»Jeg blev omvendt, da jeg mødte en kristen«

En biltur med lovsangsmusik i højtalerne blev begyndelsen til Charlottes trosvandring. En vandring som både har budt på pinlige misforståelser, sorg over familien og tryghed i det kristne fællesskab.

”Nåde, at han fandt mig. Nåde, at han vandt mig. Nåde, at han bar mig hjem til sig”. Det er omkvædet i en af mine yndlingssange. Det er min yndlingssang, fordi jeg, hver gang jeg hører den, bliver mindet om, hvor heldig og velsignet jeg er! Når hverdagen kører, og der er run på, kan jeg komme til at glemme, hvor heldigt det var, at jeg dengang for 6-7 år siden startede på mit arbejde og rendte ind i Emil. Emil, som dengang bare var en random kollega, men som jeg med tiden blev rigtigt gode venner med, talte frit og åbent med om tro og som jeg i dag er gift med. 

Anderledes tilgang

Jeg er ikke vokset op i et troende hjem. Min familie og jeg er døbt og konfirmeret, men for at være ærlig, blev vi det kun fordi det gør man. Min familie kan vel kaldes kulturkristne, og vi har derfor aldrig talt om tro i mit barndomshjem. Det gjorde man bare ikke rigtigt. Derfor var det enormt mærkeligt for mig, da jeg første gang fik et lift af Emil, og han hørte lovsangsmusik i højtalerne. Jeg kan huske at jeg tænkte, at det var lidt underligt, og at jeg tvivlede på, at man virkelig kunne tro, som han gjorde. Det var endnu værre, da jeg skulle møde hans kristne venner første gang, og jeg misforstod, da han spurgte, hvem der ville starte ved aftensmaden. Jeg tænkte, han mente, hvem der ville starte på maden, og jeg begyndte at række ud efter skeen i lasagnen. Men nej – han spurgte, hvem der ville starte et bordvers. Jeg følte mig simpelthen så flov og dum. Samtidig så anerkendt, set, hørt og værdsat lige dér i dét fællesskab. I det fællesskab var der ingen skam eller hånende kommentarer. Der var plads til fejltagelser og forskelligheder.

Det er lige præcis det fantastiske, åbne og nærværende fællesskab, der fik mig til at blive mere og mere nysgerrig på den kristne tro, og da Emil inviterede mig med i kirke første gang, glædede jeg mig helt vildt. Jeg er kommet i kirken lige siden.

Troens pris

Det kræver mod at stå frem og sige, at man tror. Det har jeg oplevet på egen krop, efter jeg selv er blevet kristen. For folk i vores land synes ofte, at det er mærkeligt og fremmed. Men hver gang jeg tænker på, at folk vil grine af mig, tænker jeg på mit eget vidnesbyrd. Jeg tænker på, hvor taknemmelig og glad jeg er for, at Emil dengang turde fortælle åbent og ærligt om hans tro. Jeg tør slet ikke tænke på, om jeg nogensinde var kommet til tro, hvis ikke jeg havde mødt en kristen, som turde fortælle mig om Jesus.

Det hårdeste ved at være blevet kristen er, at min familie og barndomsvenner ikke er kristne. Det er en sorg, jeg kæmper med. Omvendt finder jeg glæde i, at det jo lykkedes for Helligånden at give mig troen – så hvorfor skulle det ikke også kunne ske for min familie og barndomsvenner? Derudover er jeg faktisk glad for, at jeg har prøvet at leve et liv uden Gud. Jeg ved, hvad det vil sige, at leve et liv i fortabelse. Jeg ved, hvad jeg har valgt fra, og hvad mit liv er blevet givet – og jeg har aldrig følt så meget ro i sjælen, som efter jeg har taget imod troen på Gud.

Den dag i dag kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg har levet et liv uden Guds tryghed og frelsesplan. At have fællesskab i troen, skaber et helt særligt bånd, og jeg ønsker for alle mennesker, at de må få lov at mærke det fantastiske fællesskab, der b.la. kan findes i LMU’en.