»Du ligner en... tændstik«

Morten Friis

Tændt af Jesus til at lyse for andre

 

Hvis din kæreste sagde sådan, ville du måske ikke være overbegejstret. En tændstik! Men de næste linjer handler om, at du er en tændstik. Ja, måske ville du hellere være advokat, læge eller møbelsnedker. Det forstår jeg godt. Hvilket visitkort: Morten Friis – tændstik. Men bare rolig. Enhver kristen er en tændstik.

Ok… Læs de første 13 vers i Johannesevangeliet. Læs dem igen. Kan du se det? Hvad laver vers 6-8 overhovedet i dette kapitel? Johannes beskriver Jesus som LYSET, så man tænker på morgensol, nordlys osv. Og så pludselig: ”Der kom et menneske” Så zapper vi til en almindelig mand. Johannes. En tændstik! Ja, Johannes var bare en tændstik, ”selv var han ikke lyset”, men alligevel får han vigtig spalteplads her… for tændstikken har en mission: ”han skulle vidne om lyset”.

Du er ikke bare en tilfældig Tordenskjoldstændstik. Du er en udvalgt og oplyst tændstik med et formål. Det vigtigste, der kan stå på din grav, vil handle om, at du har været et lys - tændt af Jesus til at lyse for andre. Tænk over det.

Men lad være med at tænke hvad du kan gøre eller udrette. Omkring dig er en masse tændstikker, og sammen kan vi brænde for Jesus og lyse op i mørket. Tjek evt. Mythbusters på youtube, som sætter ild til 1 million tændstikker. Tændstikker i flok kan lave den vildeste flamme. Hvis du og dine kristne søskende vælger at lyse ind i hinandens liv, vil jeres fællesskab blive mere varmt og lyse langt stærkere. Helt ærligt – lyder det ikke godt og fristende?

Tre måder du kan lyse på.

1. Bed for dine konkrete tændstiksøskende.

2. Spørg hvordan du kan hjælpe dine tændstiksøskende (med indkøb, penge, rengøring, tid…)

3. Vær en modig tændstik og hjælp din ven til at leve i lyset i stedet for i mørket.

Husk, når man opmuntrer hinanden til at leve i lyset og ikke i synden, så handler det aldrig om hvem der har flest watt og kan lyse kraftigst. Det handler altid om at lyse, så man viser hen til det sande lys. For når Jesus er vores lys, behøver vi ikke leve i mørket.

Vælg lyset.

Læs andre artikler om:

Råd Johannes Fællesskab Helliggørelse Lys

Kunne du lide denne artikel?