»Hvor meget skal man tilpasse sig?«

Af Mathias Richard Jefsen-Hansen

Er netop flyttet til Skjern og startet som præst i LM-kirken (aug. 2020).

Gift med Kathrine, far til Vilhelm.

Er glad for at spille og se fodbold.

Skal kristne gå all-in på at være underlige, så folk lægger mærke til dem? Eller skjule troen, indtil folk har lært dem at kende? Få fem råd til at finde en balance i tilpasningen.

”Jeg hedder Mathias, jeg bor i Gilleleje og øh… det sidste år har jeg gået på den samme kristne efterskole som Helena.”

Jeg husker ret tydeligt den dag, jeg for 12 år siden startede i gymnasiet. Netop fyldt 16 og netop hjemvendt fra en kristen efterskole, hvor det trygge åndelige fællesskab var hverdag. Jeg havde tænkt meget over, hvordan og hvornår jeg skulle ”springe ud” – som kristen. Efter 9 år på kristen friskole og et år på kristen efterskole var det nemlig første gang, jeg skulle etablere mig i et fællesskab udenfor osteklokken. Og hvem ville jeg så egentlig være – ikke bare den første dag, men de næste tre år og måske resten af mit liv?

Det, jeg ovenfor har beskrevet, er jeg langt fra den eneste, der har oplevet. Heldigvis. Og det hverken er eller bliver sidste gang, jeg oplever det. Heldigvis. Det er nemlig ikke meningen, at man som kristen skal leve isoleret fra ikke-kristne. Tvært imod. Jesus har kaldet os – og gør det stadig – til at leve blandt ikke-kristne og der være hans vidner. Men hvordan gør vi det i praksis? Skal vi gå all-in på at være underlige, så folk lægger ekstra mærke til os. Eller skal vi skjule vores tro indtil vi har lært folk godt at kende, så de ikke bliver skræmt væk? Svaret er naturligvis ingen af delene. Men hvordan finder vi den rette balance?

Fem råd

1. Vær dig selv. Du skal ikke lades som om, du er en anden, end du er. Hverken som menneske eller som troende. Hvis du rent faktisk er kristen, vidner du om Jesus ved at være dig selv. Eller med andre ord: være den, du er i lyset af Jesus. At være kristen er nemlig ikke bare en hobby. Eller en side, ved din personlighed. Det er en identitet. Det er at have et andet mål og en anden mening med livet end andre. Det er hele dig og hele dit liv, som har et andet fokus, og det mærker folk omkring dig faktisk ofte. Jesus siger, at en by, der ligger på et bjerg, ikke kan skjules (Matt 5,14). Underforstået: Du, der er kristen, lyser op hvor du er. Du skiller dig ud, ligesom du er. Om du vil det eller ej. Lad derfor blot fok lære DIG at kende. Ikke en karikatur eller en udklædning.
2. Lad være med at gøre noget, du ikke kan stå inde for. Nogle gange kan man få lyst til at gå med til noget, som man egentlig godt ved ikke er godt eller rigtigt. Det kan være at deltage i bagtalelse af en kammerat. Eller det kan være adoptere et groft eller seksualiseret sprog. Eller det kan være at drikke sig i hegnet. Alt sammen er noget, man kan få lyst til, når andre også gør det. For det er ikke rart at være udenfor. Vi kender alle trangen til at være en del af flokken og frygten for at ryge ud af fællesskabet. Men nogle gange er vi nødt til at sige fra, selvom det betyder, at vi skiller os ud. Og det her er altså ikke altid lige let. Både fordi det er hårdt at være udenfor. Men også fordi der er mange gråzoner og det kan være svært at vurdere, hvor grænsen bør gå. En hjælp kan være at tale med andre kristne om, hvad de tænker, og hvordan deres erfaringer er. Og så må du lytte til din samvittighed og bede Gud om vejledning.
3. Vær ikke unødigt konfliktsøgende eller konfliktoptrappende. Sæt grænser, men vælg også dine kampe med omhu. Hvis du gerne vil lære ikke-kristne at kende og få en chance for at vise dem Jesus, så vær ikke fejlfinder, men derimod overbærende. De skal opleve, at du respekterer dem og deres måde at leve på, hvis de skal åbne sig for din måde at se verden på. Gør som Jesus og mød mennesker med kærlighed i øjenhøjde. Jesus var bestemt ikke konfliktsky, men han var heller ikke stridbar og fordømmende.
4. Bed for dine ikke-kristne venner, klassekammerater o.l.. Som kristen har du en fantastisk gave og mulighed i bønnen. Og når du beder hører Gud dig og du risikerer at få, hvad du beder om. Men der er også en anden grund til, at du skal bede for de ikke-kristen, du møder i din hverdag: der sker noget med dig selv, når du beder. Du får en større kærlighed til dem, du beder for. De kommer til at betyde noget mere for dig. Både fordi du husker dig selv på dem, men også fordi Gud arbejder med dig, når du beder.  
5. Acceptér, at du af og til fejler og lev i nåden. Helt ærligt: Alt det her kan være mega svært. Men så er det godt, at du ikke skal gøre det perfekt. Du kender nemlig nådens Gud, som tilgiver dig, når du beder ham om det. Du kan ikke dumme dig for meget eller for ofte til at Jesu tilgivelse for dine fejltrin gælder! En af de bedste måder, du kan pege på Jesus er for øvrigt at turde at vise dine ikke-kristne venner, at du er uperfekt, men alligevel er elsket.

Hvor er det fedt, at vi, som de tilgivne syndere og uperfekte kristne vi nu engang er, må møde alle mennesker på vores vej ærligt, med kærlighed i øjenhøjde og badet i nåde. Må du finde en god balance.