»Korsfæstelsens vanvittige kærlighed«

Fakta om korsfæstelse

Romerne opererede med en rangstige af dødsmåder inden for lovens hårdeste straf, henrettelse, alt efter graden af ydmygelse. Her anført med stigende hårdhed:

4. Halshugning (decollatio)

3. De vilde dyr (ad bestias)

2. Brænding (crematio)

1. Korsfæstelse (crux)

Enhver slave, fri eller fornem i det romerske rige kendte både lyden, lugten og synet af forhør, piskning, korsbæring og korsophængning!

Ved indgangen til Rom langs vejen Via Appiai år 33

Romolus ved ikke, hvad han synes er værst: synet eller stanken. Begge dele irriterer ham som han bakser i middagsheden med sin varer på vej ind til Roms store marked. ”Hvorfor skal de også hænge disse korsfæstede, halvdøde, ulækre lig klods op ad hovedvejen”, tænker han vredt og gyser på samme tid.

Men samtidig kan han ikke lade være med at kigge. De hænger dér bare få meter væk. Et par af dem er tydeligvis helt døde. Sorte fugle flokkes på deres skuldre og hoveder. Øjnene har de for længst prikket ud. Nu gælder det kødet fra de åbne sår. Romolus husker den sang, de altid mobbede hinanden med som drenge: ”På korset skal du op; fugls føde bliver snart din krop”.

Et pludseligt støn river Romulus ud af hans tanker. ”Arrrch”, lyder det forpint fra et af ’ligene’. Chokeret går det op for Romolus at en af de korsfæstede stadig er i live. Lige før drejede han hovedet og stirrer ham nu uhyggeligt tomt direkte i øjnene med dybe, blodige øjenhuler. Synet er lige ved at blive for meget for Romolus. Han kan mærke opkast i halsen.

Romulus vender hovedet væk og giver æslet et ekstra lag pisk. Nu gælder det grønsagsmarkedet.

Korsfæstelse var tortur

Det er næsten umuligt for os, der ikke har oplevet krig og tortur, at sætte os ind i korsfæstelsens rædsler. Det var så grusom en død, at selve det ”at dø” blev overskygget af de forudgående pinsler. Faktisk betyder ordet ”at korsfæste” på latin slet og ret ”at torturere”.

Måske skulle vi bare lytte til den romerske forfatter, Cicero, der siger, at dannede mennesker slet ikke burde kende ordet ”kors”? Eller måske kunne vi nøjes med den nøgterne konstatering i evangelierne af, at ”de korsfæstede ham” (Mark 15,24).

Men virkeligheden er, at forfatterne til de nytestamentlige skrifter slet ikke havde behov for at udpensle korsets lidelser. Enhver slave, fri eller fornem i det romerske rige kendte både lyden, lugten og synet af forhør, piskning, korsbæring og korsophængning!

Det var nemlig selve pointen i korsfæstelsen: skrækken, genkendelsen og gyset dybt i marv og ben. Derfor foregik korsfæstelserne altid på de mest synlige steder – på forhøjninger eller langs veje, hvor folk gik forbi – som vi også kan læse det i evangelierne (jf. Mark 15,29). Nærmest som datidens neonskilte forkyndte en korsfæstelse på lang afstand: ”Hvis du gør ligeså, ender du også derpå”.

Siden er korset blevet gyldent. Det glimter over enhver kirke; det er broderet i guld på enhver alterdug; vi bærer det stolt om halsen. Har vi mistet kendskabet til korsets virkelighed?

”Ordet om korset” var vanvittigt

Hvis vi har, så taber vi også fornemmelsen for, hvor vanvittigt det var af Paulus og de andre kristne at rejse ud i det magtgale Romerrige og sige: ”Vi tror på en Gud, der er blevet korsfæstet”. Centralnerven i det kristne evangelium – ”ordet om korset” (1 Kor 1,18) – var helt uhørt. Vi har ingen andre eksempler fra den tid på, at nogen forbandt noget som helst positivt med korset.

Hvorfor var Paulus og hans venner solgt til det budskab? Fordi de der oplevede Guds kærlighed uden maksimumsgrænse. Skulle ”han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle”, skriver han begejstret til de kristne i Rom, ”ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,32).

          Alt!?

Det er præcis, hvad korsets vanvittige kærlighed er et bevis på. Glædelig påske!

Sagt om korsfæstelse i antikken

Cicero (romersk politiker, 106-43 f.Kr.):

”At binde en romersk borger er en forbrydelse, at piske ham er en skændsel og at dræbe ham er som at begå fadermord. Hvad skal jeg da kalde det at korsfæste ham? Det er umuligt at finde et ord, der passende kan betegne så skrækkelig en handling” (Verres II, 5,169-170).

”… selve ordet kors skal være fjernt fra en romersk statsborger; både fra hans tanke, hans øjne og hans ører” (Pro Rabirio 16).

Quintillian (romersk retor, ca. 35-95 e.Kr.):

”Når vi korsfæster den skyldige, vælger vi de mest befærdede veje, hvor flest folk kan se det og blive fyldt af frygt. For straf har ikke så meget at gøre med gengældelse, som med det eksempel de sætter” (Declemationes 274).

Seneca (romersk filosof, ca. 4 f.Kr.-65 e.Kr.):

”Pinslernes klimaks, ja hvad værre er, pinslernes forlængelse og udstrækning … en langsom død. Findes der noget menneske, som ville foretrække at gå til i smerte, at dø lem for lem, at lade sit liv ebbe ud dråbe for dråbe, snarere end at dø øjeblikkeligt? Kan det menneske findes, som villigt vil bindes til det forbandede træ?” (brev 101).

”Nagler gennemborer hans hud, og hvor end han støtter sin udmattede krop presser han mod et sår, hans øjne er udspilede i uafbrudt søvnløshed” (Dialoger 1.3.9-10).

”Jeg ser kors - ikke bare af en bestemt type, men udformet på mange forskellige måder: Nogle har deres ofre med hovedet nedad; andre gennemborer deres intime del; andre spænder deres arme ud over tværbjælken” (Dialoger 6.20.3).