Vi har givet fire kristne det samme spørgsmål: "Hvad er dit ritual"?
Hvordan ville du selv svare? Har du ritualer? Er nogle vigtigere end andre? Her er hvad vores adspurgte svarede.
Kristoffer Larsen, LMU-konsulent i Syddanmark
Jeg har gjort det til en vane, når jeg læser i Bibelen, at bede Helligånden om at åbne skriften for mig. På den måde kan jeg hvile i, at Gud er med og vejleder mig i det, jeg læser. Det startede jeg med, da jeg gik på højskole for to år siden, hvor det gik op for mig, hvor stor en rolle Helligånden spiller i vores trosliv, og at vi måske ofte tager Helligånden lidt for givet. Når jeg skal tale eller prædike, beder jeg på samme måde Helligånden om, at jeg må tale Guds ord og ikke mine egne ord. Det er vigtigt for mig på den måde at inddrage Helligånden i mit trosliv.
Roar Steffensen, præst i Hedensted Valgmenighed
Jeg har i mange år begyndt min arbejdsdag tidligt med at læse og bede. Jeg er egentlig b-menneske, så hvis jeg skulle gøre det, som falder mig naturligt, så ville jeg sove. Her jeg det hjulpet mig meget at gøre morgenandagt til et ritual, for at fastholde mig selv i den gode vane. En gang i mellem er min bøn også ritualiseret, hvor jeg har bestemte trin: tilbedelse, bekendelse, tak og forbøn. Det gør jeg for at undgå, at bønnen at bønne, udelukkende bliver ”ønskeseddel-bøn”. Min bøn afsluttes med, at jeg slår korsets tegn. Før jeg skal holde gudstjeneste går jeg desuden altid ind for mig selv og beder Luthers sakristi-bøn som forberedelse.
Lisa Rom Boye, gymnasiesekretær i KFS
For mig er det vigtigt at være en del af fællesskabets ritualer i kirken. Det er de ritualer, som jeg ikke selv skal finde på men bare kan ”flyde ind i”. Jeg er i den forbindelse også blevet rigtig glad for kirkeåret, at der er en fast rytme i året, hvor det ene følger det andet, og hvor man bliver mindet om forskellige ting. Her er det ikke mig, der har opfundet den dybe tallerken, men jeg får lov til at være en del af noget, som går forud for mig.
Jens Ole Christensen, præst i Fredens og Nazaret sogn
Jeg indleder min morgenandagt hver dag med Grundtvigs ”korssignelse”. Den har vigtige påmindelser i hver eneste halve sætning. Den er en påmindelse for mig om, at Jesu navn er sat for mit ansigt og bryst, altså både min offentlige og private person. Jesus har købt mig til at tilhøre ham, både med angstens blod i Getsemane have og kroppens blod på korset. Jesus led både fysisk og psykisk for mig. Ordene kalder mig også til at være flittig og dygtig. Nogle gange er jeg ikke så dygtig, som jeg er flittig, men fordi jeg tilhører Jesus, kan jeg få mod til at indrømme mine mangler.
Korssigelsen