreværd. Ensomhed og lavt selvværd er store problemer i vores samfund. Skam leder til facader for at skjule fejl og til perfektionisme for at undgå dom. Her kan nævnes 12-talspiger og det enorme fokus på præstation og udseende. Skam kan også lede til bedøvelse gennem alkohol, stoffer eller selvskade. Dette er også store problemer i dag.

Hvad skal vi gøre?

1. Hold fast i den overbevisning, at du er skabt med uendelig værdi
   Jeg kan kun holde til at arbejde med mennesker ramt af skam dag ud og dag ind, fordi jeg tror på Gud. Fordi jeg er overbevist om, at mennesker er skabt med uendelig værdi og elsket helt enormt. Dette er en kontrast til vores samfund, hvor præstationen, populariteten og successen afgør ens værdi. Det er et hårdt sted at leve. Når jeg sidder overfor en klient, er jeg lykkelig for, at jeg med fuld overbevisning kan insistere på deres værdi. Og denne overbevisning kommer ud af troen. Så hold fast i den overbevisning.
2. Sæt ord på skammen
   Et af de største problemer med skam er, at den lever og vokser i mørket. Både fordi det er imod al logik at fortælle andre, hvorfor man er forkert, men også fordi vi har glemt ordet i vores samfund. Alle andre følelser sætter vi ord på. Og vi ved godt, at de andre følelser påvirker vores tanker. Når jeg er vred, tænker jeg ting, jeg ellers ikke ville tænke. Problemet er, at vi ikke bruger ordene for skam, og derfor heller ikke genkender følelsen, når den kommer. Derfor bliver tanker som…
   “Jeg er heller ikke noget værd”
   “Hvis nogen finder ud af det her, vil de aldrig tale til mig igen”
   “Alle hader mig”
   “Hvis jeg ikke er perfekt, vil jeg aldrig lykkes”
   … taget langt mere seriøst, end når vi ønsker vores familie til månen i et raserianfald. Så bare det at få ord for skammen, er en kæmpe hjælp. Der er verdener til forskel på at tænke “Jeg er forkert” og at tænke “Jeg bliver ramt af skam”. Så sæt ord på skammen.
3. Forandre fra skam til skyld
   Gør noget konkret, for at rette op på det, du skammer dig over. Der er noget at gøre, når vi har gjort noget forkert. Det er en vigtig viden.
   Er det skam over formodede begrænsninger hos dig selv, der fylder, så sæt fokus på de gange, hvor noget svært et lykkedes. Håbet er den grundlæggende forskel på skam og skyld.

Nåde

Der er èn ting, skammen ikke kan overleve: Nåde. Hvis vi bliver set på med nådige og kærlige øjne, kan skammen ikke overleve. Når nogen siger “Jeg kender det” eller elsker os på trods og insisterer på vores værdi, når vi selv tvivler. Vi har ikke brug for perfekte forbilleder, men forbilleder, der lever i nåden. For nåden siger, “du er ikke perfekt, men du er velkommen alligevel!”. De har brug for voksne, der kan lave fejl uden at gå i stykker eller smide håndklædet i ringen. Her er bibelen et vidunderligt spejl. For den er fuld af idioter, som ikke bliver dømt ude. Og Jesus er verdens bedste skam-buster. Læs beretningerne om, hvordan han møder mennesker, der er dømt ude af samfundet og dømmer sig selv ude, og insisterer på deres værdi i mødet. Disse er de vigtigste historier for at lære at stole på Gud (hvis I spørger mig). For her er det så tydeligt, at alle mennesker, der følte sig forkerte, blev draget af Jesus. Nåden er ny hver morgen. Lad os leve som om vi tror på det!

---

Artiklen er bragt i KPI’s nyhedsbrev nr. 1 2020. Dette er en forkortet udgave.