Vi har bedt tre ledere fra forskellige sammenhænge om at beskrive, hvordan de i praksis arbejder med at få nådegaverne i brug i deres fællesskaber. Vi hører fra Luthersk Mission (Søren Skovgaard Sørensen), Frikirken (Thomas Skov Laugesen) og generelle betragtninger fra folkekirke-sammenhænge (Sprint Aagaard Korsholm). Kort sagt sætter Søren fokus på behovet, Thomas på kærligheden, og Sprint på dialogen.
Søren Skovgaard Sørensen, Generalsekretær i Luthersk Mission
I Luthersk Mission har vi fokus på, at vi er en missionsforening for hele familien. Vi gør os umagen at have relevant forkyndelse for alle aldersgrupper. Og i forbindelse med nådegaveudrustningen, så er det også her vi begynder. Personligt begyndte jeg selv mine første lederopgaver i børneklubben, da jeg var 17 år gammel. Sådan har mange afprøvet sig selv, for så at opdage, at det egentlig hang sammen med de nådegaver, som Gud havde udrustet dem med.
At komme i gang
Da jeg startede i børneklubben, var det uden den store forståelse for kirken som et legeme, sådan som Paulus beskriver det i 1. Kor 12,12 og Ef. 4,12. Selvfølgelig har vi i LM også undervisning om nådegaver, men de bringes ofte i spil ved en ganske lavpraktisk begyndelse. Nemlig med et behov, der skal dækkes, hvor de mere erfarne ledere så spørger nogle om at udfylde rollen. Det er derfor vigtigt, at vi uddanner ledere til at være bevidste om at opdage og spotte nådegaver hos andre i menigheden. Det sker også, at nogle er selv kommet og har spurgt, om man ikke kunne hjælpe med noget i den og den retning.
Det er ikke altid åbenlyst
Fælles for begge parter er, at vi skal se hinanden i Guds perspektiv. Det gjorde Samuel, da han ledte efter Israels efterfølger til Kong Saul. Det var ikke i blandt de første indskydelser, som Samuel blev anbefalet, han fandt den rette. David var nemlig ikke noget stort eller vigtigt i andres øjne. Han var ude og vogte får.
I denne proces er det vigtigt, at vi beder Gud om at lede os til de rette. Nogen har nådegaven, før de får opgaven, mens andre først ser nådegaven opflamme, mens de har opgaven. Og sådan kan nådegaverne så vokse sig større og tydeligere frem, så man selv og andre kan blive mere tryg og gøre brug af nådegaven til tjeneste for Gud og mennesker.
Thomas Skov Laugesen, Ungdomspræst i Kirken i Kulturcenteret (en Pinsekirke i København)
Paulus har i 1.Kor. 14,1 fokus på, at vi aktivt jager efter kærligheden og stræber efter nådegaverne. Hvorfor? For at det bliver en del af hvem vi er, og at vi længes efter at se Guds kraft i og igennem vores liv.
Gaverne bliver således en manifestation af Helligånden, der sender rigelige forsyninger til sin kirke.
Sådan råder jeg mine unge til at ”stræbe efter nådegaverne”:
Sprint Aagaard Korsholm, Undervisningskonsulent i Indre Mission og præst i IM-frimenigheden Broen
Du skal tjene med din nådegave
Helligånden siger til os:”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået” (1 Pet 4,10). Menigheden er Kristi fysiske legeme på jorden. Vi har brug for Jesus´ evner for at kunne være hans krop i funktion. Disse evner giver Helligånden os. Bibelen kalder det nådegaver. Ofte får vi mere end én nådegave, og livet igennem kan vi sagtens opleve, at Helligånden har en ny tjeneste og dermed en ny udrustning til os. Men alle har vi noget, vi har fået for at bruge det.
Ja, men ….
Jeg har været rundt i mere end 100 menighedssammenhænge i Folkekirken og talt med dem om nådegaverne. Min erfaring er, at det vigtigste er, at man hele tiden har fokus på nådegaverne. Det duer ikke bare at have en bibeltime om det hver andet år. Det skal med ind i hverdagen. I forkyndelsen og undervisningen. I jeres forbøn for menigheden. I samtaler. På ledelsens dagsorden til i hvert fald hvert andet udvalgsmøde.
Jeg tror, jeg har …
Supervigtigt er det, at flere og flere af os tør sætte kød og blod på Bibelens ord. At vi tør sige: ”Jeg tror, jeg har nådegave til …” Det betyder jo ikke, at du er fuldkommen god til det, eller ufejlbarlig. Men det betyder, at Helligånden har givet dig noget, du skal bruge og som kan udvikles med tiden. En anden supervigtig sætning kan være: ”Tror du ikke, at du har nådegave til …?” Hver gang vi tør sige disse ting, er vi med til at opmuntre flere til at ”springe ud” med deres nådegave og tjeneste.
Læs mere i mine to bøger om nådegaver. Se nådegaver.dk.
Se to undervisningsvideoer om emnet: Nådegaver 1 - Nådegaver 2
- samt Nanna Forum Dideriksens video om tungetale.