Af Niels Jørn Fogh
Sognepræst i Lindehøj Kirke i Herlev igennem 33 år.
”Det bedste skete for mig i 1972, hvor jeg kom til tro på Jesus. Det næstbedste i 1975, hvor jeg blev gift med Marie! Vi har fået lov til sammen at bære frugter. Jeg er f.eks. far til fem og morfar og farfar til 13 børnebørn.”
Holder af at vandre i svenske bjerge med gode venner. Holder også meget af fodbold. Især når det går godt for Brøndby.
Norske Jens-Petter Jørgensen skrev i 1980 noget, som allerede dengang gjorde indtryk på mig. Jeg citerer på dansk:
”Mit hovedproblem og min kamp gennem mange år, har været det kristne fællesskab. Den måde vi fungerer sammen på som kristne, har fået mig til at råbe både til Gud og mennesker: Er det bare hykleri, humbug og teori alt sammen?”
Jens-Petter Jørgensen rammer her fællesskabets betydning for vores tillid til Jesus. Vi er ganske vist forskellige, når det gælder tvivl og tro. Her er det vigtigt at slå fast, at selvom det kristne fællesskab svigter, så ændrer det ikke på, at Jesus er sandheden. Men det gør indtryk, når uenigheder rumsterer i fællesskabet.
Det er i den forbindelse tankevækkende, at Jesus siger, at disciplenes enhed skal få verden til at forstå, at Gud i Jesus har sendt ham til verden. (Joh 17,23).
Jeg er ikke vokset op med tro, Bibel og kirkegang. Men jeg husker tydeligt, hvordan omsorgen i KFS-gruppen fik mig til at overveje det med Jesus.
Hvordan håndterer vi så vore uenigheder? Lad mig pege på tre ting.
For det første: Der er forskel på uenigheder. Der er ikke så meget på spil, hvis min kone og jeg er uenige om, hvilken bil vi skal købe. Der er langt mere på spil, hvis vi er uenige om, hvilken menighed vi skal knytte til ved. Er det en kirke, som holder sig til Bibelen eller ej? Er det en præst, som tror, at Jesu opstandelse er sand eller en myte? Er synd noget som skal bekendes eller ties ihjel?
Det går galt, hvis vi drøfter spørgsmålet om bil og menighed med samme engagement og følsomhed!
Ikke alle uenigheder i menigheden er lige alvorlige. Følgende indskrift er blevet tillagt den lutherske teolog Rupertus Meldenius: (død i 1651):
Enhed i det væsentlige
Frihed i det uvæsentlige
Kærlighed i alt
Jeg vil ikke definere, hvad der er væsentligt og uvæsentligt, men blot slå fast, at noget er mere væsentligt end andet. Som præst har jeg oplevet nogle blive vrede, fordi de bliver budt velkommen i deres egen kirke. Samtidig tager de måske afslappet på det, når en præst går ind for vielse af to af samme køn! Her er der noget galt med proportionerne.
Lad os derfor øve os i at definere vore uenigheder. For der er altså stor forskel på at drøfte betydningen af Jesu stedfortrædende død på korset og farven på væggen i ungdomslokalet.
For det andet skal vi være opmærksomme på betydningen af vore relationer. I evangelisation siger vi til hinanden: ”Hvad hjælper det at vinde en diskussion, hvis vi mister et menneske?” Jeg siger ikke, at vi aldrig skal tage en ordentlig diskussion. Men det er afgørende, at der er rum og plads til den svære samtale, om hvor og hvorfor vi tænker forskelligt. Her burde vi være bedre til at være nysgerrige, ellers mister vi chancen for selv at blive tydeligere omkring vores tro og argumenter.
Vi må lytte ydmygt til dem, der tænker anderledes om tro, lære, lovsang, kirke, politik og meget mere. Paulus taler selv om, at vi erkender stykkevis (1 Kor 13,12), og Peter er ærlig omkring, at der ting i Paulus’ breve, som er vanskelige at forstå (2 Pet 3,16).
Mit anliggende er ikke at sige, at vi umuligt kan nå frem til troens overbevisning og finde hvile i evangeliet. Lad os aldrig dyrke tvivlen og usikkerheden. Apostlene gik i døden, fordi de var overbevist om Jesus som sandheden. Nej, men ud fra Bibelens eget vidnesbyrd vil jeg blot understrege ydmyghedens betydning, når vi bliver uenige i menigheden.
For det tredje vil vi øve os i at fremstille vores meninger på en kærlig, ydmyg, saglig og inviterende måde.
Når jeg er 110% overbevist om noget, kan jeg virke tromlende på andre. Fx har jeg aldrig forstået, at ét bestemt musikalsk udtryk skulle være bedre end et andet. Jeg er overbevist om, at musik i sig selv hverken er kristen eller ikke kristen.
Har man har lyttet til Queen – beklager alderen - mens man har røget hash og levet udsvævende, er det forståeligt, at det er svært at lovsynge Jesus til rock. Ja, musikken kan ligefrem rumme fristelsen til at vende tilbage til det gamle liv. Det må fællesskabet tage hensyn til, så vi ikke bringer hinanden til fald (1 Kor 8,13).
Selvom man kan være uenig om rytmisk musik, så skal jeg ikke være overlegen, men jeg må sætte mig ned og ærligt og åbent forsøge at forstå min kristne bror eller søster. Der er jo en hypotetisk mulighed for, at jeg tager fejl? Det må i hvert fald aldrig ende sådan, at vi lukker munden på hinanden med hånlige kommentarer eller med usaglige argumenter som: ”Er du ikke klar over, at vi befinder os i 2021?”
Lad os øve os i at være saglige og inviterende, når der opstår uenigheder i menigheden. Det er ikke sikkert, vi bliver enige! Men lærer vi at tale om vore uenigheder i kærlighed, er der en chance for, at vi bliver klogere og vore ikke-troende venner går hjem og tænker: ”Hvor taler de respektfuldt i det fællesskab. Også selv om jeg kan mærke, at noget er på spil! Måske er der alligevel noget om det med Jesus?”