»Samvittigheden som styreredskab«

I denne artikel vil jeg først sige noget om, hvad samvittighed er, inden jeg beskriver, hvornår vi skal lytte til samvittigheden – og hvornår vi skal lade være; særligt i forhold til udfordringer på det seksuelle område.

Hvad er samvittighed ifølge Bibelen?

I Gammel Testamente (GT) findes begrebet ”samvittighed” ikke. Der er altså ikke noget hebraisk ord, som direkte dækker vores udtryk, så hvis vi skal tale om samvittighed i GT, må vi lede efter ord med samme mening. Nogle hævder, at ”hjertet” er en metafor for samvittigheden, men hjertet har nok en bredere betydning og kendetegner personligheden.

I evangelierne forekommer ordet ”samvittighed” heller ikke, men til gengæld er ordet hyppigt brugt i brevene – særligt hos Paulus. Paulus bruger udtrykket til at sige noget om menneskets kendskab til sig selv. Samvittighed betyder nemlig, at man sammen med Gud ved, hvad der foregår inde i sig selv (”sam-viden”). Ofte optræder samvittigheden som en indre dommer, som dømmer et menneske. I Rom 13,4-5 opfordrer Paulus til god opførsel, så man ikke skal frygte hverken Guds vrede eller samvittighedens dom.

Der er stor forskel på samvittigheden hos en kristen og en ikke-kristen. For en ikke-kristen er samvittigheden en dømmende instans, som anklager mennesket som lovovertræder og kalder til omvendelse og tro på Gud. Ved omvendelse og tro bliver mennesket sat ind i et nyt forhold til Gud, hvor straffen er sonet og fællesskabet med Gud er genvundet. Her er samvittigheden ren, for dåben – indgangen til livet med Gud – er ”en god samvittigheds pagt” (Hebr 10,22). I denne nye pagt vandrer vi med Gud gennem livet og vejledes af hans ånd (Rom 8,14).

Ren over for Gud, men...

En sund og god samvittighed hænger altså sammen med troen. Samvittigheden kan være ren, fordi den troende er ren og renset i Kristus (2 Pet 1,9). En kristen er en ny skabning i Kristus (2 Kor 5,17), men samtidig hænger det gamle menneske ved en. Man kan stadig blive overrasket over, hvad man selv finder på (Rom 7,15), og nogle gange er ens samvittighed ikke helt afstemt med Guds ord, selvom man er retfærdiggjort og frelst.

Paulus skriver om samvittigheden i Rom 14-15. Han taler om personer, der er ”svage” og ”stærke” i troen. Han understreger, at man skal følge sin samvittighed, også selvom evangeliet faktisk har sat én fri, men man må ikke gøre sin egen samvittighed til en regel for andre. Fx kan jeg have en samvittighed, der siger, at jeg ikke må ryge, fordi jeg mener, det vanærer Guds tempel. Men jeg kan ikke begrunde det endegyldigt ud fra Skriften, så jeg kan ikke gøre det til en lov fra andre. Eller min samvittighed kan byde mig, at jeg ikke må arbejde på en søndag, selvom NT ikke udtaler sig om det, og Paulus selv frisætter kristne i det spørgsmål (Rom 14,5). Den rensede samvittighed gælder altså over for Gud. Alt er afsløret, men jeg er alligevel elsket. Jeg er kendt skyldig, men erklæret fri. Jeg er dømt til døden, men frifundet ved tro på Jesus. Jeg har ikke noget, der nager mellem mig og Gud længere. Men i forhold til mit liv her på jorden, hvor jeg ønsker at følge efter Kristus og følge hans bud, så lærer jeg stadig at ”skønne, hvad der er Guds vilje” (Rom 12,2). Og det er en proces. Derfor kan min samvittighed være ren overfor Gud, selvom den løbende må justeres i mit hverdagskristenliv.

Men, øh, det giver vel spørgsmålet:

Hvornår og hvor meget skal man lytte til samvittigheden?

Når emnet her er seksuelle grænser, så er samvittigheden i mine øjne en dårlig hjælper. Bibelen taler ret klart om grænserne for seksuel aktivitet, og alt, hvad der ikke er sex mellem to heteroseksuelle (mand og kvinde) ægtefolk er synd. Bibelen kalder alt andet for porneia, som i den danske Bibel oversættes med det gamle ord ”utugt”. På engelsk har man det mere moderne ”seksuel umoral”. Skal man oversætte det til konkret vejledning, så går grænsen der, hvor du gør noget med din kæreste med det formål at få eller give seksuel stimulation. Igen konkret: I Bibelen står der ikke ordret, ”du må ikke røre dine kærestes bryster”, men pointen med dens slags er jo, at du selv føler stimulering og gerne vil give den. Alle former for petting er i den forstand no go, selvom man kan diskutere, om det i sig selv er sex.

Derfor er samvittigheden egentlig overflødig, for rammerne er klare nok. I nogle etiske og moralske spørgsmål må vi lære at ”skønne, hvad der er Guds vilje” (Rom 12,2), men det gælder næppe her. Samvittigheden kan hurtigt vise sig at være en større udfordring end hjælp, fordi vi ofte lader synden påvirke vores samvittighed på det seksuelle område og dermed er villige til at gå på kompromis med Bibelens vejledning.

Men hvad så med ”kæresteting” som kys, kram og nus? At kysse og nusse er handlinger, som til gengæld kræver samvittighedens hjælp. I sig selv er de helt legitimere kærlighedsudtryk for kærester, men de kan alligevel føre til mere. Her må vi holde samvittigheden skarp, så vi ved, hvad vi gør. Ofte er grænserne ikke de samme, og det er derfor nødvendigt, at du accepterer, hvis din kæreste ikke kan kysse lige så meget som dig, fordi det stimulerer ham/hende. Paulus fortæller os, at hvis vi overtræder hinandens grænser, så sårer vi hinandens samvittighed og synder imod Kristus (1 Kor 8,12), så vi skal virkelig tage hinandens samvittigheder alvorligt.

Stol ikke på dig selv, men på Gud

Min egen erfaring siger mig, at det er uklogt at stole på sig selv, når det komme til seksuelle grænser. Vi overvurderer ofte, hvor standhaftige vi er, og når vi er alene med vores kæreste, så bliver filteret bare mudret – særligt hvis man har været kærester i længere tid. Det er svært at finde gode grænser, men min egen erfaring – og den er efterhånden underbygget af erfaringer fra samtaler med mange andre – er, at samvittigheden siger stop, længe før du selv vil det. Den del af din samvittighed, som Helligånden taler igennem, sætter grænsen, hvor Bibelen sætter den. Den del af din samvittighed, der inde i dit hoved siger ”bare lidt længere, så stopper vi”, den taler ud af dit eget hjerte, og den stemme skal du ikke lytte til.

Det hele afhænger af, om du stoler på, at Gud har sat gode rammer omkring dit liv. Hvis du tror det, så kan du se glæden og velsignelsen i de grænser, som Gud har sat for os. Hvis ikke, så vil du opleve det som generende og frustrerende, fordi der er uoverensstemmelse mellem din egen samvittighed og dét, Helligånden taler i dit hjerte.