Foto af Henry Söderlund - fra flickr
Af Thomas Bjerg Mikkelsen
Fakultetsleder på Menighedsfakultetet i Aarhus
Gift med Irene, far til Clara
Passioneret tryllekunstner
Uudtalt kritik kan knuse fællesskaber. Det samme kan skråsikker kritik. Hvilke ord kan vi bruge, når der er brug for at få ”luftet ud” i fællesskabet?
Jeg kender ikke nogen værre følelse end den knugende tavshed, når mennesker ikke tør sætte ord på det, der nager. Pludselig bliver tavsheden måske brudt af en smækket dør eller en urimelig anklage. Der falder en skygge over ansigterne. Alle er passive.
I en sådan situation, hvor fællesskabet er knuget, og hvor vi måske endda hævner os på hinanden med et ordløst nærvær, er der behov for frigørende ord, som kan modvirke stilheden. Ord, som skaber broer. Smukke og formålstjenlige broer mellem mennesker, som længes efter nærvær.
Det sker af og til, at jeg taler med mennesker, som har indgået i kristne fællesskaber, hvor frygten for den gode og åbne samtale har være dominerende. Jeg kender også situationen fra mit eget liv. Du kender sikker også selv til det. Siden du blev født, er du blevet mødt med varme og kulde, kærlighed og fordømmelse – og har givet det samme tilbage. Sådan er det at være menneske. Vi elsker, men vi synder også.
Det kan være ødelæggende for et menneske at indgå i en sådan kultur, hvor der er underskud af frigørende ord. I takt med at ordene udebliver, stiger fremmedgørelsen – og til sidst kan ingen kende hinanden. Det sker i familier. Det sker mellem venner. Det sker sågar i hele fællesskaber – selv i kirken.
Misforstå mig ikke. Disse kolde fællesskaber – som er på vej mod opløsning – er ikke ordløse. Der bliver skam talt. Men sproget er overfladisk. Fladt. Eller også er det ladet med sarkasme og ironi. Sårede mennesker bruger sproget til at holde hinanden på afstand. Man er i fællesskabet, men ingen lader sig følelsesmæssigt engagere af hinanden. Det er for risikabelt. For sårbart.
Når vi befinder os i et fællesskab, hvor der er underskud af frigørende ord, må vi lede efter ord, som ikke lukker. Ord som kan skabe gode vibrationer og varme følelser. Det er ikke nødvendigvis de store ord, som vi skal lede efter. Nærmere dagliglivets små ord. Helt almindelige ord, som udtrykker omsorg og respekt. Små markører på tilstedeværelse:
- Hvordan har du det?
- Har du lyst til en kop kaffe?
- Vil du dele dine tanker med mig?
Måske er vi selv årsag til den knugende tavshed. Så må vi lede efter ord, der kan udtrykke vores fortvivlelse over, hvad vi har forvoldt. Vi må lede efter ord og et kropssprog, der kan bekræfte den andens værdighed. I de situationer er det bedst at være nøjeregnende med sproget. For her bliver ordene særlig betydningsfulde.
Når vi lytter til kritiske ord, åbner vi vinduet for større selvindsigt og selvforståelse. Vi giver hinanden mulighed for at anskue verden fra nye perspektiver. Kritik kan også være kærlighedssprog.
Der er forskel på kærlig kritik og kold kritik. Ligesom der er forskel på kold og varm vrede. Kritiske ord skal stadig have varme i sig. Vi skal være ”sandheden tro i kærlighed” (Ef 4,15).
Ord skal være sande, men ikke skråsikre. For de skråsikre ord har det med at gøre verden usikker. Sandhed indebærer at give plads til hinandens tvivl. Ord skal bruges til samtale. Ikke til at kontrollere hinandens liv og tanker.
Kritiske ord skal ikke altid udtales. Til tider skal de bevares i det indre liv. Barmhjertighed kan være at holde mund. Kærligheden skjuler mange synder. (1. Pet,4,8)
Pludselig bliver tavsheden brudt. Et forløsende ord lyder i rummet. Det har varme i sig. Ordet anklager ikke, men det taler sandt. Det får skyggerne til at forsvinde. I dette Ord er der liv og lys.
Det er Jesus, der kommer ind i rummet. Han smækker vinduet op og ren luft trænger ind. Med luften kommer nye ord. De fordeler sig mellem dem, som er i rummet. De er fulde af liv. Vi ser på Jesus og lytter til Ånden, som taler:
- Du er tilgivet!
- I er tilgivet!
- Tilgiv nu hinanden!
I mødet med Kristus skabes et nyt rum, hvor vi kan mødes i fællesskab. Vi er sammen i Kristus. Det betyder, at vi er sammen som mennesker, der har sat vores håb til Kristus, ikke til os selv.
Den ubetingede tilgivelse af ren nåde er ifølge den kristne tradition guddommelig. Når det sker, er det et under. Tilgivelse er derfor heller ikke noget, som vi kan kræve af hinanden. For man kan ikke kræve et under.
Tilgivelse er noget, der gives – både til den, der tilgiver, og den, der tilgives.