Manuel Vigilius er barn af Gud, mand til Rikke, far til Katrine, Christian og Clara. Han bor i Græsted.
Gud sætter dig fri til at være lydig - med glæde
Hvis du er kristen, er der sket noget indeni dig. Gud har givet dig ”et nyt hjerte” (Ez 36,26). Det betyder, at Gud har vist dig, hvem du er i ham: Hans værdifulde, tilgivede, frie barn. Du er fri fra at være gud i dit eget liv. Gud vil være din gud, din far og din vejleder.
Du er fri fra at kræve din ret efter millimetermål, for Gud har vist dig, at hvis dine overtrædelser skulle måles op, slog millimetermål ikke til. Han viser dig også, at han tog selv den straf, som du egentlig skulle have haft. Og han vil en dag gøre alting godt, gøre alle regnskaber op, efter sit kærlige, retfærdige hjerte. For ”det er Gud, der er dommer” (Sl 75,8).
Det er gode, sande nyheder. Det er evangeliet, og når du hører og tror det, gør det noget ved dig. Det skaber en ny ”motor” indeni, som driver dig, får dig til at tænke og handle anderledes end bare efter din første indskydelse. Eller rettere: Det giver dig nye indskydelser. Du får en glæde over at følge Guds vilje. Ikke helt og fuldstændigt og hele tiden, for livet som menneske og som kristen er en kamp mellem forskellige kræfter i os. Men det nye hjerte med den nye vilje er derinde, i en kristen. Det betyder noget for hele dit liv. Også dit forhold til autoriteter.
Romerbrevet 13 fortæller, at det er godt og rigtigt for en kristen at adlyde dem, som er indsat eller valgt til at styre og lede. Der er noget i det budskab, der provokerer os – i hvert fald mig. Der er noget i mig, der ikke bryder sig om at få at vide, hvad jeg må og ikke må. Men der er også en anden reaktion i mig. Når jeg ser, at det er min fars vilje – min far, som elsker mig og ved alt, så er det noget, jeg gerne vil lytte til - ikke som en pryglet, bange hund, men som et frit og elsket barn.
Der er noget i dig, der gerne vil være lydig – med glæde. Over for dine forældre og lærere. Over for færdselsloven. Over for reglerne for Facebook. Over for forbuddet mod at piratkopiere sange og film. Osv. Du ser, at det er en del af Guds gode orden. Hans måde at holde kaos, ondskab og ødelæggelse nede. Hans måde at sikre, at det ikke bare bliver ”survival of the fittest” – de stærke, der overlever og styrer.
Der er en skønhed og renhed i, af hjertet, at stole på Gud og derfor adlyde autoriteterne med alle deres fejl og mangler. Det er som smuk musik i en verden af kaos og forvirring. Det er et stærkt signal til andre mennesker om vores tro på far i himlen. Nogle vil, når de ser dig, spørge sig selv: ”Hvad er det for en frihed, han har? Hvad er det, hun tror, som gør hende glad for at gøre, som der bliver sagt?”
Det betyder ikke, at du har mistet evnen til at tænke selv. Tværtimod. Dit indre kompas er blevet endnu stærkere. Dit syn er blevet klarere, når det gælder rigtigt og forkert. Det betyder heller ikke, at du må pakke al modstand væk. Der står i Bibelen, at vi skal være langsomme til at blive vrede (Jak 1,19). Men det betyder ikke, at du aldrig skal blive vred. Tværtimod. Vrede og modstand over uretfærdighed er sundt og sandt.
Der findes svage lærere, der lægger op til, at klassen skal håne en bestemt elev. Forældre, som forkæler et barn frem for et andet. Regler, som går imod Guds bud. Politifolk, som bruger unødvendig vold. Det er ikke efter Guds hjerte. Vi må forsøge at gøre modstand uden at gøre os til dommere eller gå på kompromis med respekten.
Vi kommer til at fejle masser af gange også i dette, men Gud er en gud, som tilgiver (Mika 7,18). Det skal ikke afholde os fra at leve og kæmpe for alt, som er godt, sandt og retfærdigt. Det skal heller ikke afholde os fra at leve i overensstemmelse med det ”nye hjerte” og den nye frihed, Gud har givet os.
”Ad den vej, du befaler, vil jeg løbe, for du har gjort mit hjerte fri” (Sl 119,32).