»De blodige historier«

Min fornemmelse er, at kendskabet til Det Gamle Testamente blandt kristne er nedadgående. Måske især blandt unge. Det gør os sårbare for kritik og tvivl – for giver de blodige historier i GT os ikke et anstødeligt gudsbillede?

Mange kristne unge kender visse favoritsteder i GT fra Esajas Bog og Salmernes Bog, men er ukendte med store dele af GT. Det gælder også i den folkekirkemenighed, hvor jeg selv kommer. Forsamlingen kender de tekster, der læses fra GT i forbindelse med gudstjenesten, men de store linjer og den dybe forståelse er gået tabt.

Det betyder, at de kristne miljøer i dag er mere sårbare over for kritik og tvivl, der udspringer af visse afsnit i GT. Vi er ikke længere trænede i at læse Bibelen i sammenhæng. Det må vi, som er forkyndere og undervisere, prøve at gøre noget ved! Blandt andet må vi forklare vanskelige passager i GT ud fra hele Bibelens sammenhæng.

Vi skal se på to blodige eksempler, men først en generel pointe om straf.

Om straf i GT og NT

I den gamle pagt er velsignelsen ved at følge Guds vej ofte jordisk velsignelse for enkeltpersoner, familier og hele folket. Modsat er gudløshed og oprør mod Guds vilje ofte forbundet med konkret og jordisk straf. I den nye pagt er velsignelsen ved at følge Guds vej primært evig velsignelse, og forbandelsen ved gudløshed og gudsoprør er primært evig straf. Denne fundamentale forskel på den gamle og nye pagt må vi have i mente, når vi læser GT. 

Eksempel 1: Da Elisa bliver kaldt skaldepande

2 Kong 2,23-24: Derfra drog han op til Betel. Mens han var på vej op, kom nogle små drenge ud fra byen. De gjorde nar af ham og sagde: »Kom herop, skaldepande, kom herop, skaldepande!« Han vendte sig om, så på dem og forbandede dem i Herrens navn, og ud af skoven kom to bjørne og rev toogfyrre af drengene ihjel.

Elisa levede i en gudløs tid, hvor de fleste af hans eget folk var frafaldne. Der er ikke nogen tvivl om, at de små børns hån af profeten er et produkt af de voksnes og samfundets hån af Guds profet og også af profetens Gud. Lokalsamfundet opdrager ikke deres børn til at ære og tilbede Gud Herren, og det bliver anledningen til et konkret domstegn fra profeten. De fleste undere, vi hører om hos profeten Elisa, er frelsestegn, ligesom de fleste undere hos apostlene i NT er det. Men også i Jesu forkyndelse og virke (Luk 13,34-35) og i apostlenes virke (ApG 5,1-11) har vi domstegn, som viser, at syndens løn er døden.

Eksempel 2: De blodige krige i GT

Da Israel indtager det lovede land, hører vi om nogle voldsomme krige, hvor jøderne myrder mænd og ind imellem også kvinder og børn på Guds befaling. Dette gentager sig flere gange i de følgende århundreder i dommertiden og kongetiden. Et konkret eksempel er 4 Mos 31,15, hvor Gud bebrejder Israel, at de har ladet de midjanittiske kvinder leve, for de havde konkret skyld i, at Israel var blevet forledt til afgudsdyrkelse.

Inden for GT’s egen kontekst er det vigtigt at understrege, at det jødiske folk aldrig får en åben invitation fra Gud til at gå i ud i hellig krig mod fjenderne. Når og hvor Gud vil, befaler han dem af kæmpe og besejre et folk. Det er Gud, der har det store overblik og indsigt. Nedkæmpelsen af fjender er begrundet i deres gudsoprør og hån mod Israels Gud (se fx 1 Mos 15,16). Når Israel handler på Guds vegne, er de Guds redskab til at straffe fjenderne. Handler de ud fra personlig hævntørst, pådrager de sig skyld og straf. Gud kan også bruge fjendernes overlegne militærkraft til at straffe det jødiske folk. Med andre ord bruger Gud noget så bestialsk som krig og vold til at føre sin vilje igennem.

Er GT’s gudsbillede anstødelig?

Det bagvedliggende spørgsmål er vel, om GT’s gudsbillede er anstødeligt? Guds handlemåde i verden tager sig ikke altid retfærdig ud set fra vores vinkel. Der er noget i os, der protesterer, både når GT taler om jordisk straf, og når Jesus taler om evig straf. Vi sympatiserer med Guds barmhjertige og tilgivende væsen, men har det svært med hans evige retfærdighed og dom. Lægger vi GT og NT sammen, tegner der sig et billede af Gud, som er uendelig nådig og barmhjertig i sin tilgivelse, men samtidig uendelig retfærdig og konsekvent i sin dom. Det er næsten for meget, når Jesus betingelsesløst tilgiver sine fjender og beder for dem, der korsfæster ham. Det virker også for meget, når der står, at den, der holder hele loven, men blot på et punkt snubler, er skyldig. Vi kan ikke rumme eller udgrunde Guds væsen, og vores respons på Guds åbenbaring bliver derfor ikke forståelse, men tilbedelse: Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige er hans veje (Rom 11,33).