»Du må ikke lave dig noget gudebillede«

”Far, må jeg godt lave et billede af Gud?” Min teenagedatter var i tvivl. Hun havde lavet et kunstværk af Jesus som livets brød. Et franskbrød var sømmet fast på et trækors. Min reaktion var begejstring, og jeg endte endda med at bruge det som en illustration i en prædiken. Billedet fortolker nemlig et sprogligt billede, som Jesus selv brugte.

Jesus kan fremstilles i alle mulige grafiske og filmiske former–i malerier, tegninger, skulpturer, teater, drama. Og i Jesus har vi et klarere billede af Gud. Min datters problem var selvfølgelig forbuddet i De Ti Bud: ”Du må ikke lave dig noget gudebillede” (2. Mos 20,4).

Da Israelitterne fik De Ti Bud var de netop kommet fra Egypten.Her havde de oplevet, at herskeren blev hyldet som en gud, men guderne kunne også være himmellegemer, dyr på jorden eller underjordiske væsener. Det var dem, de ikke måtte tilbede, og hvad der ellers var af nye guder i Kana’an. Som Josva senere opfordrer dem:”Fjern de guder, som jeres fædre dyrkede … eller de guder, I hvis land I bor” (Jos 24,14-15). Israels folk blev konstant tiltrukket af naboernes guder, og ofte blandede de deres egen tro med hedenske gudsforestillinger.  

Derfor prædiker mange profeter imod afgudsdyrkelsen. Esajas gør tykt nar af folk, der er dumme nok til at fremstille afguder. Ransagende spørger han:”Med hvem vil I sammenligne Gud?” (Es 40,18). Ordet Gud er gudsbetegnelsen El, som også bruges om den gamle højgud El, der i samtidens kana’anæiske religion var en slags far for de øvrige guder.

Er Gud sådan en gud? I Es 40,19-20 illustrerer Esajas, hvordan en håndværker må snitte et billede af afguden ud af god træsort – en gud skal jo nødigt rådne! Af figuren fremstiller han en støbeform, støber et gudebillede og hamrer guldplader og sølvlænker på sin gud. Men han skal passe på, for sådan en gud kan nemt vælte. Esajas har flere finter, der gør grin med afgudsproducenterne. De må sømme deres guder fast (Es 41,7; Jer 10,4), for ellers kan de vælte og knuses som Dagon (1 Sam 5,3–5). Afguder laves af det træ, som kan bruges som brænde ved madlavning (Es 44,9–20). Sådanne guder skal bæres rundt som små babyer (Es 46,5-7).  

Senere på reformationstiden førte billedforbuddet til ”billedstorme,” hvor kristne fjernede al den kunst, som de tolkede som gudsbespottelse. Men I en luthersk tradition opfatter vi forbuddet som en uddybning af advarslen mod at have andre guder.

Når vi skal illustrere Gud som Far, Søn og Helligånden bruger vi symboler. Kunstnere kan dog også bruge de sproglige billeder, som forkynder, hvem Gud er. Kreative mennesker kan bruge de bibelske billeder og sammenligninger til at forkynde Gud som verdens skaber, frelser og hersker. Gud kan males som en konge, der dømmer verden på dommens dag. 

Men Gud kræver en betingelsesløs hengivelse af sin skabning til ham som den eneste sande Gud. Forbuddet er et opgør med enhver gudsforestilling, religiøs handling eller billedligfremstilling, som tegner et vrangbillede af Gud. Selv om vi måske ikke i dag fremstiller hedenske afgudsbilleder, så kan vi gøre os selv, mennesker, penge, magt og alt muligt andet til en afgud. Forbuddet gælder i dag denne luftige og lumske form for afgudsdyrkelse.