»Lad os snakke om regnbueseksualitet«

Skrevet af Anna Iversen

“Jeg er 20 år og igang med mit sidste år på en 2 årig STX i Århus. Jeg nyder at engagere mig i kristent arbejde, og at dykke ned i nogle af de komplekse problemstillinger der kan opstå i livet som ung kristen.”

Hvordan ville du have det, hvis du som helt ung teenager vidste, at din tro på Gud måske ville få den konsekvens, at du aldrig nogensinde ville få en kæreste, blive gift eller få børn?

Det er måske en lidt hård og sort/hvid måde at beskrive tilværelsen som homoseksuel/biseksuel på. Ikke desto mindre er det en tanke jeg flere gange gennem mit liv, har måtte forholde mig til.

I bibelen kan jeg i 1. mosebog læse hvordan Gud skabte Adam og Eva som mand og kvinde, hvordan han skabte dem til et fælles liv sammen som mand og kone, og ligeledes hvordan han indrettede skaberværket således, at nyt liv var et produkt af en heteroseksuel kærlighed mellem en mand og en kvinde.

Jeg tror på en kærlig og almægtig Gud, som har indrettet skaberværket på den måde, han har tænkt, at det var bedst. Bibelens skabelsesorden efterlader dog mig og de ca. 4% af unge i kristne fællesskaber, som ikke er heteroseksuelle, i et dilemma. For hvordan kan det være vi ikke passer ind i den ramme?

I mange år førte det til at jeg undertrykte og benægtede min egen seksualitet. Jeg kunne simpelthen ikke forstå at Gud på den ene side havde skabt mig i sit billede, og samtidig i bibelen gjorde det klart, at ægteskabet kun kunne opstå mellem en mand og en kvinde. Jeg har ofte følt mig i klemme i kristne fællesskaber. Jeg føler mig hurtigt udenfor, når mange af de andre har kærester, og jeg har ofte haft en stor frygt for at mine kristne fællesskaber ikke syntes, at jeg passede ind.

I et forsøg på at muntre mig op har folk ofte kommenteret at: ”du ser jo slet ikke biseksuel ud”. Sætningen har formentlig ofte dækket over en usikkerhed over, hvordan de på den bedste måde skulle være både omsorgsfulde, og samtidig ærlige omkring at de ikke støtter vielse af to af samme køn. Min egen oplevelse er, at vi i kristne sammenhænge er blevet for dårlige til at spørge ind til hinandens seksualitet på en god og omsorgsfuld måde. Det synes jeg er trist, for tavshed skaber tabuer, og tabuer fører til skam.

Tavsheden bunder måske ofte i en frygt for at såre ens homoseksuelle ven, eller en bekymring for personens trosmæssige ståsted, men mit bedste råd ville være at erstatte tavsheden med nysgerrighed. En idé kunne være at spørge ind til vedkommende: ”hvordan er det for dig at være kristen og homoseksuel”?

Netop i samtalen med gode kristne venner, præster og medvandrere sker det, at Gud minder mig om at ”vi elsker FORDI han elskede os først”.

Så mit indledende spørgsmål til trods, tror jeg faktisk ikke at et liv med en anderledes seksualitet behøver være hårdt og ensomt. Heldigvis! Netop fordi Gud er god og kærlig, har han ikke efterladt os til at håndtere vores kampe selv. Han har derimod lovet, at han vil være med os ”alle dage indtil verdens ende”.

Derudover håber jeg også på, at kristne i fremtiden (evt. med inspiration fra vores engelske naboer) kan skabe tradition for kristne bofællesskaber, så cølibat og singleliv ikke nødvendigvis behøver være ensbetydende med et liv som eneboer.