»At sluge en Zlatan«

Lad mig give nogle eksempler på LM fordomme om ’de andre’. Pinsekirken – det er dem, der drøner rundt og...

Jeg har svært ved at indrømme, at Zlatan Ibrahimovic er en fantastisk fodboldspiller. Fordi han er svensker, og fordi jeg oplever ham som meget arrogant. Men så var der lige den der kamp, november 2012, mod England, hvor Zlatan scorede fire gange for Sverige. Og hvilke mål! Det gjorde næsten fysisk ondt, da jeg var nødt til at sluge en kamel og indrømme det over for nogle svenske venner.

Jeg tror, mange fodboldglade danskere reagerer og tænker på samme måde. Det er et generelt træk ved mennesker, at vi har brug for nogle veldefinerede DEM-OS kategorier. Vi bekræfter os selv og finder vores identitet i at hævde os på bekostning af andre.

Kirken globalt såvel som i lille Danmark er delt ind i forskellige kirker, foreninger, missionsorganisationer og netværk. Ofte bruger vi denne opdeling til via fordomme at hævde vores eget lille fragment af kirken på bekostning af de andre.

Fordomme

Lad mig give nogle eksempler på LM fordomme om ’de andre’. Pinsekirken – det er dem, der drøner rundt og råber halleluja og synes alt er godt, bare der er inderlig lovsang og alle taler i tunger. Indre Mission – det er dem, der har et mærkeligt dåbssyn og synes det er helt ok med kvindelige prædikanter. Dansk Oase – det er dem, der engang var karismatiske og ikke vil sige nej til vranglære, og så har de heller ikke styr på retfærdiggørelseslæren. Ok det er karikeret og måske min fordom om LM’eres fordomme, men jeg tror, det er genkendeligt. Via fordommene siger vi implicit og selvhævdende om os selv: I LM forholder vi os sundt og kritisk til følelser og tungetale, vi har et bibelsk dåbssyn, vi har styr på det der med tjenestedelingen mellem mænd og kvinder, vi siger tydeligt nej til vranglære og er den danske kristenheds dygtigste forsvarere af det rene evangelium.

Vi vil over tid højst sandsynligt kunne få fordommene bekræftet, men ofte vil vi også opleve at måtte sluge en kamel. Virkeligheden er som regel mere nuanceret end fordommene.

Forkert at være uenige?

De kristne i Korinth havde på Paulus’ tid et lignende problem. Menigheden var delt op mellem Paulus-, Appollos-, Kefas- og Kristustilhængere. De brugte deres tilhørsforhold til at fremhæve dem selv og deres egen gruppering. Paulus skriver (1. korintherbrev kapitel 1-4) helt forfærdet til dem og forsøger at få dem til at begribe, at det altså kun er Kristus, det handler om. Han forbyder dem faktisk på denne selvhævdende måde at være stolt af mennesker. (2,21).

Men er det forkert at være uenige, og er det forkert at have grupperinger? Ifølge Paulus er det forkert, når tilhørsforholdet til en gruppe eller til en præst/leder bliver sidestillet eller måske endda stillet over tilhørsforholdet til Kristus. Det sker desværre ofte. Samtidig skriver Paulus i selvsamme brev til menigheden i Korinth: ”Der må jo også være partier hos jer, så man kan se, hvem af jer der er til at stole på!” (kapitel 11 vers 19). Enheden i Kristus må altså ikke, ifølge Paulus, få os til at være ligeglade med, hvad der er rigtigt og forkert. Den store udfordring er at være kærlige og ydmyge overfor dem, vi er uenige med. Vi skal være klar til at indrømme, når de andre gør noget bedre end os, og vi skal endda kunne glæde os over det. Vi skal være klar til at lære af dem og indrømme vores egne fejl, når de kommer for dagen. Vi skal øve os i at betragte dem som brødre og søstre. Som nogen vi elsker og har ansvar for.