»Påskens sejr over tandpastaprincippet«

Andreas Ipsen er redaktør på lmu.dk og præst i Tarm Frimenighed

Påskeartikel

Der findes et spøjst ordsprog, som lyder noget i retning af: ”Man kan ikke stoppe tandpastaen tilbage i tuben”.

Meningen med denne underlige formulering er, at når først noget er sagt eller gjort, eller når en begivenhed har fundet sted, så kan man ikke u-sige eller u-gøre det eller skrue tiden tilbage igen. Tandpastaen er ude, og den kan ikke komme ind i tuben igen. Det sagte eller gjorte er uigenkaldeligt blevet en del af virkeligheden, og nu kan man ikke gøre andet end at forholde sig bedst muligt til det. 

Virkelighedens uigenkaldelighed

Dette ”tandpasta-princip” gælder i det små, hvis du fx kommer til at tale over dig og afsløre en hemmelighed, som du egentlig havde lovet at holde. Så er hemmeligheden ligesom afsløret, og du kan ikke gøre den hemmelig igen. Tandpastaen er ude, og du må forholde dig til konsekvenserne.

Men det gælder også i det store, fx hvis du sidder hos lægen og hører de skrækkelige ord: ”Det er kræft”. Så falder verden fra hinanden. Hvor meget du end kunne have lyst til at skrue tiden tilbage til før, du hørte disse ord fra lægens mund, så kan det ikke lade sig gøre. Den nådesløse tandpasta er for altid ude af tuben.

Og endelig så gælder det også på et globalt plan, fx hvis vi en dag tænder for nyhederne og får beskeden: ”Atomkrigen er brudt ud”. Så er tandpastaen ude af tuben for hele menneskehedens vedkommende, og verden vil aldrig blive den samme igen.

Uundgåelige konsekvenser

Hvis du har det på samme måde som jeg, så vil du måske blive en smule trist over at tænke på dette, for det siger noget om virkelighedens ubarmhjertige uigenkaldelighed. Det gjorte kan ikke gøres om. Tandpastaprincippet er ubarmhjertigt. Hvis det er mig selv, som presser tandpastaen ud ved det, jeg siger eller gør, så får det ikke kun konsekvenser for mig, men også for menneskene omkring mig, fx hvis jeg kommer til at afsløre en hemmelighed. Så er det andre, som skal betale prisen for det, jeg har gjort, og jeg kan dybest set ikke gøre det godt igen.

Hvis Jesus virkelig er opstået, så er hverken kræftdiagnosen eller atomkrigen slutningen

Men selv hvis jeg selv holder min egen sti ren, så er jeg stadig underlagt konsekvenserne af det, andre mennesker siger eller gør, og af hvordan virkeligheden udformer sig. Jeg kan ikke styre, om lægen giver mig en kræft-diagnose eller ej. Jeg kan ikke skrue tiden tilbage eller styre virkeligheden men må bare forholde mig bedst muligt til den. Jeg kan aldrig undslippe tandpastaprincippet og virkelighedens ubarmhjertige uigenkaldelighed.

Eller kan jeg?

Håb

I påsken fejrer vi verdenshistoriens største nyhed: Jesu opstandelse. Den første til at videregive denne nyhed var englen i den tomme grav, som sagde til kvinderne: ”Han er ikke her, han er opstået” (Matt 28,6). Det er med den nyhed som med alt andet, at den er underlagt tandpastaprincippet: Hvis englen virkelig havde ret, hvis Jesus virkelig er opstået fra de døde, så er der ingen af os, som kan skrue tiden tilbage og u-gøre det. Det er uigenkaldeligt en del af virkeligheden, og så må vi forholde os til det. Og på samme måde som, at de ting, der sker omkring mig, har konsekvenser for mig, så har Jesu opstandelse også konsekvenser. Voldsomme konsekvenser:

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer.
(1 Pet 1,3-4)

Der er ét ord, som er særligt vigtigt i disse vers: Håb. Uden Jesu opstandelse vil mit møde med virkelighedens ubarmhjertige uigenkaldelighed være uden håb: Den dødelige kræftsygdom vil virkelig og uigenkaldeligt være slutningen på mig og min eksistens. Når mine kære dør, så er det virkelig og uigenkaldeligt slutningen på min relation til dem. Atomkrigen vil virkelig og uigenkaldeligt være slutningen på menneskeheden. Den dag solen vokser sig stor nok, vil den til sidst opsluge Jorden og dermed være slutningen på vores blå planets eksistens. Og til sidst vil universet ende med at være et koldt og uendeligt mørkt sted uden skyggen af liv, uden noget tegn på menneskets for længst glemte eksistens og uden noget minde om dig, og hvad du end har bedrevet af stort eller småt. Du vil for altid være glemt. Uigenkaldeligt. Håbløst.

Den dag skal alt det grusomme, som er sket i denne verden, og alt det onde, som er blevet gjort eller sagt, blive u-gjort

Men hvis Jesus virkelig er opstået, hvis englen virkelig havde ret den påskemorgen for 2000 år siden, så er der håb! Ligesom alle andre begivenheder, så er Jesu opstandelse en uigenkaldelig begivenhed i verdenshistorien. Hvis Jesus virkelig er opstået, så er tandpastaen ude af tuben, og virkeligheden er for altid forandret. Og Jesu opstandelse er en helt unik begivenhed, for det er den eneste uigenkaldelige begivenhed, som suverænt trumfer alle andre uigenkaldelige begivenheder. Hvis Jesus virkelig er opstået, så er hverken kræftdiagnosen eller atomkrigen slutningen. Så bliver du aldrig i evighed glemt.

Nyskabelsen

Jesu opstandelse er så magtfuld en begivenhed, at den, som den eneste, formår at bryde med tandpastaprincippet. Da Jesus trådte ud af graven blev virkelighedens ubarmhjertige uigenkaldelighed besejret. Det betyder, at vi nu kan se frem mod ”en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv”. Denne arv er den kommende nyskabelse af hele verden, som Jesus vandt ved sin opstandelse. Den dag skal alt det grusomme, som er sket i denne verden, og alt det onde, som er blevet gjort eller sagt, blive u-gjort. Den dag skal Jesus sige: ”Se, jeg gør alting nyt” (Åb 21,5).

Hvis du lider under denne verdens ubarmhjertige uigenkaldelighed, hvis du sørger over alt det, som ikke kan gøres om, hvis du længes efter at kunne skrue tiden tilbage til før, alting gik galt, så hør her: Kristus er opstået! Det er virkelig sandt, og fordi det er sandt, så vil du, hvis du sætter din tillid til Jesus, kunne se frem til, at alt det, du lider under og sørger over, vil forsvinde som dug for solen, og alt det, du længes efter, vil blive til virkelighed.

Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!
(1 Kor 15,54-57)

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

Uigenkaldelig, adjektiv.

Betydning: det som ikke kan gøres om, gentages, genvindes, genopleves el.lign. Uoprettelig.

Eksempel: afbrydelse af blodcirkulationen medfører hjernens uigenkaldelige funktionsophør.

Kilde