»På sporet af LM’s rødder«

Christian Højgaard Jensen er 26 år og bor i København. Han læser teologi ved Københavns Universitet og elsker at spille musik.

Ord som frimenigheder, frikirker og valgmenigheder flyver rundt i luften i dag, men det er ikke noget nyt fænomen.

Hele kirkens historie siden Oldkirken er præget af opsplitninger, reformationer og nye kirkeretninger.
Denne artikel vil stille skarpt på nogle af de store kirkesplittelser, der har mest betydning for os i dagens Danmark.

Oldkirken

I kamp for den sande lære blev der allerede helt fra den første kirke ført kirketugt mod de mennesker, som prøvede at ændre kirkens lære. Det førte med mellemrum til, at karismatiske ledertyper blev smidt ud af kirken, med det resultat at nye, mindre kirkesamfund opstod.

Men ellers var der indtil år 1054 kun én kirke, som godt nok var delt i en vestlig og østlig fløj. Trods teologiske uenigheder holdt de sammen, indtil Pave Leo IX ekskommunikerede (= udviste) Michael Cerularius i år 1054. På det tidspunkt var den sproglige distance stor, for Pavens kirke i vest talte latin, mens Cerularius’ fløj i øst brugte græsk.

Den katolske kirke

Vi flytter nu fokuset til vestkirken, som vi kender som den Romersk Katolske kirke. I de følgende 500 år efter bruddet mellem øst og vest kørte paverne en hård kurs for at fastholde enheden i kirken. Vranglærere blev smidt ud, og bevægelser uden for den katolske kirke havde det svært.

Omkring år 1500 blev Kirkens magt dog brudt, for i de år skete der adskillige kirkesplitninger. Den mest kendte for os er Martin Luthers reformation, der førte til den Lutherske kirke. Grundene til denne splittelse er mange, men en af de største var afladshandlen. I katolicismen var det nemlig blevet indført, at man kunne købe sig til syndernes tilgivelse, hvilket var fuldstændigt imod Luthers læsning af Bibelen, hvor man får tilgivelse udelukkende på grund af det, som Jesus gjorde på korset. Som konsekvens brød Luther til sidst med den katolske kirke under slagordet ’Nåden alene’.

I år 1537 var reformationen kommet til Danmark, og officielt overgik vi til at blive lutheranere i stedet for katolikker.

Vækkelserne

Kirken i Danmark har altid været en statskirke; det meste af tiden styret af kongen. Det betød (og betyder), at kirkens autoritet dybest set ikke er Bibelen, men kongen eller andre magthavere. I 1800-tallet var der sket meget siden reformationen. 1700-tallet havde budt på oplysningstiden, hvor mennesket i stedet for Gud kom mere og mere i centrum. Det påvirkede også præsterne, og mange af dem kom væk fra Bibelens grundlag og begyndte at fokusere på dagliglivet – en strømning som er kaldet rationalismen, og som indebar folkeoplysning om alt fra kartoffeldyrkning til lægevidenskab.

Som modreaktion til denne rationalistiske retning i folkekirken opstod der små grupper af mennesker, der samledes i de private hjem for at være sammen om Gud. Dette førte til de ’gudelige vækkelser’, som skød op over det meste af landet. Luthersk Mission og Indre Mission har rødder i disse vækkelser, men de startede forskellige steder i landet. LM blev grundlagt af Christian Møller på Bornholm, mens Indre Mission har rødder i de sjællandske gudelige forsamlinger.

Pinsevækkelsen

I dag møder vi mange forskellige kirker i Danmark. En af de største er Pinsekirken, som også kort skal nævnes her:

Pinsekirken kan spores tilbage til USA, hvor der i starten af 1900-tallet startede store vækkelser med centrum i åndsdåben og dens kendetegn, tungetalen. Pinsevækkelsens teologi var fra starten fordelt på tre niveauer:

  1. niveau er syndernes tilgivelse.

  2. niveau er renselse for synd i sit liv, hvilket er adgangsbilletten til Himlen.

  3. niveau er åndsdåben, som alle kristne kan få del i. Her bliver man fyldt med guddommelig kraft, og det ses ofte ved ydre tegn som helbredelse og tungetale.

Specielt i de første generationer af pinsevækkelsen var tungetalen i fokus, og gudstjenesterne kunne virke kaotiske, men senere er de enkelte menigheder blevet strukturerede og har også organiseret sig mere.

Til videre læsning

Martin Schwarz Laursen: Kirkehistorie (1997)

Samuel Roswall: En banebryder (1985)

Carl Fr. Wisløff: Kristne Kirke Samfunn (1975)


Kunne du lide denne artikel?