Peter Funch Kofod arbejder i Bethesdas Boghandel og bor i København...
Alle mennesker har noget de tilbeder - spørgsmålet er bare hvad?
Har du nogensinde tænkt på, hvor langt man kan trække i en elastik før den knækker? Har du nogensinde haft det på den måde med dit forhold til Jesus? Det kan godt være, at du måske ikke lige har tænkt over det på den måde, men hvis du tænker efter, er det så sådan, du har det med Jesus? Eller spurgt på en anden måde: Hvor meget kan jeg drikke, før det er forkert? Kan jeg tage med til det her og så stadig være en kristen? Hvor langt kan jeg gå med min kæreste, før det bliver over grænsen?
Men der er et problem med “elastikspørgsmålet”. Problemet er, at spørgsmålet kun drejer sig om det, der foregår på overfladen. For dybt inde i dig og mig er der en “afgudsfabrik”. Afguder er oftest noget godt, som Gud har givet os, men som får en forkert plads i vores liv. En afgud er en god ting, som bliver til en gud-ting.
Du har i bund og grund ikke brug for at ændre din opførsel. Det, du har brug for, er, at der sker noget grundlæggende med “fabrikken”. Derfor er det vigtigt, at du spørger dig selv, om dit liv afspejler, at du tilbeder Jesus. Eller om det afspejler, at du har en afgud, som du tilbeder? Det kan godt være, at du synes, det lyder lidt vildt, men alle mennesker tilbeder noget, spørgsmålet er bare hvad. Hvis du spørger dig selv, om der er noget, du ikke er villig til at opgive for Jesus, så viser svaret dig, hvor din afgud sandsynligvis er. En anden måde at finde din afgud er ved at se, hvad du bruger dine penge på. Er det Jesus eller noget andet?
I Lukasevangeliet 18 vers 18-23 møder vi en mand, som Jesus hjælper med at se, hvad hans afgud er. Han var meget rig. Hans bekvemmelighed, hans plads i samfundet og alt det andet, der fulgte med hans rigdom, stod i vejen for Jesus. Oftest ved vi ikke, hvad der er vores afgud, før vi står til at miste det. Den rige unge mand troede, at han ejede en masse penge og de goder, som følger med pengene. Men det var faktisk dem, der ejede ham. Han var slave af hans rigdom. Du føler det måske ikke, som om du er en slave af noget. Men hvis du tænker godt efter, er der så ikke noget, du ikke har lyst til at give slip på for Jesus?
Det, der er det interessante ved afguder, er, at de lover noget, som de i virkeligheden ikke kan give. De tilbyder noget, som kun Jesus i bund og grund kan opfylde. De lover dig nydelse, glæde, accept, osv. Men de kan ikke give det, de lover.
Her er et par eksempler:
- Afguden lover dig al den musik, du kan ønske dig. Det eneste, du skal gøre, er at vælge afguden i stedet for Jesus. Så kan du bare downloade alt det, du vil. Afguden fortæller dig bare ikke, at du bliver dens slave.
- Afguden lover dig, at du ikke kommer til at føle dig udenfor eller ensom. Det eneste, du skal gøre, er at vælge afguden i stedet for Jesus. Du kan gøre det ved at bruge din tid på at se fx ”Paradise Hotel”, bruge dine penge på det rigtige tøj og bruge dine talegaver til at nedgøre andre, så du kommer til at fremstå mere populær. Afguden fortæller dig bare ikke, at du bliver dens slave.
Men afguderne lyver, for det, de tilbyder, er bare en tom skal uden virkeligt indhold. Hvis du vil have indholdet, er det kun Jesus, som kan give dig det. På Den nye Jord vil du få meget mere af den fedeste musik, end du overhovedet kan nå at downloade, mens du er her på Jorden. Og hos Jesus vil du opleve accept og kærlighed, som langt overstiger det, noget menneske kan give dig.
Så i stedet for at se hvor langt du kan trække i elastikken, før den knækker, så prøv at komme tættere på Jesus. Hav Jesus med i det du gør, i stedet for at leve som om han slet ikke er til.