Foto af Ben White on Unsplash
Lars Larsen er far til Tilde og gift med Lone. Han bor i København og arbejder som landsleder i LMBU.
Hvad betyder det for min hverdag, at jeg glæder mig til Himmelen? Mit svar indeholder en historie og to bibelvers.
Da jeg gik på efterskole, havde vi den sidste aften en samling, hvor man kunne læse et bibelvers eller sige farvel til de andre. Jeg læste Johannes Evangeliet 14 vers 1-3 for mine kammerater. Siden da har de vers fulgt mig hele livet og er bare vokset i betydning.
Jesus siger: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.”
Dengang vidste jeg, at nogle af mine efterskolekammerater ville jeg nok aldrig møde igen. Og nogle af dem troede ikke på Jesus. Derfor ville jeg fortælle både mig selv og dem, at Jesus har en bolig klar til hver eneste af os. Han venter bare på, at vi flytter ind.
Det her foregik fredag aften. Lørdag hentede mine forældre mig og på hjemturen fortalte de, at min mormor var indlagt med en hjerneblødning. Søndag besøgte jeg hende, vi holdt i hånden og havde god øjenkontakt. Uden ord sagde vi ”på gensyn” til hinanden. Tirsdag døde min mormor.
På den nye jord skal jeg udnytte de evner, som Gud har givet mig – og hele tiden gøre det til Hans ære!
Ved begravelsen læste jeg igen versene fra Johannes Evangeliet. Nu havde de fået en meget dybere og vigtigere mening end ugen før.
Livet gør indimellem ondt – på mange forskellige måder… MEN! Jeg skal møde mormor igen og helt konkret tale med hende. Jesus har en helt fysisk bolig klar til mig.
Jeg længes ikke efter at være en lille buttet engel med tykke kinder, der svæver på en sky. Jeg længes efter at bo i en verden, hvor jeg kan gå rundt og tale med de personer jeg elsker.
Gud har skabt mig med evner og interesser. Dem længes jeg efter at bruge i Himmelen – eller: På den Nye Jord!
Jeg skal møde mormor igen og helt konkret tale med hende. Jesus har en helt fysisk bolig klar til mig
Jeg elsker livet og at lave spændende ting. Jeg nyder at lære nyt og blive udfordret intellektuelt. Og alt det længes jeg efter at gøre på den nye jord. På den nye jord skal jeg udnytte de evner, som Gud har givet mig – og hele tiden gøre det til Hans ære!
Her i livet oplever jeg i små fantastiske glimt, at jeg stoler fuldt ud på Gud. På den nye jord er de små glimt udvidet til at dække hele tilværelsen. Det bliver godt.
På den nye jord vil jeg gå en tur med Moses og spørge, hvordan det var at gå gennem Det røde Hav.
På den nye jord vil jeg i oprigtig kærlighed og hengivenhed være sammen med min familie.
På den nye jord vil jeg takke og lovprise min Herre, min Gud, min Frelser – simpelthen fordi han er overvældende vidunderlig.
For det jeg glæder mig allermest til, står i 2. Kor. 4,15: ”Alting sker for jeres skyld, for at nåden kan nå til flere og flere og dermed forøge taksigelsen til Guds ære.”
Jeg glæder mig til, at se hvad Guds nåde har betydet for en masse mennesker!
Jeg glæder mig til 24-7 at lovprise Gud fordi Han er så vidunderlig!
TL:DR
Heldigvis skal jeg ikke være en lille buttet engel på Den nye Jord.
Derimod skal jeg være et helt almindeligt mennesker, der 100% elsker Gud.
Jeg skal leve et helt almindeligt liv – til Guds ære – sådan som Gud har tænkt menneskelivet skal være 24-7.