»Bibelen og arkæologien«

Mange gange kan arkæologien ikke bekræfte den bibelske historie. Dertil er dens resultater for skrøbelige. Dog er der mange eksempler på, at arkæologiske fund har bekræftet Bibelen.

I Josva kap. 2-6 berettes om byen Jerikos pludselige kollaps, og hvordan israelitterne brændte den fuldstændig ned. Arkæologerne fortæller, at byens meget kraftige bymure med ét faldt sammen, at den derefter brændte totalt, og at den ikke blev bygget op igen. Denne dramatiske ødelæggelse skete midt om foråret, lige som høsten var bragt i hus. Potteskår fundet i de massive ødelæggelseslag viser, at Jeriko faldt omkring 1400 f.Kr., præcist på det tidspunkt Gammel Testamente (GT) angiver. Arkæologisk set er det en gåde, hvem som forårsagede byen Jerikos fald, og hvorfor Jerikos sejrherrer ikke tømte byens bugnende forrådslagre, inden de forvandlede byen til et flammehav. Jos 6 giver svaret på gåden.

Det er tankevækkende, at Bibelen angiver disse konger med deres rigtige navne, i den rigtige ind-byrdes rækkefølge og i den rette historiske sammenhæng.

Overalt i de områder i landet, hvor israelitterne slog sig ned efter indvandringen, ser vi det samme billede: Der er ingen svineknogler overhovedet i byerne. Israelitterne har helt undgået at holde svin, selv om det fra en økologisk synsvinkel ville være det mest naturlige at have svin i bjerglandets skove. Dette bekræfter, at GTs forbud mod at spise svinekød har været ældgammelt, og at Israels folk fra begyndelsen har skilt sig ud fra andre i deres levevis.

Talrige arkæologiske fund stadfæster eksistensen af mere end 70 personer, som bliver omtalt i GT. Kongebøgerne nævner f.eks. navne på en række fremmede konger i Assyrien (datidens stormagt). Det er tankevækkende, at Bibelen angiver disse konger med deres rigtige navne, i den rigtige indbyrdes rækkefølge og i den rette historiske sammenhæng. Det tyder på, at Kongebøgerne bygger på autentiske kilder.

Ny Testamente

De sidste 30 års arkæologiske udforskning af Galilæa har vist, at når evangelierne fortæller om Jesus og hans tid, passer det præcist med perioden før år 40 e.Kr. Det stemmer derimod ikke med situationen i Palæstina i sidste halvdel af det 1. årh. Evangelierne synes at være skrevet på baggrund af autentiske erindringer fra Jesu egen tid. Folk, som var øjenvidner til Jesus og hans liv, og som selv har fulgtes med ham på Galilæas støvede veje, har videregivet det, de så og hørte.

Evangelierne synes at være skrevet på baggrund af autentiske erindringer fra Jesu egen tid

Mange arkæologiske fund peger på, at kejser Augustus faktisk gennemførte en stor folketælling omfattende alle romerske borgere i hele det store romerrige i år 8 f.Kr. Andre fund tyder på, at officeren Kvirinius var øverste myndighed i provinsen Syrien og havde ansvaret for en lokal provinsfolketælling i det samme år. Dette stemmer med optakten til juleevangeliet i Luk 2,1-2 og bekræfter det, som vi ved fra klassiske kilder.

Bibelen – historisk troværdig

Som ved andre skriftlige kilder fra fortiden er der undertiden modsætning mellem Bibelens udsagn om, hvad der skete, og arkæologiens fund og tolkninger. Det hører med til arkæologiens natur. Undertiden bliver den bibelske historie bekræftet. Ofte kendes bibelske personer fra kilder i samtiden. Og meget ofte kan arkæologien vise os, at den tidshistoriske baggrund er tegnet yderst præcis i den bibelske fortælling, f.eks. når det gælder Abrahams liv eller evangeliernes skildring af Jesu tid.

Dette sidste forhold er endnu et vidnesbyrd om Bibelens troværdighed som historisk kilde.