»Kritisk eller naiv? Hvordan skal jeg lytte til prædikanten?«

Hvordan skal jeg indstille mine mentale antenner, når jeg lytter til en prædiken?
Skal jeg på forhånd tage alt for gode varer, eller er det bedre at lægge ud med en solid kritisk holdning? Det er ikke helt lette spørgsmål at svare på.

Hør efter, hvad Gud vil sige til dig!

Først og fremmest handler det om at gøre sig klart, hvad formålet er med at lytte til en prædiken, hvad enten det sker live eller via en podcast eller andre elektroniske medier. Det er meget fint formuleret i folkekirkens gamle indgangsbøn, som man jo godt kan tænke på, selv om man sidder i frimenigheden eller missionshuset:

Herre, jeg er kommet ind i dit hus for at høre, hvad du, Gud Fader (…) vil tale til mig. Herre, oplad nu således ved din Helligånd for Jesu Kristi skyld mit hjerte, at jeg af dit ord kan lære at sørge over mine synder og at tro i liv og død på Jesus og hver dag forbedre mig i et helligt liv og levned. Det høre og bønhøre Gud, ved Jesus Kristus.

At læse Guds ord og høre prædikener er en meget personlig sag. Det er fint nok at få ny viden, men først og fremmest handler det om at høre, hvad Gud vil sige til mig. 

Den store danske filosof, Søren Kierkegaard, sagde engang, at vi skal læse Bibelen som Guds kærlighedsbrev til os. Og det samme gælder, når vi hører prædikener. Derfor: Når du finder tid og ro til at høre en prædiken, så bed indgangsbønnen for dig selv, slå ørene ud og lyt efter, hvad Gud har at sige til dig. Det må være dit fokus.

Det er lettere sagt end gjort, for vi kan så let blive optaget af andre ting. Tankerne kan flyve afsted, eller vi fokuserer på prædikantens form eller dygtighed. Men det vigtige er at høre efter Guds stemme. Det er grundindstillingen for en tilhører. Og derfor er det også helt naturligt – og vigtigt – at bede for prædikanten.

Undgå den usunde forkyndelse

Men det betyder ikke, at vi skal være naive og ukritiske tilhørere. Apostlen Paulus bruger udtrykket ”sund forkyndelse” (2 Tim 1,13; Tit 2,8). Den sunde forkyndelse er den, vi i åndelig forstand kan leve af, dvs. der hvor vi ser vores virkelighed med eller uden Jesus fra Guds perspektiv. Den sunde forkyndelse er i overensstemmelse med hele Guds ord, altså hele Bibelen. 

Det er farligt at lytte til forkyndelse, som er i modstrid med Guds ord. Apostlen Johannes formaner os direkte til at undgå den slags (2 Joh 10-11). Opgaven om at vurdere forkyndelsen ligger især hos menighedens ledere, men vi har alle et medansvar.

Og her handler det ikke kun om at vurdere, om det, der bliver sagt, er rigtigt. Vi må også lytte efter, om der er sider af Guds ord, der bliver fortiet. Man kan ikke leve af en forkyndelse, hvor der godt nok ikke bliver sagt noget forkert, hvis der samtidig er væsentlige sandheder, som aldrig kommer frem. Da Paulus tog afsked med menighedslederne i Efesos, hvor han havde boet og forkyndt Guds ord i tre år, lagde han vægt på, at han ikke havde fortiet noget (ApG 20,20).

Vi skal for eksempel lytte efter, om det forkyndes, at Jesus er den eneste vej til Gud, at der både er en frelse og en fortabelse, og at der også bliver undervist i den bibelske etik, når den er ”politisk ukorrekt”. Når det gælder fortielser, handler bedømmelsen ikke først og fremmest om den enkelte prædikant, men om den samlede forkyndelse, man lytter til i et kristent fællesskab.

Find balancen

Som tilhørere skal vi undgå at blive overkritiske, men vi skal heller ikke være naive. Det handler om at finde balancen og blive en opmærksom lytter. Derfor vil mit råd være:

Prioritér at lytte til forkyndere, du kender og har tillid til, og hvor du derfor kan lytte med hjertet for netop at høre, hvad Gud vil sige til dig.

Hvis det er en prædikant, du ikke kender, så må du udover at lytte med hjertet også lytte med en vis kritisk opmærksomhed. Som opmærksom lytter hører du efter, hvad Gud vil sige til dig selv personligt.

Den kritiske balance handler om at være kritisk, når det er berettiget, men samtidig undgå at havne i en destruktiv fejlfinderkultur. 

Og er du i tvivl om noget, så er det altid godt at begynde med at stille spørgsmål – og meget gerne til prædikanten selv og til menighedens ledere.