Af Daniel Søgaard Lind
Valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke.
Bor til leje i et lille rækkehus i Aarhus.
Daniel er far til fem, 44 år og gift i over 20 år. Familiemenneske, filmelsker og Liverpoolfan
Der findes lige så mange billeder af Gud, som der findes mennesker. Ofte er de farvet af vores forældre og oplevelser i livet. Men hvordan er Gud bag billederne?
Som dreng legede jeg ved en bæk, selvom min mor havde fortalt mig, at jeg ikke måtte. Skjult bag nogle buske troede jeg ikke, hun kunne se mig. Men da jeg kom hjem, spurgte hun, hvorfor jeg havde leget ved bækken. Og jeg svarede: ”Jeg vidste godt, at Gud kunne se mig, men jeg troede ikke du kunne.”
Fordi vores billede af Gud hænger tæt sammen med vores relation til vores forældre, er det vigtigt at blive bevidst om, hvad der former det. Hvis vi grundlæggende har tillid til vores forældre, er det lettere for os at stole på Gud som en far, der holder øje med os på den gode måde, som min mor gjorde. Men hvis vi er blevet overvåget, kritiseret eller overset, vil vi have lettere ved at tænke på samme måde om Gud. At han er ligeglad og dømmer os på afstand. Det var først som voksen, jeg blev klar over, at ham, der kommer for at dømme levende og døde ikke er Faderen, men Sønnen (trosbekendelsen). Det er ikke den fjerne Gud, men ham, der kender os, fordi han selv har været menneske.
Alle har på en eller anden måde har brug for at blive voksne, hvis vi vil blive ved med at være Guds børn. At skifte vores børneglansbillede af Gud ud medet mere sandt billede. Lidt som alle børn finder ud af, at deres far ikke kan alt. Sådan har vi brug for at finde ud af, at alt, hvad der sker, ikke er Guds vilje, selvom Gud kan alt. For den almægtige Gud har tilladt andre kræfter et vist spillerum og gjort sig selv svag som et menneske for at redde os og befri os fra alt ondt til sidst. Og måske koster det os glansbilledet af den almægtige Gud, der bærer os på hænder, så vi ikke støder vores fod på nogen sten (Matthæusevangeliet 4,6). Men det minder os også om, at Guds planer er større end vores.
Fælles for alle mennesker er, at vi har tendens til at skifte den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder (Romerbrevet 1, 23). Fordi vi lever i en verden fyldt med billeder, der forvrænger virkeligheden, både når det handler om os selv, andre mennesker eller Gud, er det vigtigt at være åben for at opdage nye sider ved Gud og lægge upræcise billeder af Gud fra sig. Ellers kan vi let komme til at holde fast i et billede der spejler os selv mere, end det viser Gud.
Jeg har hørt en sige, at det handler om at hænge et bibelsk billede af Gud op ved siden af vores eget billede af ham. Det nytter ikke noget at stå med verdens mest rigtige billede af Gud i armene og rakke ned på alle andres gudsbilleder. For vi slæber alle rundt på hver vores gudsbillede, der kun bliver forbedret, når vi tør hænge det op ved siden af et billede af Bibelens Gud og udskifte vores eget.
Hvis jeg skal komme med et enkelt billede af Gud, som jeg er blevet glad for, er det Jakob, der kæmper med Gud om natten. ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig” (1. Mosebog 32, 27), siger han midt i brydekampen med Gud. Så kan der komme, hvad der vil. For Guds velsignelse slipper Jakob ikke, selvom livet gør ondt. Det er det billede, jeg holder fast i. At Gud ser os og ønsker at velsigne os, mens vi kæmper med ham og med livet.
Relevante bøger
Magnus Malm: Bag billedet
Leif Andersen: Gud og det onde