Jens Ole Christensen er generalsekretær i Luthersk Mission og bor i Hillerød
Spørgsmål: Hvordan får man et ”kald” til en opgave i kristent arbejde?
Svar: På cirka lige så mange måder, som man kan få en kæreste. Nogle gange er der gensidig forelskelse fra minut ét, nogle gange er det et venskab, der udvikler sig. Andre gange måske ikke den stormende forelskelse men en voksende overbevisning, om at vi vil hinanden, og endnu andre gange tænder interessen fra den ene den anden…
Sagt med mere direkte ord:
Der er kald til kristent arbejde, som ligner en forelskelse: ”Jeg elsker kristent børnearbejde”, eller ”Jeg har fået en særlig kærlighed til tyrkerne og vil gerne dele evangeliet med dem”. Man ved ikke rigtig, hvor det kommer fra, det er der bare. Den lidenskab Paulus har for det jødiske folk, er et eksempel på dette.
Man kalder ofte sådan en overbevisning for et indre kald.
Nogle gange kan kaldet ligne et matematisk regnestykke, og det er ikke, fordi man engagerer de store følelser i det. Paulus taler om, at Kristi kærlighed tvinger ham og de andre apostle, for ”vi har sluttet”, at når en er død for alle er de alle døde. Hvis Jesus døde for alle, skal alle også have det at vide.
I denne nøgterne forståelse af kald ligger måske missionskaldets inderste DNA: Det ligger indbygget i Guds kærlighed til verden, at når det var verden Gud elskede, så han sendte sin søn, så skal verden også høre det.
Et af de mest kaldsbevidste mennesker, jeg kender hedder Lindvig Osmundsen. Fra han var 16 år har jeg hørt ham tale om at blive missionær i Etiopien, hvad han også var i mere end ti år. Men Lindvig brugte aldrig store ord om at føle kald. Faktisk hørte jeg ham engang sige: ”Hvad skal vi med et kald, så længe vi har en befaling?”
Hvis ikke jeg løser denne opgave, hvem gør så?
Andre gange kan det være fordi nogle andre kristne – måske ledere – prikker én på skulderen og siger, at her er der en opgave, der skal løses. Det kan være en frivillig opgave lokalt, en fuldtidsopgave i Danmark eller en missionæropgave internationalt. Og den tanke vågner: Hvis ikke jeg løser denne opgave, hvem gør så?
Der kan ligge er en mere strategisk overvejelse bag. Der kan være en by i Danmark eller et land i verden, hvor evangeliet ikke lyder nu. Når Paulus satsede på at forkynde evangeliet, der hvor det endnu ikke har lydt, lå der en sådan strategisk overvejelse bag.
Man kalder ofte sådan et prik eller en mere officiel henvendelse for et ydre kald.
Så bliver det meget personlige spørgsmål: Hvordan finder jeg så min vej i dette?
Det spørgsmål kan kun besvares af den enkelte i hans eller hendes fællesskab med Gud. Vi kan få hjælp i dialog med andre; men fundamentalt kan andre ikke besvare det for os.
Jeg vil bare bemærke en enkelt vigtig ting: Begynd der, hvor du er i dag. De fleste af os ved, hvad Gud vil med os i dag, der hvor vi bor, lever og arbejder: Der er nogle timer og lektier, der skal passes, nogle venner, der har brug for omsorg…
Så kan jeg koncentrere mig om det og vandre frem – lidt i blinde - mens Gud har overblikket.
Bibelsteder: Rom 9,1ff; 2 Kor 5,11-21; Joh 3,16; Rom 15,14-33