»Fred med mennesker – men hvordan?«

Jeg er 33 år og har kendt Jesus hele mit liv. Øverst på ”det-bedste-ved-at-være-kristen”-listen står: Fred med Gud.

Fred med Gud er vidunderlig. Tænk, at vi der kender Jesus og har lagt alt over til ham, kan gå frimodigt og direkte hen til den Gud, der er hellig og ikke tåler synd. Det er lykke. Det er velsignelse. Fra min kontorstol her i København er der ikke noget, jeg ønsker mere for dig, end netop det. Er der noget, som forhindrer dig i at have den fred, så tøv ikke et sekund med at gå efter at udrydde det. Tal med nogen, om nødvendigt. 

Fred med mennesker er mere tricky

Men velsignelsen slutter ikke her. Gud ved, hvad der er det bedste liv, og det er også at have fred med mennesker omkring dig. Vi ved alle sammen, hvor meget det kan fylde, når vi er uvenner med nogen, eller der er et eller andet, der ikke er i orden. Det kan også ofte føre synd med sig. Dårlige tanker om andre, bagtalelse, gengældelse, grim snak – åh, jeg kender det alt for godt. Derfor beder Jesus mig om at få styr på det. Og da har jeg to ting, der skal gøres: Opsøge fred med den, jeg er raget uklar med, og opsøge fred med Gud. 

Jeg kan KUN give slip på min vrede mod andre og tilgive dem, når jeg tænker over, hvor meget Gud har tilgivet mig og fundet sig i med mig

Guds modstander, den onde Satan, vil helt sikkert forsøge, som han altid gør, at få dig til at blive i tvivl, om Gud nu virkelig har sagt, at du om muligt skal holde fred med alle mennesker, som der står i Romerbrevet kapitel 12 vers 18. Satan har haft for vane helt siden altings begyndelse at køre i den samme rille. Og det er at så tvivl, om det Gud har sagt, nu også er sandt. Han vil højst sandsynligt helst forsøge at få dig til at blive mere og mere bitter, vred, utilgivende og irriteret. Det er hans mål. Gud derimod kalder dig til et liv i lyset. Et liv hvor du lever i et åbent og opgjort forhold til både Gud og mennesker.

Jeg tilgiver, fordi han tilgav mig først

Men fint nok, hvad gør jeg så ved min ufred med andre, ved min irritation og vrede? Den kan jo ikke bare sådan forsvinde, og den skal helt sikkert ikke bare fortrænges og lægges godt ned under gulvbrædderne. Jeg vil gerne give dit et svar, som er det eneste, der hjælper mig selv i det her.

Man kan prøve at tage sig virkelig meget sammen, og så se om det lykkes. Det vil det måske gøre i starten, men det holder ikke. Man kan også prøve at sige til sig selv, at ”det siger Gud, så det SKAL jeg”. Det er der noget rigtigt i, men min erfaring er, at det er svært at få til at virke i længden. Jeg kan KUN give slip på min vrede mod andre og tilgive dem, når jeg tænker over, hvor meget Gud har tilgivet mig og fundet sig i med mig. Når det går op for mig, blødgøres mit hjerte gevaldigt. Jeg kan ikke finde ud af at fastholde den sandhed, men jeg kan minde mig selv om den igen og igen. Og der er sandelig også en bonus... Jeg bliver så glad for Jesus, fordi han elsker sådan én som mig.

”Det her KAN jeg bare ikke tilgive”

Når det er sagt, skal du vide én ting mere her til sidst. Der er mennesker, der har sagt og gjort ting mod mig, som bare ikke var i orden, og som jeg kæmper meget med at tilgive. Fejlagtigt kan man tro, at når man er kristen, skal man bare være ’ligeglad med’ eller have det ’fint nok med’ de ting, der er blevet gjort mod en. Det er forkert. De ting og de mennesker vil blive stillet til regnskab overfor Gud. Men vi skal lade Gud udføre straffen og selv slippe den, så den byrde ikke påhviler os. At slutte fred med mennesker og tilgive dem er derfor ikke at sige ’fint nok’, men det er at lade en anden tage sig af det.

 

 

 

 

 

Matt 5, 23-24: Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave