»Er der nådegaver, som vi har gemt væk?«

I lutherske miljøer som fx Luthersk Mission kan der ofte tales fint og bibelsk om nådegaverne, men der er bare nogle af dem, som mangler i fællesskabet. Det er til gengæld netop disse nådegaver, som fremhæves meget i mere karismatiske menigheder. Hvordan skal vi forholde os til det? Hvorfor er de tilsyneladende fraværende hos os? Kan vi gøre noget for at de kommer mere på banen? Og er det i det hele taget ønskeligt?

Forsigtighed

Jeg tror, at vores nådegavekultur er præget af en reaktion mod misbrug. Fordi der er kristne kirker, der har misbrugt nogle nådegaver, er vi blevet så forsigtige med dem, at vi reelt ikke tør give dem plads i vores fællesskaber.
Det drejer sig især om følgende misbrug:

• Krav om at alle skulle tale i tunger, for at være sande kristne.
  
  
• Påstande om at manglende helbredelse i forbindelse med forbøn altid er pga. en mangel på tro.
  
  
• Udøvelse af profetiske tale løsrevet fra Bibelen, og som budskaber nogle modtog direkte fra Gud, og som i en del tilfælde handler om, hvad ikke bare de selv men også andre skal gøre helt konkret. Det har i nogle sammenhænge ført til åndeligt magtmisbrug.

Men misbrug af en nådegave behøver ikke at udelukke en god brug af nådegaven. Vi skal bare finde en bibelsk og menneskeligt sund måde at udfolde nådegaverne på. Det er en udfordring, som vi bør tage op. Jeg vil herunder give bolden op til videre samtale om hvordan det kan ske.

Tungetale

Der gives en særlig nådegave til at tolke tungetale, og hvis der sker en tolkning kan tungetalen være med til at opbygge menigheden (1 Kor 14,5). Man kan ikke altid vide, om der er en i forsamlingen, der kan udlægge tungetalen, så det kan være en god idé at prøve sig lidt frem i en mindre gruppe. Hvis der er en som kommer med en tungetale ved en vidnesamling bør mødelederen give plads til, at der er en anden, som måske har en tolkning. Tungetale der ikke bliver udlagt hører til i det personlige bønsliv, men indimellem er der nogen, som skal vove et øje i forsamlingen, hvis det skal blive til fælles gavn.

Helbredelse ved bøn

Der er ikke noget løfte i NT om, at alle syge kristne skal blive helbredt for al sygdom. Gud griber ind og helbreder hvor og hvornår han vil. Men derfor er det alligevel godt at bede for syge, og også gøre det personligt med håndspålæggelse. Det kan ske privat, men også ved forbønsamlinger i fællesskabet. Forbøn for syge vil også være med til at vise hvem, der evt. har helbredelsens nådegave.

Profetisk tale

Vi har ikke en præcis definition af, hvad profetisk tale er i NT. Vi har en beskrivelse af hvad virkningen af den er, nemlig ”opbyggelse, formaning og trøst” (1 Kor 14,3). Herudover kan vi sige, at det er at tale Guds ord ind i en aktuel situation. Det kan være i forbindelse med forkyndelse ud fra Bibelen (kort eller langt!), men det kan også være noget Gud minder én om at sige til de andre i fællesskabet. Nogle gange kan være forbundet med at få et syn eller en drøm. Den mest almindelige profetiske tale tror jeg dog er, at Gud gør os opmærksom på noget i Bibelen, som vi skal give videre til andre. Uanset hvordan budskabet kommer til os, handler det om at være åben for det. 

Det gælder for disse tre nådegaver,

som for alle de andre, at de ikke skal skabe sensation om sig selv, men hjælpe Guds børn i vores vandring med Jesus. Misbrug af nogle nådegaver må ikke føre til så stor forsigtighed, at de slet ikke kommer i spil i vores fællesskaber. Lad os vove at give plads, lad os gøre erfaringer, men lad os gøre det på en bibelsk og menneskeligt sund måde.