»Skal vi snakke lidt om Satan og det onde?«

Det onde er ikke rart – i sagens natur. Derfor vil den mest oplagte reaktion til ondskab og Satan vel være at stikke af og forsøge at holde sig så langt væk fra det. Tilmed ikke at snakke om det. Så hvorfor bruge tid på at forholde sig til Satan og det onde?

Findes Satan og det onde?

I den vestlige kultur er det som om, at vi har valgt at bortforklarer det onde og lade som om, det ikke rigtig eksisterer. I mange nyere film er det svært at møde en seriøs karakter, som bare er ond. Det er ofte på grund af en dårlig barndom, uvidenhed eller noget andet som er fejlslået i deres liv. Det onde kommer så af de forkerte valg, som de vælger at gøre. At der skulle være noget, som er ondt for det ondes skyld, er nærmest lidt naivt. 

Ja, klart!

Bibelen er anderledes på dette punkt. For den er ikke bange for at kalde det onde for ondt. Det som er imod Gud er synd. Det er ondt. Og det kan ikke forklares eller undskyldes med uheldige omstændigheder eller uvidenhed. Det onde er tilmed så ondt, at det ikke er noget, der kan overvindes på bedste Avengers maner. Nej, Jesus var nødt til at ofre sig selv for igennem døden at overvinde Satan og det onde.

At lade som om at ondskab ikke eksistere, eller ikke at ville forholde sig til det, svarer til at sætte et plaster på et betændt sår. 

Det onde er så ondt, at det ikke er noget, der kan overvindes på bedste Avengers maner.

Evigheden på spil

Nogle vil argumentere for, at benægtelsen kan give psykiske problemer: Vi forventer et nemt liv og overrumples hele tiden af livets udfordringer. Vi har paraderne nede, bliver ofre. Deprimerede.

I dag er det desværre en relevant problematik. Men for os der tror på evigheden, har benægtelsen endnu værre konsekvenser: Vi glemmer den virkelighed, at det onde skal straffes en dag, at der er to mulige udgange af det her liv, og at Satan arbejder aktivt imod os, imod det der giver liv.

Vi sætter altså fokus på Satan og det onde, for at undgå at lulles i en dødelig søvn – for at holde en del af virkeligheden frem, som vi ellers glemmer. Samtidig holder vi Jesus-perspektivet ind over det. Han var retfærdig, men blev ikke skånet. Han gik ind i gudsforladtheden, ondskaben, og overvandt den. Hos ham flygter vi ikke fra den, og vi lader os heller ikke vælte af den.