»Intet værd?!«

Som mennesker er vi værdifulde, hvad enten vi kender Kristus eller ej. Vi er nemlig skabt til at ligne ham – som Guds elskede børn.

”Selv er jeg intet værd”. Det står der! Det siger Brorson! Og så endda i en af sine bedste salmer: ”Den grund, hvorpå jeg bygger”.

Jeg ved jo godt, hvad han vil sige: at hvad frelsen angår, kan jeg ikke gøre noget. Det er bare ikke det, folk hører. De hører det som en lussing: Jeg er et nul, en spand møg.

Jeg har endda snakket med kristne, der forsøger at tænke præcis sådan om sig selv. De tror, det er en kristenpligt – og så forstår man jo også bedre, at de føler sig så usikre sammen med andre! Når så Bibelen fortæller om, at vi er elsket af Gud, så forklares det med, at han bare er så eminent dygtig til at elske, at han endda kan elske noget helt værdiløst …

Guds elskede børn

Men sådan er det ikke. Han elsker os, fordi vi ligner ham! Vi er skabt til at være hans børn. Hvis vi så ikke vil være det alligevel, er hans kærlighed fuld af sorg og vrede – men den er stadig kærlighed. Selv det fortabte menneske er ikke pludselig bare en værdiløs ting. Eller en spand møg.

Og hvis vi bliver hans børn ved dåb og ved tro, da er vi elsket i Jesus, altså renset for det, Gud hader. Så er hans kærlighed fuld af glæde, varme og fred.

Gud elsker os, fordi vi ligner ham! Vi er skabt til at være hans børn.

I bogen The Big Ego Trip fortæller professor i psykiatri Glynn Harrison om eksperimenter, hvor folk får til opgave at booste selvagtelsen ved at tale deres egen selvværd op: ”Jeg er speciel; jeg er noget særligt.” Resultatet var, at flertallet over tid faktisk fik det værre …

Det er godt nok at minde sig selv om, hvad man realistisk er god til og sådan noget; man skal ikke tale sig selv ned! Falsk ydmyghed giver Bibelen ikke en pind for. Men det, der giver ægte selvværd og holdbar selvagtelse, er at prøve at se på sig selv med Guds blik.

Guds blik

Og hvad er det så, Gud ser?!

Hvis du ikke ønsker at kende Kristus, så ser Gud to ting: For det første ser han et skabt og elsket menneske, som han ønsker at være sammen med. Også det fortabte menneske er skabt i Guds billede. Og han ser alt det, du har af gode, menneskelige sider og evner og så videre. Men for det andet ser han også alt det møg hos dig, som du selv aner i hvert fald overfladen af, og som hindrer dig og ham i at være sammen. Begge de to ting er Guds grunde til, at han sendte sin søn for at leve og dø og opstå hos os. Og jeg vil foreslå, at du prøver at låne Guds blik og forsøger at se på dig selv, sådan som han ser dig!

Hvis du derimod kommer til Jesus i et ønske om at være hos ham, så ser Gud stadig alt det, du er skabt til at være; han ser stadig et elsket menneske med en særegen værdi og så videre. Men dernæst ser han nu et elsket barn: en søn, en datter – og han ser på dig med en leende glæde!

Det, der giver ægte selvværd og holdbar selvagtelse, er at prøve at se på sig selv med Guds blik.

Har du set en far eller en mor sidde og kigge på deres lille nyfødte, som ligger og sover? De kan ikke få nok af at kigge; de kan slet ikke komme sig over, hvor enestående og vidunderligt det lille menneske er. Det er sådan et blik, Gud ser på dig med! Han kan ikke få nok af at se på dig, og hans glæde gennemtrænger ham helt og er helt uden forbehold. Ikke fordi han fortrænger sin vrede eller er blevet blind på det ene øje, men fordi det, der var imellem jer, ikke er der mere!

Da vil jeg igen foreslå, at du prøver at låne Guds blik og forsøger at se på dig selv som et elsket Guds barn. Når du er i Jesus, er der imellem Gud og dig intet andet end en leende, varm glæde.