Hans-Ole Bækgaard er præst i Aarhus Bykirke og formand for Indre Mission.
Gud byder os ikke at faste, for at vi skal gøre os fortjent til noget, men fordi han ønsker at give os noget.
Prøv at læse Matt 6,16-18. Her lærer Jesus os noget helt centralt om det at faste. Interessant er det her, at Jesus ikke siger ”hvis I faster”, men ”når I faster”. Faste er med andre ord en helt selvfølgelig del af kristenlivet på samme måde, som bøn er det (Matt 6,5). Det er ikke noget, der er forbeholdt de særligt fromme, men er ligesom bønnen et af kristenlivets åndehuller.
Men når vi så faster, er det vigtigt, vi har det rette motiv og fokus. I den forbindelse er der to aspekter ved fasten, som vi kan sammenligne med de to hjul på en cykel.
Det ene hjul kan vi kalde: fastens fravalg. Det er alt det, vi fravælger, når vi faster. Det kan være fx mad (eller kvaliteten af den), TV, Facebook, internet. Det er med andre ord de hverdagsrelaterede ting, der former den hverdag, som ofte er præget af rutine, gentagelser, travlhed og manglende tid til fordybelse. Når vi derfor faster, bringer vi fokus væk fra det i hverdagen, der fylder og optager vores tid. Men når vi fravælger dette, giver det os samtidigt mulighed for, at vi kan tilvælge noget andet.
Dermed er vi nået til det andet hjul: fastens tilvalg. Fasten har nemlig aldrig fravalget som sit mål. Fravalget er et middel til, at du kan vælge noget andet til. Hvad du vælger til, er tiden og stilheden med Gud. Du har også tid til at være sammen med Gud i din hverdag, men når du faster kan du fordybe dig mere og trænge dybere ind i, hvad Guds ord siger til dig, så du kan blive styrket og opmuntret i troen.
Jesus kritiserer i Matt 6,16-18 hyklerne for at gøre ”deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster”. Deres faste går udelukkende på fravalget, og de praler oven i købet med det, for at andre skal se deres fromhed.
Men dermed har de pillet det ene hjul af cyklen. For fasten er blevet et mål i sig selv og ikke middel til at søge deres ”fader, som er i det skjulte”. Når jeg derfor faster, er mit fokus ikke på selve fasten, men hvad den giver mig mulighed for at vælge til: stilheden og tiden med Gud.
Faren for os i dag er nok mere, at vi gerne vil vælge Gud til, men vi er ikke klar til for en periode at vælge noget fra. Dermed har vi også pillet det ene hjul af cyklen, nemlig fastens fravalg, og vi går derfor glip af den gave, fasten giver.
Hvis du derfor aldrig faster, så find kalenderen frem og find et tidspunkt, hvor du kan faste. For i fasten kan du bryde med hverdagen og træde ind i stilhedens rum og dér have kvalitetstid med din Himmelske Fader – og dér blive styrket i troen, håbet og kærligheden. ”Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”.
Matt 6,16-18: Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.