»Fokuseret hjælp«

Vi har dem alle. Ting vi gør uden egentlig at lægge mærke til det. Over tid har vi vænnet os til dem, så vi ikke længere tænker over, hvorfor vi gør, som vi gør. Det er bare blevet et ritual, noget vi gør uden at ofre det megen åndsnærværelse.

I denne artikel skal vi kort se på en af de mest ritualtunge begivenheder, som findes i dag; den ugentlige gudstjeneste. Uanset om man kommer i en lokal sognekirke eller i en frimenighed, så er der begge steder en liturgi, som måske ikke umiddelbart ligner hinanden, men som dog alligevel har overlappende elementer. 

Trygheden i det velkendte

For mange i dag er ritualer i kirken forbundet med noget støvet, gammeldags og indsnævrende. De hindrer den frie udfoldelse og fastholder os i traditioner, som vi ikke kan vriste os fri af.

Men jeg tænker, at der er modbevægelse i gang til den tankegang. Det er som om, flere opdager trygheden ved det velkendte i en omskiftende og uforudsigelig verden. For mange, og her tæller jeg mig selv med, er ritualer gået fra at være noget verdensfjernt til at være en fokuseret hjælp.

I over 1400 år er troen blevet bekendt verden over med de samme ord

De er i min optik nemlig en frigørelse fra hele tiden at skulle være innovative. De er et værn imod erfaringsløs tilbedelse af Gud.

Når vi samles i Guds menighed er ritualerne det, som er med til at forbinde os ikke bare til Kristus men også til de kristne, som er gået foran os. Vores gudstjenestes ritualer står på skuldrene af dem, som er gået forud for os, og er et resultatet af deres åndelige indsigter og kampe.

Hjælp til helligt liv

Ritualerne giver os noget at læne os op ad, når vores egne ord ikke slår til, eller vi ikke ved, hvad vi skal sige. Her er det godt at læne sig op ad det, som andre gennem tiden har formuleret, og det forunderlige er, at selv de ældste ritualer kan opleves nærværende og aktuelle, fordi de formidler en fokuseret hjælp på den nåde, Gud vil give os.

Derfor er min påstand også, at en ritualløs kirke er en kirke i opløsning. Vi kan med andre ord ikke undvære dem. 

Vores gudstjenestes ritualer står på skuldrene af dem, som er gået forud for os

Tænk på den apostoliske trosbekendelse. I over 1400 år er troen blevet bekendt verden over med de samme ord, og den giver os på kortformel en viden om hvad, det er, vi tror på, og dermed også hvad det er, vi må tage afstand fra.

Udfordringen for os, der ugentlig praktiserer alle de ritualer en gudstjeneste indeholder, er at lade dem blive til opmuntring og styrkelse af troen. Så det ikke er noget, vi gør åndsfraværende, men noget, vi gør, med overlæg. Fordi vi netop gerne vil fyldes med Ånden og have fokuseret hjælp til at leve et helligt hverdagsliv med Jesus.

Ritualerne sikrer os ikke det per automatik, men de skærper vores fokus og formidler det, vi ikke altid kan sige os selv. Derfor skal vi blive ved med at praktisere de ritualer, som kan give os et udelt fokus på den frelse, som Jesus har vundet.